Læsetid: 5 min.

Landsbyen for tæt på Israel

6. juni 1998

Landsbyen Beit Lif ligger som et gidsel ved Hizbollah Highway med en israelsk kanon
midt i byen. Hvis guerillaerne angriber, rammer de også deres egne

LIBANON - Beit Lif er en libanesisk landsby, hvis eneste uheld er, at den ligger for tæt på Israel. Fra højdedraget, der rager op over dens huse, ser man fire kilometer borte et trådhegn, der løber langs et hjulspor. Bag det ligger den jødiske stat.
Vi er i den sikkerhedszone, der holdes besat af Tsahal, den israelske hær - en 15 km bred strimmel jord, hvor krigen aldrig er hørt op.
På tre uger (fra den 27. april til den 17. maj) blev der affyret 1.850 granater, omkring 20 raketter og 10.000 geværkugler mod zonen. Siden nytår er mere end 50 mennesker - både soldater og civilpersoner - blevet dræbt.
Beit Lif ligger ved indgangen til en snæverwadi (dal), som de FN-soldater, der i 20 år har patruljeret i området, kalder "Hizbollah Highway". Om natten benytter de islamistiske kommandogrupper de stejle stier på bjergskråningerne til at nærme sig Whisky 125, Tsahals hovedkvarter her.
Deres mål er at angribe det, men Beit Lif ligger på deres vej, og det er dens indbyggere, der betaler prisen.
Soldater fra Den Sydlibanesiske Hær (SLA), som samarbejder med israelerne, er placeret i landsbyen. Fra en højtliggende militærpost beskyttet af sandsække har de udsyn over husene. På torvet ligger en anden post, som er nymalet i hvidt og rødt.

600 lægebesøg
Med et vagtsomt øje overvåger soldaterne deres 80 mm mortérkanon, hvis skud kan lukke "Hizbollah Highway". Det er helt bevidst, den er anbragt midt i landsbyen: Hvis Hizbollah-guerillaerne vil uskadeliggøre den, må de rette deres skyts mod hjertet af Beit Lif. Landsbyboerne er taget som gidsler.
De franske FN-soldater kender landsbyen godt. De kommer der regelmæssigt for at yde lægehjælp til indbyggerne, som overvejende er shiamuslimer.
"Det bliver til omkring 600 konsultationer om måneden i 15 landsbyer," fortæller militærlæge Duhamel. "Det drejer sig især om sygepleje og tandlægebehandling, men også vaccinationer."
Lægehjælpen gør det muligt for soldaterne i UNIFIL (United Nations Interim Force in Lebanon) at tage pulsen på befolkningen. Soldaterne drikker te i et hus i landsbyen, mens lægen arbejder, iført en hvid kittel over sin uniform. Kvinder, børn og gamle venter tålmodigt, til det bliver deres tur.
Menig Vincent Breton holder vagt med udtrykløst ansigt. Da de første franske soldater kom til Sydlibanon i foråret 1978, var den unge ingeniørsoldat ikke født.
I 20 år har 4.500 FN-soldater været vidner til kamphandlingerne i området - først krigen mellem israelere og palæstinensere, senere de libanesiske shiiters "modstandskamp".
"Hizbollahs soldater er de mest veltrænede," siger oberst Genet, der er efterretningsofficer ved UNIFIL.
"De er i stand til at iværksætte omfattende militære operationer. Og de er meget barske."

Mænd som sandsække
Hizbollah råder over 400 syrisk og irakisk trænede soldater, som kan støtte sig til 4.000 sympatisører i hele Sydlibanon. Amal, en mere moderat shiitisk organisation, har en milits på omkring 300 mand, som ifølge UNIFIL er mindre aktive end Hizbollah. Israelerne har mellem 1.500 og 2.000 mand i Libanon, men de kan på mindre end to timer forstærkes med omkring 10.000 mand via omkring 40 overgangssteder langs grænsen.
Tsahal kan også disponere over SLA, en milits på 2.500 mand, som betales (dårligt) af Israel - mindre end 500 dollar om måneden.Den foregiver ikke at være en selvstændig hær:
Soldaterne bærer uniformer med de tre gule bogstaver, som betyder Tsahal på hebraisk.
"De udgør først og fremmest en forsvarskæde," siger en fransk officer, som morer sig over det øgenavn, lokalbefolkningen har givet dem: "sandsækkene". Det hentyder til deres funktion som beskyttelse for Israels militære stillinger.
Deres fremtid er uvis. Hvis Israel trækker sig tilbage fra Sydlibanon - hvilket regeringen overvejer at gøre til gengæld for "sikkerhedsgarantier" - hvad skal der så blive af dem?
"De fleste af dem er tvunget ind i SLA, eller også er de der, fordi de ikke har andre muligheder for at tjene penge," siger en libanesisk officer, som alligevel fremhæver, at de er "agenter for fjenden".
I Beit Lif giver en mand diskret en videokassette til Raminé, de franske soldaters tolk. Hjemme på deres base i Naqoura ved kysten ser de videoen, der varer ti minutter. Bagefter sidder de tavse og knugede.
Filmen er optaget sidste efterår af en anonym fotograf. En granat er faldet over Beit Lif ved fuldt dagslys. Liget af en kvinde ligger udstrakt på gaden; hendes hoved er sprængt af, og det ryger endnu fra det. Kvinder jamrer og slår sig for brystet, og en far bryder sammen over sit døde barn.

Vil gøre alt...
Nu kommer en gruppe israelske soldater; en af dem forsøger at give et offer en indsprøjtning, men kan ikke finde en åre. Soldaterne læsser de sårede på en gul bil, som kører derfra i stor fart. Filmen standser. Syv døde, deriblandt tre børn - og ingen har hørt om det.
"Styrken vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at denne operationszone ikke skal blive brugt til fjendtlige aktiviteter." Sådan lyder UNIFIL's mandat, som det fremgår af FN's resolution nr. 425 af 19. marts 1978.
Men FN-styrken, der kommanderes af en nepalesisk general, er stort set passiv tilskuer til begivenhederne. Den overvåger en zone på 850 km2 med 150.000 indbyggere. Soldaterne, der er fordelt langs hele grænsen, kommer fra ni lande: Norge, Finland, Fiji, Nepal, Polen, Irland, Italien, Ghana og Frankrig.
Warning! Warning!
I løbet af 20 år opstår der vaner. Libanesiske handlende har slået sig ned uden for lejren, hvor de danner "gaden". Restauranter, guldsmede og forretninger, der handler med musikanlæg, trives i FN's skygge.
I aften er der fest hos Tony, værten på Summerland. De franske soldater går med for at glemme de spartanske forhold i den polske messe og deres ensomhed under den lange tjenestetid. Efter kl. 11 er der udgangsforbud; så må de være tilbage på basen.
Her taler alle engelsk. Over radioen høres en kvindestemme. "Warning! Warning!". Det er det israelske artilleri, der orienterer UNIFIL om, at det vil begynde at skyde om fem minutter.
Målzonen bliver opgivet, og efter et blik på kortet har FN-soldaterne klarhed over situationen: "Nepaleserne må sove i beskyttelsesrummet igen," forklarer en officer.
Granaterne falder, flere snese i løbet af natten. 15 slår ned omkring Beit Lif - landsbyen, der ligger alt for tæt på Israel.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her