Rolling Stone blev et på alle måder stildannende blad, og stjernene stod i kø for at stå model til de ofte provokerende og originale forsider
- ny bog fortæller historien bag forsiderne
FORSIDER
"You can't judge a book by it's cover" sang Bo Diddley engang. Det passer ikke. Faktisk er en forside en fantastisk signalafsender, en god forside vel at mærke. Dem har de haft nogle stykker af på Rolling Stone, og en laber coffee-table-bog gennemgår nu metodisk alle bladets forsider og historien bag de vigtigste af dem.
Magasinet voksede op som journalistisk spejl for sen-60'ernes modkultur, og har siden etableret sig som parabol for dem, der ønsker at opfange rockkulturen og dens mange forgreninger i kunst og politik.
Samtidig har Rolling Stone siden førsteudgaven i november 1967 virket som masterclass for journalister, der ofte blev stjerner via det, de fik rum til at skrive i tidsskriftet, der gradvist blev til selve indbegrebet af et moderne magasin - bare spørg en stribe engelske konkurrenter eller vor egen andedams Euro(wo)man, såmænd.
Skribenterne får stadig lov at strække ud i Rolling Stone, men i stedet for de teksthelveder, der - også i denne avis - er enhver layouters mareridt og læserens latente dårlige samvittighed, erkendte magasinet hurtigt, at folk læste endnu mere, hvis siderne blev klædt ordentligt grafisk på. Og da det første indtryk oftest, og især for løssalgskunder, er det vigtigste, var det lige så indlysende, at forsiden var afgørende. Eller som det blev udtrykt af bladets første art director, den estimerede Michael Salisbury, hentet fra Los Angeles Times' dengang nybrydende søndagstillæg West:
"Rolling Stones identitet er ikke kun indeholdt i, hvordan det er at læse, men også i hvordan det ser ud, og det blev defineret af fotografiet. Typografien og avisformatet (det daværende, red.) skulle give en ung publikation troværdighed, men det var billederne, der gav bladet personlighed og dybde."
Fra dokumentar til rock
Der skulle en tyve-årige kunststuderende fritidsfotograf til at gøre denne målsætning til virkelighed. I 1970 gik Annie Leibovitz op ad trappen i det gamle varehus i San Fransisco, hvor redaktionen havde til huse. Under armen havde hun en portefolie af fotos, taget under et-årig ophold i Israel. Da hun gik hjem, var det som bladets første fastansatte fotograf. Hendes første forside kom i juni samme år - antikrigsdemonstranter i Washington. Hun ville være dokumentarfotograf, "enhver kunne jo tage et portræt...", men ved juletid blev hun sendt til New York for at fotografere John Lennon i anledning af offentliggørelsen af Rolling Stone-grundlæggeren Jann Wenners skelsættende samtaler med ex-Beatlen.
Leibovitz' portræt af Lennon er i dag et af rockens mytologiske billeder. Enkelt, stærkt, direkte og privat. Hun ville ikke selv have taget det. Hun skød det, medens hun testede sin lysmåler. Wenner valgte det, og igangsatte en ny start, både for sit magasin og for sin cheffotograf.
Blåstempling
Med Leibovitz bag kameraet og skiftende designere genopfandt Rolling Stone magasinforsiden i almindelighed, og relancerede rockfotografiet i særdeleshed. Selv om sub- og indie-kulturer ser det som den definitive mainstream-brændemærkning blev og er det en blåstempling at få sit billede på forsiden af bladet. Dr. Hook drømte sig "on the cover of Rolling Stone", og endte der selv i marts 1973 - som karrikaturtegning!
Som noget da ganske nyt blev der taget særskilte billeder af de involverede i forsidehistorierne. Før havde man været henvist til pressefotos af højst varierende kvalitet.
Leibovitz' indføling og opfindsomhed gik altid hånd i hånd med respekten for dem, hun fotograferede. Hun var på deres side, men lod 'ofrene' opdage nye sider af sig selv ved at placere dem i overraskende, men indlysende sammenhænge. F.eks. da hun lod den daværende supergruppe Fleetwood Mac afbilde i en rodet dobbeltseng - på et tidspunkt, hvor rygterne gik om, at alle sov med alle i det band, hvor utroskab ikke var et fremmedord. Billederne og ordene blev ét.
Annie Leibovitz forlod bladet i 1983 for at forsideforny celebrity-magasinet Vanity Fair. Og nægtes kan det ikke, at den billedtradition, hun efterlod på Rolling Stone, især i de sene 80'ere blev blandet op med berømmelseslir, især personificeret af fotografen Herb Ritts, der gik efter at give glamour et menneskeligt ansigt. Hans Madonna-billeder ophøjede idolet til ikon.
På branchens nåde
Rolling Stones forsider blev stildannende. De gjorde det til en selvfølge, at ligesom det er bladet, der bestemmer, hvad der skal stå, så er det også bladet, der afgør, hvordan billederne skal se ud. Ganske radikalt i en branche, hvor rock- og filmindustrien selv vil styre iscenesættelsen.
Op gennem 80'erne og 90'erne tog især pladebranchen da også ved lære, og blev, også i Danmark, striks med, hvordan stjernerne og dem in spe skulle tage sig ud. Og siden midten af 80'erne, hvor musikmagasinet MM og fotograf Ole Christiansen forsøgte sig med specielt stylede fotos af danske navne, har de fleste danske publikationer indenfor genren været overladt til branchens nåde; kun Euroman arbejder i dag målbevidst med egne billeder. Og i et helt andet hjørne har Børsens Nyhedsmagasin og fotograf Per Morten Abrahamsen skabt en næsten mytoligiserende stil med stylede fotos af erhvervsspidser.
Mens forsidebilledet på det nye magasin Blender er typisk for gennemsnitsvilkårene, et pladeselskabsleveret dusinfoto af Tori Amos.
En gennembladring af Rolling Stone - The Complete Covers 1967-97 burde være obligatorisk for moderne magasinudgivere som påmindelse om, at forsider ikke kun signalerer fotografisk kvalitet, men også journalistisk integritet.
*Rolling Stone - The Complete Covers 1967-97. Red. af Holly George-Warren og Fred Woodward. 273 s. ill. 399 kr. Harry N. Abrams Publishers
