Læsetid: 5 min.

Labyrinten som åndelig legemsdel

2. juni 1998

En kendt og en mindre kendt Jorge Luis Borges i nyoversættelser

Ny bog
I et digt om "Søvnløshed", der virker med selvoplevelsens styrke, skildrer Jorge Luis Borges natten som en jernkonstruktion af enorme bjælker, som må til for at holde sammen på "de mange ting som mine fuldproppede øjne har set, de hårde ting, som uudholdeligt opfylder dem."
I en af de fantastiske fortællinger, som nu foreligger i to bind, "Funes med den gode hukommelse", møder vi i episk udfoldelse søvnløsheden som totaltilstand hos et ungt menneske, der ligger lammet efter et fald fra en hest. Siden da har han med uhørt klarhed opfattet omverdenens mangfoldighed, er i stand til at huske alt, hvad han nogensinde har oplevet til den mindste detalje, og opstiller et mentalt katalog over de ubønhørlige erindringsbilleder.
Han er ude af stand til at glemme noget som helst af de talrige værker, han indforskriver, lærer sig på ingen tid en række døde og levende sprog, udtænker et system for den uendelige talrække ved at give hvert enkelt tal et navn. Tænke kan han imidlertid ikke, hævder det tilstedeværende jeg: Funes kan recitere Plinius' Naturalis historia i lange baner, men at tænke er at glemme forskelle, generalisere, abstrahere.
Han har kun at omkomme under verdens uendelighed.

Kaos
Men kaos og orden kan ikke afgørende adskilles i Borges' fortællerunivers, mens han i skiftende, men kroniske jeg'er redegør for de mærkværdige hændelser, som er novellernes determinationspunkter. De er foruroligende og fortrolige i tonen, forvirrer og betager i deres fiktive ekstremrealisme. I novellen "Kongressen" siger en person: Jeg tror ikke på realismens metoder, en kunstig genre om noget!
Men med fantasteriets stringente logik og sin notoriske lærdom og belæsthed blander forfatteren reelt eksisterende værker og mennesker og egne biografiske indslag med de imaginære og udvider således på det rædsomste tilværelsens dimensioner.
Fiktioner, som omfatter to novellesamlinger fra 1940'erne, er en genudgivelse på dansk, nyoversat af Peter Poulsen. Den sætter alene med titlerne fiktionsbegrebet i spil med sine forestillinger om Haven med forgrenede gange og Artefakter, som de to dele hedder. Med andre ord en kunstiggjort, kompliceret virkelighed.
Det andet, nye bind, som Morten Søndergaard, ligeledes lydhørt, har oversat, hedder Bogen af sand: et bind med ufattelig mange sider, siger Borges i en epilog om den indlagte novelle med denne titel. Det leder tanken hen på hans sene livsbilledbog, Atlas, hvor han som den vigtigste erindring fra Egypten står i ørkenen ved pyramiderne, bøjer sig og tager en håndfuld sand og lader den falde lidt længere væk, idet han siger: Jeg er ved at ændre Sahara!
Det uendeligt små står hos Borges i forhold til det uendeligt store.
Det er en litteratur om bøger i bøger i bøger, en litterær og filosofisk anskuelsesverden i en overlegen labyrintisk skrift, der truer uordenen med orden og ordenen med uorden, med detaljernes herredømme. Der er politisk og eksistentielt perspektiv i argentinerens kosmopolitiske og encyklopædiske verdensbillede, chokerende for den, der møder hans praksis første gang og ikke er sporet ind på den via bl.a. Per Højholts Blindgyde-fortællinger, Preben Major Sørensens Engleerindringer og Svend Åge Madsens sindrige kompositioner.
Matricen til sidstnævntes Dage med Diam er egentlig leveret i novellen "Kritik af Herbert Quains værk".
Berømte er tekster som "Biblioteket i Babel" og "Lotteriet i Babylon" med tilfældighedernes uendelighed og drømmen om det endegyldige katalog. Biblioteket er som verden grænseløst og periodisk. Fortsætter tilfældighederne længe nok, vil man erfare deres system.
Hvor satiren og parodien holder op og begynder at ligne en tro, er ikke godt at sige og er netop tvivlens mening, mens galningenes farlige viden lægges blot. Sandhederne er store illusionssystemer. Et helligt kaos og et uendeligt hasardspil, som slutordene siger i Babylon-historien. Det er én sandhed.

Tidsmaskinen
Jorge Luis Borges (1899-1986) led af en tiltagende blindhed, alt mens han så stadig tydeligere ind i humorens nødvendige verden, der består af dimensionernes legesyge.
Den kunstneriske modernismes historieopfattelse fremstår med stor tydelighed og konsekvens i dette forfatterskab, som udnytter muligheden af, at alt er potentielt til stede samtidigt. Tiderne er et opleveligt kontinuum. Borges har analyseret tidsmaskinen for at fatte lange forløb i et sekund, at opleve fremtiden som et fortidigt mønster og fortiden som en integreret del af nuet. Struktur mere end mystik. Det har sine omkostninger.
"Hvis rummet er uendeligt, befinder vi os i et hvilket som helst punkt af rummet. Hvis tiden er uendelig, befinder vi os i et hvilket som helst punkt i tiden," siger en i "Bogen af sand", en bog jeg'et bytter sig til. En genstand fra et mareridt! kalder han den. Det er, som om siderne vælder frem af bogen, når han blader. Hvad skal der ske med den? Han beslutter at gemme den i tilfældigt sted i Nationalbiblioteket.
Måske er tiden et falsum. Det undersøges i "Det hemmelige mirake"", hvor en jødisk forfatter dødsdømmes af Gestapo under besættelsen af Tjekkoslovakiet. Han skriver på versdramaet "Fjenderne" og beder Gud om et års udsættelse. Han drømmer i øvrigt, at Gud er i et af bogstaverne på en af siderne i et af de fire hundred tusind bind i biblioteket.
Dér står så soldaterne med geværet rettet mod ham, og Gud udfører det hemmelige mirakel: i sit sind gennemarbejder digteren minutiøst sit heksameterdrama i tiden mellem kommandoråbet og udførelsen af ordren. Han stryger og forbedrer med vidunderlig stringens, kommer efterhånden til at holde af kasernegården, og da det sidste adjektiv falder på plads, lyder skudsalven.

Dobbeltgængermotiver
Ligesom tiden ligger identiteten ikke fast. Borges åbner for ideen om, at vi er hinandens drøm. Romantikkens dobbeltgængermotiver hentes ind, og en længere række filosoffer indkaldes som vidner og instanser i fortællingerne, som ikke sjældent har kriminalistisk islæt og elsker intriger, især på det psykiske plan. Bl.a. Chesterton, Carlyle, de Quincey, Poe, Kafka nævner Borges selv som valgslægtninge.
Hovedfortællingen i Bogen af sand, "Kongressen", begynder i en kafkask stemning, hvor der som i Kafkas Processen etableres et skjult selskab, en domstol eller en kongres, der efterhånden kontrollerer alt. Foretagendet implicerer bøger, biblioteker, penge, svindel, kærester, knive, liv og død og kulminerer i en natlig køretur, hvor denne verdenskongres opleves i en rus, et mysterium som værende alt: universet, deltagerne og jeg'et selv. En åbenbaring. En apoteose.
Hvad skal man så med den?
Suggestionen består i forfatterskabets detaljerede nøgternhed, den karakteristisk latinske analyse og kolde lidenskab, en amoralsk og ironisk metafysik, en drøm om ordet, guddommeligt eller demiurgisk, som også er poesiens morderiske kraft. Poesi ikke kun som brud på konventioner, men som helligbrøde.
Har man brug for at vedligeholde sin eksistentielle uro, flertydighedens uendelige mulighedsfelt besat af skeptisk nøgternhed, er disse 29 sprogligt skarptskårne fortællinger af Borges alle tiders tilbud.

*Jorge Luis Borges: Fiktioner. Oversat af Peter Poulsen. 2. udg. 208 s. 200 kr. Gyldendal

*Jorge Luis Borges: Bogen af sand. Oversat af Morten Søndergaard. 136 s. 150 kr. Gyldendal. Udkommer begge i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu