Læsetid: 7 min.

Kys kalkunen

30. juni 1998

Der er både saglige og eventyrlige forklaringer i den internationale sportspresse på det danske fodbold-landsholds spil og sejr over Nigeria - men æren derfor tildeles Michael Laudrup

VM 98
Paris - Træner Bo Johansson dikterede diskret en taktisk manøvre, der dirigerede Michael Laudrup væk fra det sted, han var på vej hen. Ikke under kampen, men efter. Ikke på banen, men i den såkaldte mixed zone under tribunen, hvor alverdens journalister og tv-hold først hører, hvad de to holds trænere har at sige, inden spillerne kommer ud fra omklædning for at lade sig udspørge. Spillerne på den ene side af en barriere, journalisterne i lag på lag på den anden.
Et kontingent danske journalister stod samlet og ventede ved barrieren, og en af dem råbte op til en kollega, der stod nærmere døren, hvorfra spillerne kom dryssende: "Sørg lige for, at han kommer herned."
"Ja, ja, det gør han da af sig selv," lød svaret.
Det gjorde han ikke, Michael Laudrup, men han var refleksmæssigt på vej, da Johansson med en armbevægelse nødte ham til at standse op halvvejs. Nøjagtigt lige der, hvor repræsentanterne for de store internationale medier stod og ventede på lige netop ham. Det var den presse, Michael havde fortjent en aften som denne, syntes træneren at mene med sin gestus.
Michael Laudrup er kommet udslukt og resigneret ud til mixed zone efter hver af Danmarks tre indledende kampe. Nu kunne man se lettelsen i hans træk og bevægelser, og en stille glæde simrede i ham.
Han kunne have afsluttet en stor karriere med tre indledende puljekampe med usammenhængende spil af et hold, hvor han aldrig rigtigt har fundet sin plads, og så en ordentlig øretæve af de nigerianske boldartister og favoritter i den ottendelsfinale det med nød kvalificerede til.
Nu kunne han se frem til en kvartfinale mod Brasilien, og i den internationale presse ville han dagen efter kunne læse, at den endda ikke behøver at blive hans afslutningskamp.

Stor fascinationskraft
I spanske El Pais kunne han læse: "Michael Laudrup har stor fascinationskraft, og det samme har hans bror. De er spillere med et helt specielt forhold til bolden, og hvad de foretager sig med den er overraskende, hypnotiserende og magisk. Det var dem, der spillede som nigerianere." ... "Nigerianerne overlod midtbanen til danskerne og deres bageste forsvarskæde var åben. Dermed gav de
Laudrup-brødrene det, de allerhelst vil have: bolden og plads. Med disse midler og en fremragende støtte fra midt-banespilleren Helveg og den kraftfulde Peter Møller slog de Nigeria, som spillede med al den ustabilitet, der præger dette hold." El Pais giver Michael og Brian Laudrup samt Thomas Helveg et femtal, som er et sjældent brugt maksimum på det spanske dagblads karakterskala. I italienske Gazzetta dello Sport får Helveg og Michael Laudrup 7,5 - maksimum er otte - og i franske L'Equipe, der også bruger en otte-skala, får Michael Laudrup og Martin Jørgensen hver 7,5.
De danske spillere har længe inden kvalifikationen til ottendedelsfinalen fortrøstningsfuldt sagt, at Nigeria var et hold, der lå godt til dem, og den selvvurdering har været svær at tage alvorligt, når nu man har kunnet se, hvor halvskidt holdets spil har været. Men de har selv troet på det, og de fandt den nødvendige støtte for troen i en forventning om, at Nigeria ville undervurdere dem, tage løst på markeringerne og være lette at bringe ud af koncentration. Alle tre faktorer bekræftet af de nigerianske spillere i mixed zone.
"Vi var dårligt kommet på plads, da de scorer første gang, og vi var lige begyndt at indstille os på at kampen var i gang, da de kommer på 2-0, og så mister vi fuldstændig koncentrationen. Det må ikke ske, men det sker for os gang på gang," sagde Taribo West med de små grønne og gule fletninger dinglende på toppen af sin ellers kronragede isse.

Kalkulerende spil
Men der er andre rationelle forklaringer. Danmark har spillet sine indledende kampe, som de selvtillidsfulde store nationer oftest gør det. Kalkulerende, uden brillans, men med viden om, at de nødvendige points nok skal blive raget hjem, samtidig med at den mest slagkraftige formation finder form.
Det ligger lige for, at sammenligne dagens danske hold - og deres træner - med Sepp Piontek og kæledæggeholdet fra 1986. Sejr og dominans over Skotland i første kamp, drømmespil og afklapsning af Uruguay i den anden - og så Pionteks forståelige, men tåbelige, vilje til at vinde over sine tyske landsmænd i den tredje, som resultatmæssigt var ligegyldig for danskerne. Den dyrekøbte sejr, som ledte direkte til det katastrofale 1-5 nederlag i ottendelsfinalen mod Spanien. Det var som om, alle var tilfredse med dog at være nået så langt og at have vist verden god bold.
Men sådan tænkes der ikke i de nationer, der spiller om verdensmesterskabet og intet mindre. Og sådan tænkes der ikke på dette danske hold i dag, der simpelthen er trætte af at høre mere om 1986 - og især trætte af, at høre mere kritik fra de spillere fra 1986, som nu er blevet trinde om maven og store i kæften i deres jobs som kommentatorer. Da en amerikansk journalist bad Michael Schjønberg sammenligne sit hold med 80'ernes, fik han sådan en skideballe, at blokken faldt ud af hænderne på ham, og Tipsbladet og jeg måtte fortælle ham, hvilken ligtorn, han uforvarende havde jokket på. Og da en dansk radioreporter kom til at nævne dette årstal for Jes Høgh, fik han et sekundkort dolkeblik, hvorpå Høgh drejede hovedet og gav sig til at tale med en anden, så reporteren måtte slukke for sin båndoptager.
Holdet fra EM i Frankrig i 1984 og VM i Mexico i 1986 banede vejen for, at Danmark overhovedet er deltager i de store turneringer, men efter at euforien og benovelsen over det er klinget af både hos spillere og publikum, er de senere danske hold i slutrunder blevet meget mere konkrete. Et udtryk, som især den latinske presse ynder at bruge om hold, der ikke spiller over evne til ingen verdens nytte, men formår at udfolde nøjagtigt det, der er nødvendigt i forhold til modstanderen, og ikke mere end det.
Høgh og Schønberg kunne med god ret bide forsøgene på sammenligninger af. Holdet fra Mexoco blev fejret som helte efter at have tabt en ottendelsfinale. Holdet i går bliver nok fejret for både sejr og spil, men dets tanker er allerede vendt mod Brasilien. Ikke på, om de kan slå dem, men på hvordan.

Ingen lejrkuller
Det danske fodboldlandshold er - også i kraft af tradition for slutrundedeltagelse - blevet et godt turneringshold. Der er ingen skader, de restituerer fint mellem kampene, det er de rigtige folk, det vil sige de undværlige, der har fået gule og røde kort, og de lider ikke af lejrkuller. Set samlet et signal på, at arbejdet er disponeret til at skulle strækkes over en hel måned.
Da Bo Johansson blev bedt om at forklare forvandlingen af det danske spil, var han også konkret: Kampen mod Frankrig kunne man tillade sig at tabe knebent, så det var hold og spil indrettet på. Kampen mod Nigeria var a different game, og "vi spiller altid godt mod hold, der spiller teknisk fodbold som Nigeria." Og som Brasilien, tilføjede han.
Tyskerne er et konkret hold. Italienerne er det. For dem begynder turneringen først, når hver kamp bliver en sag om at vinde eller rejse hjem.
La Gazzetta dello Sport sammenligner det pludseligt sprudlende danske hold med det italienske, der blev verdensmester i 1982. Rædselsfuldt spil og anonymitet i de indledende, og så fuldt format for resten. Og om kampen i søndags skriver den italienske sportsavis: "Som Italien gjorde det for 16 år siden mod Argentina, stak danskerne uden nåde kniven i den formodet stærkere modstanders svageste sider, og spillede en kamp helt ud over det sædvanlige. Et velorganiseret forsvar, en midtbane med substans, formidable raids i kontraspillet. Og næsten en målfest. Det sidste afrikanske fodboldtrylleri blev derfor fejet væk af det fodboldspil, der tæller i verden. Og sådan var det rigtigt, det der skete. Det gamle Europa er stadig i stand til at bringe orden i hierakiet. Fra et taktisk synspunkt er der på banen et gap på 10 år. Den serbiske træner Bora Milutinuvic' anstrengelser, som han har stillet i den nigerianske sags tjeneste, viste sig nyttesløse."

Grim ælling
Der er nok af saglige forklaringer, men de eventyrlige bliver også hentet ned fra det lager, hvor de ikke har ligget sålænge. "Danmark, eventyret begynder igen" hedder overskriften i Gazzetta dello Sport, som bringer Danmarks Europamesterskab i erindring med en dribling uden om H.C. Andersen og Den Grimme Ælling, som avisen skamred i 1992. Næ, nu er det den om skrubtudsen, der blev en smuk prins, og det bliver også støvet af, at Michael Laudrup i sin tid som spiller i Italien blev kaldt Den Kolde Kalkun.
Det var Lazios argentinske træner, den bindegale åndemaner Juan Carlos Lorenzo, der fandt på udtrykket om den kølige og efter hans smag alt for flegmatiske teenage-spiller fra Norden. Et udtryk, der kom til at hænge ved. Men i en kommentar får kalkunen, der fik en kold skulder i Italien, sen, men fuld, oprejsning, og Michael Lau-drup får æren for, at han med sit unikke talent forenede det konkrete med det artistiske. "Og skulle det vise sig, at Ronaldo og de andre ikke kan få kalkunen ned, ja så er det en helt anden historie."
Og måske nogle helt andre metaforbistringer. Kys den kolde kalkun, måske.

VM-ottendedelsfinalerne:
Nigeria-Danmark 1-4 (0-2)
Mål: 0-1 Peter Møller (2.). 0-2 Brian Laudrup (12.). 0-3 Ebbe Sand (60.).
0-4 Thomas Helveg (76.) 1-4 Tijjani Babangida (77.)
Tilsk: 80.000

Tyskland-Mexico 2-1 (0-0)
Mål: 0-1 Luis Hernandez (47.). 1-1 Jürgen Klinsmann (75.). 2-1 Oliver Bierhoff (86.).
Tilsk: 35.500

Resterende ottendedelsfinaler:
29. juni kl. 21.00 i Toulouse:
Holland-Jugoslavien
30. juni kl. 16.30 i Bordeaux:
Rumænien-Kroatien
30. juni kl. 21.00 i St. Etienne:
Argentina-England

VM-kvartfinalerne:
3. juli kl. 16.30 i Saint-Denis
Italien-Frankrig
3. juli kl. 21.00 i Nantes
Danmark-Brasilien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu