Læsetid: 4 min.

Livet efter volden

12. juni 1998

Fremragende bog om menneskets reaktioner på frygtelige oplevelser af vold og misrøgt giver et dybt indblik i sindets maskineri

PSYKOLOGI
Der er kommet en uhyggelig klang ind i den moderne kulturhistorie. Klangen hedder noget så knudret som posttraumatisk stressforstyrrelse.
Man forkorter det PTSD, hvor D står for disorder, forstyrrelse. Første del henviser til, at vi skal se på sindet efter traumet (post traumet), og anden del handler om det pres af sindslidelse, det fører med sig.
Når man kan sige, at det fortæller noget om vores kultur er det, fordi det har været fremme flere gange i psykologiens og psykiatriens historie. Under og efter Første Verdenskrig så man, at uhyggeligt mange soldater bukkede under for krigens brutale realiteter. Hele 40 procent! Man kaldte det "granatchok", for man turde ikke andet end mene, at det skyldtes rystelser i hjernen. Det ville være alt for ødelæggende for kejserens ære og hærens moral, hvis så mange soldater havde psykiske lidelser.
Man gav de forpinte soldater elektrochok, fordi man legede, at de bare snød. Mange af dem begik selvmord, og betegnelsen blev diskret fjernet.
Den dukkede op igen efter Anden Verdenskrig, både hos soldaterne og hos fangerne. Ved de første talte man om "krigsneurose", ved de sidste talte man om "KZ-syndrom" (et syndrom er et sammenløb af sygdomstegn). Og man bildte sig igen ind, at det måtte være noget organisk, underernærede som fangerne jo var.
Og atter engang fortrængte man lidelsen.
Som en havmand fra det sorte dyb dukkede den op igen efter Vietnamkrigen. Og i 1980 kom den så ind i den diagnoseliste, det amerikanske psykiatriske selskab har opbygget. Her stod der, at disse lidelser "ligger uden for det normale menneskelige erfaringsområde".

Ind under huden
Men så var det, at lidelsen kom ind som den omtalte klang i kulturen, for amerikanske, feministiske kredse påpegede, at mange kvinder var udsat for vold i hjemmet, og at mange børn var misrøgtede.
Ved de næste revisioner af diagnoselisten i 1987 og 1994 var "det enestående" gledet ud af definitionen. Så nu har vi lidelsen helt inde under huden.
Det er en lidelse, der har noget så sjældent i psykiatrien som en veldefineret årsag. Årsagen er det traume, der er gået forud. Man ser ikke mere lidelsen som noget sygeligt, der kun overgår skrøbelige personer. Det er en naturlig reaktion. Når traumet er for hårdt, bukker alle under:
"Personen stod over for en begivenhed, som indebar død eller trusler om død eller alvorlig kvæstelse eller trusler mod egen eller andres fysiske helbred", og "reaktionen var intens frygt, hjælpeløshed eller rædsel".
Lidelsen viser sig ved forøget alarmtilstand i kroppen, skrækkelige genoplevelser som lysbilleder, der smækker ned foran nethinden, og voldsomme undgåelsesreaktioner over for disse vågne mareridt.
Psykologerne Ulrik Jørgensen og Stephen S. Mathiasen har samlet en række centrale artikler om emnet i deres bog om At overleve vold. Vi har snart et helt lille bibliotek herhjemme om krise- og katastrofelidelser, om vold og torturoverlevelse, men alligevel skal denne bog også hilses velkommen, fordi den uddyber, hvad vi hidtil har hørt.

Blændende indsigt
Hartmuth Apitzsch har skrevet en ualmindeligt indtrængende artikel om selve diagnosen, PTSD, hvor han bl.a. gør op med den hidtidige placering af PTSD som en angstlidelse. Han finder, at den snarere skal placeres som en dissociationslidelse (populært en personlighedsspaltning, noget skizofreniagtigt).
Hans Peter Søndergaard har en lige så blændende artikel om de nervebiologiske processer bag lidelsen. Hans forklaringer af præcis hvor i hjernen, skaderne samler sig, viser et helt menneskesyn, som mennesket er, når hverdagens gode uld er flået fra sindet. Artiklen fortæller også hvad der sker med søvnen og hukommelsen, og hvorfor det sker.
Peter Levine har i kapitlet om "Kroppen som helbreder" de mest indsigtsfulde beskrivelser af et panikanfald, jeg nogen sinde har set. Og ud fra sine to patienter viser han os direkte ind i det menneskelige maskineri.
Ulrik Jørgensen forklarer PTSD ud fra en nyfreudiansk ramme, Melanie Kleins teori om forholdet mellem mennesker (objektrelationsteorien). Og Marika Lindblom Jakobson viser en psykoanalytisk behandling af "den traumatiserede psyke".
Andre kapitler, som også er gode, men mere specielle, handler om tibetanske torturoverlevere, stressreaktioner hos soldater og børns reaktioner på henholdsvis vold og seksuel misbrug. Endelig er der et kapitel om, hvordan disse skrækkelige oplevelser belaster behandleren, og hvordan man kan håndtere det pres, der ligger på ham som vidne til den gru, hans patienter oplever.
Det er så vigtigt med bøger som denne. De viser os, at der er en verden uden for og neden under den hverdagsverden, vi her i trygge Skandinavien i lange perioder bilder os ind, er den eneste.
Og ydermere er bøger som denne aldeles uomgængelige i vor hjemlige flygtningedebat.
Hvis man for alvor vil sætte sig ind i, hvorfor vi har flygtninge her i landet, så kan man blandt andet se nødvendigheden her.

*Ulrik Jørgensen & Stephen S. Masthiasen (red.): At overleve vold. Oversat af lb Høy-Hansen og red. 261 s. 295 kr. Klim

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her