Læsetid: 4 min.

En kunstskovtur

11. juni 1998

Skandinaviens mest sprælske udstilling af international kunst kan ses i skov og lade ved Wanås Slot

UDSTILLING
Hvorfor ikke tage på skovtur til Skåne? Kør forbi Häsleholm, op langs grænsen til Blekinge ad vejen til Knislinge og drej af til Wanås Slot og Wanåsudstillingen. Hvorfor ikke dække bord på en klippeblok og spise madderne under de gamle træer i slotsparken kun 150 km fra København. Og hvorfor ikke lægge hjemturen over Mølle på Kullen og runde af med en gå og klatretur ned til Lars Vilks eventyrlige og stadigt voksende grenbygge, Nimis, i en havkløft?
Sådan kan hele familien gøres tilpas, både de der vil se natur, de der vil se kunst, og de der ikke anerkender freden i Roskilde l659.
Men man kan naturligvis også blive på Sjælland og i stedet køre til Dragsholm Slot i Odsherred, hvor syv kunstnere fra syv lande har skabt værker i tæt samarbejde med slottetsparkens romantiske natur. Mit eget ærinde begrænser sig dog i dag til Skåne.

Wanås-udstillingerne
Under svenskekrigene var Wanås centrum for den danske modstandskamp, men blev indtaget og brændt af svenskerne og oprørerne hængt i Snaphaneeg, som står den dag i dag.
Det er tiende gang Marika Wachtmeister til Wanås byder på skulptur og installationer, gammelt og nyt, udført af kunstnere fra mange lande. I l987 kom kunstnerne for første gang. De fik landskabet tilbudt som ramme og materiale: søen, den engelske park og skoven samt en magasinbygning. Til dato har ialt 108 kunstnere fra rundt om i verden været inviteret til at udstille eller skabe kunst, det være sig abstrakt skulptur, konceptkunst, Land art, installationer, naturkunst eller fornøjelig kitch. En del er fjernet igen, men det bakkede terræn spækket med klippeblokke og gamle træer frister til kraftige, mere varige skulpturelle manifestationer, og spektret er imponerende, både hvad angår navne og værker.
Præsentationen afspejler Monika Wachtmeisters ukonventionelle og verdensomspændende, opsøgende aktivitet. Hun har ingen forudfattede kuratoriske ideer, men er åben og engageret. Alt lever i nutid og ved at være indsat i fælles markante rammer bliver kontraster og modsætninger til en totaloplevele af mangfoldighed. Intet er a priori permanent. Ingen kunstner har papir på evigheden.
Blandt det der til dato har overlevet er Jean Highsteins kæmpestore Østers af cement, Gunilla Bandolins "Pyramide", Richard Nonas dobbelte række af kampesten og Gloria Friedmanns formidable røde væg samt Bernard Kirschenbaums "Cable Arc", en wire udspændt over søen. Et af de smukkeste af de permanente arbejder er Per Kirkebys tempietto, der synes at vokse naturligt midt på en grøn eng. Dertil kom i 1996 bl.a. Thom Merrick, hvis lille stenhus med titlen: "Whitney Outhouse of American Art", der er en kommentar til New York-museets misrøgt af den unge, amerikanske kunst og Martin Puryears fem meter høje buddhaskikkelse "Meditation in a Beech Wood", bygget af strå. Den er et ankerpunkt i skoven ved sine bløde former og store tyngde.

Årets høst
Årets kunstnerne er en blandet buket helt i overensstemmelse med stedets tradition. Janet Cardiff fra Canada tilbyder en guided historisk/magisk lydtur med walkman i et hjørne af parken, mens englænderes Antony Gormley på et afsides og dulgt sted i skoven har opstillet 12 tændstiktynde, mandshøje figurer af støbejern, "Insiders". De er svære at finde, indtil man har fået færten af dem og lært at skelne mellem træer som mennesker og mennesker som træer. Lige så tilfældigt er det, om man får øje på nogle af de spredte, lyserøde træstubbe af Allan McCollum støbt i cement til minde om en fældet elm. Marina Abramovic, kendt for sine meditative installationer - og hvis "Balkan Baroque" på Biennalen i 97, hvor hun rensede kødrester af et bjerg af knogler, var dybt rystende - har i en lysning rejst et højt stativ behængt med 30 hjortegevirer kaldet "The Chair for Animal Spirits".
Til den lettere genre hører Peter Johanssons grønmalede bænk, som har det med pludselig at give sig til at ryste. Den er deltager i et projekt Parkbænke, en opfordring til 10 kunstnere om at slippe fantasien løs og konstruere bænke, som indtil første november kan beses og besiddes, dels i Wanås og dels på Prins Eugens, Waldemarsudde i Stockholm. Jenny Holzer er en selvskreven deltager og til samme projekt hører et arrangement af amerikanske Kirsten Mosher, som har sat bænke på skinner og lader dem rulle ud og ind af magasinet - en idé som hun har fælles med svenske Camilla Carlsson, hvis udstilling i Ovengaden netop er afsluttet.

Indendørs
Til alle større svenske gårde hører lader og magasiner af et format, som dårligt kendes hertillands. I dag står mange af disse tomme, og på Wanås er et ærværdigt magasin, i tre etager inddraget i udstillingerne. Her vises videoer af flere af de kunstnere, som har arbejdet i parken, bl.a. Marina Abramovic, men også andre installationer.
Amerikaneren Roxy Paine har skabt et fremtidslandskab, et stykke udpint jord med græs og hundredvis af hvide svampe - simili tilhobe - ligesom de blomster af tyk, lyserød plastmasse som Peter Soriano fra Filippinerne lader flyde ud over gulvet. Til gengæld er Michael Joos store egetræ ægte, men han har skåret det i skiver og indsat stålstænger mellem stykkerne. Træet ligger på gulvet som mishandlet og slagtet og opleves, som har det et skæbnefællesskab med Frida Kahlo.
Wanås er en broget oplevelse og ikke alt er lige interessant, men her er altid overraskelser og et stærkt element af leg og humor. Den meget amerikansk orienterede, men fordomsfri udvælgelse præger resultatet. Nok er årets høst ikke den mest spektakulære, men den føjer en brik til et uortodokst tværsnit af vor tids kunst og initiativer præsenteret i de herligste omgivelser.

*Wanås l998, Wanås slot, Knislinge. Parken dgl. 8-19, til 18. okt. Magasinet ti-sø 11-17, til 13. sep.; ti-sø 11-17 fra 19. sep. til 18. okt. Guided tur kan bestilles tel. 46.44.660.62

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her