Læsetid: 6 min.

Kvalte barnehjerner

5. juni 1998

Skolen skal åbne sig og lytte til børnenes behov i stedet for at forsøge at proppe passiv viden ind i deres hjerner, mener finsk forsker. Han bygger sin holdning på viden om, hvordan hjernen arbejder

PÆDAGOGIK
Det er et krast indlæg i den herskende debat om folkeskolen, den finske forsker, Matti Bergström, leverer i bogen Neuropædagogik.
Med udgangspunkt i kendt viden om hjernens funktion og udvikling konkluderer han, at den vestlige skole satser alt for meget på kundskaber og logik og simpelthen kvæler børnenes hjerner. Skolen må opgives, hvis vi vil gøre os håb om at udruste børnene til at leve i fremtiden. Lapperier duer ikke.
Sådan lyder det, når den kendte finske læge og professor i fysiologi ved Helsingfors Universitet siger sin mening om skone i sin bog Neuropædagogik fra 1995, som nu er udgivet i Danmark.
Trods de hårde ord lykkes det alligevel forfatteren at charmere læseren hele vejen gennem bogen, blandt andet ved sit store engagement og den kærlighed til børn, som lyser gennem siderne.
Undertegnede anmelder havde den fornøjelse at høre Matti Bergström forene to ellers ret modstridende størrelser, charme og naturvidenskab, da han holdt foredrag på en konference om Hjerne og Læring i anledning af hjerneåret i 1997.
Den ældre, tynde lærde mand med det blide smil gjorde - som i bogen - alt, hvad han kunne for at skyde folkeskolen i sænk. Imens sad et par hundrede danske lærere og lyttede betaget og med julelys i øjnene.
For Matti Bergström taler børnenes sag. Og man lytter og bevæges.

Børn lever i fremtiden
Selv erkender han, at han ikke har forstand på pædagogik og undervisning. Når han alligevel har skrevet en bog om skolen, skyldes det, at han altid "i mødet med børn synes, at jeg kan se deres uendelige muligheder - de stråler ud af deres øjne og af deres opførsel", skriver han.
De muligheder er vi ikke gode nok til at give børnene lov til at folde ud. Vi prøver at få børnene til at leve i vores verden.
Men børnene skal leve i en fremtidig verden, som vi ikke kan forestille os, fremhæver han. Derfor kan vi ikke lære dem regler, som de kan bruge i fremtiden.
Vi kan kun ruste dem til selv at finde vej.
Det nye hos den finske forsker er ikke hans teorier om hjernen. For her er holder bogen sig på almenvej. Men det er kombinationen af hjerneforskning og undervisning, som fører ham til overraskende konklusioner.. Mærkeligt er det en vinkel, som hidtil ikke har haft den store betydning i debatten om skolen. Mærkeligt, for det må da være ret smart at finde ud af, hvordan de hjerner reagerer, som man forsøger at undervise. At undersøge, hvad der virker.
For eksempel har Matti Bergström fundet ud af, at hjernen økonomiserer med sin energi. Den lærer bedre, når den stimuleres. Men kun indtil et vist punkt. Derefter bliver den overbelastet og lukker af.
Hvis det er sandt, er det vel en tanke værd.

Kraft og kundskab
Bergström bygger sine ideer på det samspil, som foregår mellem forskellige dele af hjernen. Hjernenstammen, den tidligste del af hjernen, stammer helt tilbage fra krybdyrenes tid og færdigudvikles meget tidligt i spædbarnets liv. Mens hjernebarken, hvor blandt andet den logiske tænkning er placeret, først er færdigudviklet i voksenalderen. De to repræsenterer henholdsvis kraften og kundskaben hos Matti Bergström.
I mellem disse to systemer er det limbiske system. Det får hele tiden input fra både den kaotiske hjernestamme og den systematiserede hjernebark. I det limbiske system hersker hverken kaos eller. Det er både og.
Hjernestammen leverer kraften, følelser og kaotiske udbrud, som giver energi og fremtvinger de små katastrofer og sammenbrud i ordenen, som føder nye ideer. Barken repræsenterer kundskab og system, orden.
I den stadige sammenstød lærer barnet sig at vurdere og træffe valg. Det er en evne, som bliver stadig vigtigere, mener Bergström.

Børn er en anden art
Hertil i bogen er vi nogenlunde på almen grund. Men det provokerende for mange voksne læsere vil være, at Matti Bergström mener, at børns hjerner så er mere eller mindre færdige udgaver af voksnes.
Undervejs i udviklingen passerer børnene forskellige helt nødvendige faser. Og på hvert enkelt trin har de en hjerne, som passer perfekt til det, der skal læres i netop den fase. Man kan derfor ikke forcere for eksempel indlæring uden at ødelægge en vigtig lærdom, som hører til hver fase. Og hver enkelt lære skal vi kunne trække på som voksne.
Men da børns hjerner simpelthen er væsensforskellige fra voksnes, kan børn og voksne ikke forstå hinanden. De taler hver sit sprog. Og derfor kan vi ikke bygge legepladser og skoler, som opfylder deres behov.

Mulighedsskyen
Det vigtigste er at udvikle det, som Matti Bergström kalder en mulighedssky i hjernen. Det er en stadig strøm af myter, ideer, følelser og løsrevne tanker og fantasier, en slags sky, som omgærder alle de ting, børn ser og oplever. Her kan de bearbejde indtryk og følelser. Og det er her, i bruddet mellem kaos og viden, at nye ideer opstår. Uden en mulighedssky - ingen udvikling.
Derfor er computere alle tiders til børn, mener han. Cyberspace er i sig selv en slags fremtidig mulighedssky for børnene. I den virtuelle virkelighed kan de lege med monstre, krig, trolde, drømme og fantasier og skabe en fremtidig verden, hvor de selv er aktive instruktører.
For at noget nyt skal ske, skal skolen og andre systemer være åbne for det kaos, som kommer fra hjernestammen - og for indtryk udefra.
Det er dagens skole ikke, mener Matti Bergström. Dersatses der ensidigt på kundskaber og logik. Og selv, når man tager på ekskursion til virkeligheden, hjælper det ikke, fordi det stadig er alt for planlagt, styret og dirigeret af de voksne - i stedet for af børnenes hjerners behov.
Matti Bergström mener, at børns hjerner - hvis de får lov til at udvikle sig frit - selv sørger for at skaffe sig de færdigheder, som er nødvendige for at have succes som voksne. Og de input er vel at mærke forskellige fra barn til barn - og forskellige på hvert enkelt tidspunkt i livet. Sådan.

Den gode skole
Nå, men hvad skal man så, tænker læseren, når nu det hele er pillet fra hinanden. Og der er bogen klart svagest.
Den finske forsker vil ikke sige noget konkret om, hvordan en god skole skal se ud. Han tegner en tegning med åbninger ud til samfundet, læreren i en regissør-rolle, ingen klasser, ingen skemaer, men masser af input fra videnskab, forretningsliv, religion, kunst og sport. Og overlader til andre at bygge videre på ideerne.
Neuropædagogik lægger sig helt klart på den efterhånden voksende bunke forskning fra hjerneforskere, pædagoger og psykologer, som taler om "den hele hjerne" "følelsesmæssig intelligens" og "det kompetente barn".
De, der mener, at voksne nok trods alt ved bedst og bare skal lære at sætte nogle grænser, vil ikke kunne lide bogen. Men selv de må indrømme, at den er et hårdt tiltrængt frisk pust i en debat, som ellers mest er præget af tro og fordomme. Efter anmelderens mening burde den være fast inventar på landets lærerseminarier. Men så ville de studerende vel skynde sig at vælge en anden livsbane end den danske folkeskole...

*Matti Bergström: Neuropædagogik. En skole for hele hjernen. 219 s. 225 kr. Reitzels forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu