Læsetid: 3 min.

Landsbyer i brand

4. juni 1998

MÅSKE TROEDE VI IKKE, vi skulle se det igen på Balkan, men det skulle vi: Massive styrker i kampvogne sættes ind mod landsbyer. De heldige blandt civilbefolkningen flygter på ladet af en udtjent lastbil, de uheldige optræder i statistikken som 'dræbte terrorister'. Huse ransages, plyndres og sættes i brand, landsbyer efterlades som sortsvedne murdynger.
Det sker i Serbiens Kosovo-provins netop nu, mens du læser, som det skete i Donau-byen Vukovar som optakt til den jugoslaviske krig, og senere i Bijeljina, Banja Luka, Brcko og hvad de alle hedder - perlerækken af byer, der blev rendt over ende af bosnisk-serbiske styrker i 1992-95.
Dog med én væsentlig forskel: Den systematiske destruktion - for det tyder alt på, at det er - foregår i Kosovos Decani-region uden live coverage på alverdens tv-kanaler. Så meget har serberne lært: Etnisk rensning tager sig ikke godt ud i flimmerkassen. Så mens det, der i Beograds terminologi hedder 'en oprydnings-operation', står på, er journalister, diplomater og andre internationale øjne totalt afskåret fra at nå ind til 'operations'-områderne.
Alligevel siver spredte informationer ud med flygtningestrømmen.En kosovo-albansk flygtning talte onsdag til nyhedsbureauet Reuter om mange dræbte civile både i byen Decani og de omkring-liggende landsbyer. "Decani ligner Vukovar. Den er blevet totalt ødelagt", siger han.
Vi ved fra tidligere "oprydninger", at mindst halvdelen af de dræbte har været gamle, kvinder og børn - og dermed formentlig ikke partisaner tilhørende den militante Kosovos Befrielseshær (UCK).
Endelig giver en flygtningestrøm fra Kosovo gennem de uvejsomme bjergmassiver til Albanien i et antal af ca. 2.000 om dagen sit eget vidnesbyrd om, hvad der er ved at ske.

AMERIKANSKE efterretningskilder mener - og andre analytikere støtter den formodning - at der ikke længere 'blot' er tale om en operation rettet mod den kosovo-albanske 'terroristbevægelse' UCK med beklagelige, men uundgåelige civile tab, men en decideret etnisk udrensning ud fra devisen: Fjern befolkningen, fjern landsbyerne og byerne, så fjernes også det miljø, 'terroristerne' skal trives i. Det forklarer indsatsen af kampvogne og svært artilleri. Det er kynisk, det er blodigt, men det kan være effektivt.
Udrensningerne synes at følge et klart mønster. De finder sted i området omkring Decani, UCK's højborg, og ellers i en otte til 10 km lang zone langs grænsen til Albanien. Målet er at skabe en cordon sanitaire, en zone befriet for mennesker, hvor enhver, der træffes, er terrorist eller våbensmugler og derfor kan skydes ned. Kun på den måde kan det omfattende våbensmugleri fra Albanien stoppes.

DET INTERNATIONALE samfund er - ud over de sædvanlige realpolitiske, militære og moralske overvejelser - fanget i et statsretsligt dilemma: Den etniske udrensning, der efter alt at dømme foregår i Kosovo, er - formelt set - en konflikt mellem en stat og dens etniske mindretal.
Det giver mulighed for at protestere, kalde ambassadører til sig, true med sanktioner. Men en egentlig militær indgriben vil være en klar antastelse af princippet om suveræne staters ukrænkelighed. Det er muligt, at et sådant brud må foretages, men det kræver lange overvejelser - samt at alle andre muligheder er udtømte.
På den anden side er det blevet understreget igen og igen af vestlige ledere, at Vesten ikke kan acceptere et nyt Bosnien i Kosovo. Udvikler krigshandlingerne i Kosovo sig til en regulær folkefordrivelse af etniske albanere - sådan som den serbiske vice-ministerpræsident, fascisten Vojislav Seselj, åbent har talt for som sin foretrukne endlösung - har det internationale samfund ikke andre muligheder end at gribe militært ind.
Foreløbig er mulighederne for at påvirke Beograd ikke store, men de skal udnyttes.
Det mest virkningsfulde er nu som før sanktioner. Da truslen om sanktioner senest hang over Beograd, lykkedes det præsident Milosevic at få dem afværget ved at love forhandlinger med albanerne. Forhandlinger, der skulle være begyndt fredag, men nu sandsynligvis bliver aflyst. Man forhandler ikke, mens landsbyer brænder.
NATO-tilstedeværelse i nabolandene Albanien og Makedonien er foreslået - for at 'hindre konflikten i at brede sig', som det hedder, men reelt som en styrkemanifestation, en tåget trussel om indgreb.
Tilbage står håbet om, at Milosevic har rodet sig ud i så mange konflikter på én gang - Montenegro, Kosovo, den elendige økonomi, den interne serbiske opposition - at hans regime undermineres indefra. Men inden det sker, risikerer mange Kosovo-landsbyer at være slettet af landkortet.on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her