Læsetid: 3 min.

Lolita i reklamefilmstil

26. juni 1998

Adrian Lynes moralsk uglesete udgave af Nabokovs 'Lolita' følger i mangt og meget romanen, men forklejner dens format

Ny film
Det mest sympatiske ved filmen er, at den overhovedet er blevet lavet. Trods en decideret mangel på moderigtighed har Adrian Lyne kæmpet for at filmatisere Vladimir Nabokovs mesterværk fra 1955 og især for overhovedet at få sin film vist.
Der er stadig forargelseskraft i historien om professor Humbert Humberts forfærdelige, groteske, kødelige, tyranniske, ømme, aldeles uforsvarlige og alligevel bizart romantiske kærlighed til smånymfen Lolita.
Hun er en 12-årig skolepige af 1950'eragtigt tilsnit, drømmende, spontan og seksuelt så tidligt ude, at det faktisk er hende, der forfører Humbert.
Bogen var årtier forud for sin tid i skildringen af børns erotiske impulser og af et forbudt forhold, der ikke primært anskues klinisk eller moralsk fordømmende, men forlenes med en sværm af psykologiske og poetisk-litterære perspektiver og ikke mindst foregriber den efterfølgende bølge af sort komedie i litteratur og film. Trods sit prekære emne er Lolita vanvittig morsom.

Nypuritanisme
Selv om bogen har en klar moralsk dimension, er den uendelig fjernt fra at være "et indlæg i debatten om pædofili".
Ikke desto mindre blev filmen på forhånd lagt for had i USA, hvor den ikke har kunnet opnå den biografdistribution, man havde al ret til at forvente af en så ambitiøs og kostbar studieproduktion. Så nu kan den i Lolitas eget land kun ses som tv- og videofilm. Man har altså udelukkende forholdt sig til emnet, ikke til dets kunstneriske fortolkning.
Noget andet er så, at Lyne har præsteret en grov vulgarisering af bogen. Næppe af spekulationsgrunde, men simpelthen fordi Campari-instruktøren af Farligt begær og 9 1/2 uge kunstnerisk ikke magter opgaven.
Så vi får Lolita som smart, strømliniet reklamemodel, lækkert tilsprøjtet af en plænevander. Og Humbert som sentimentalt fortabt elsker med et sørgmodigt, vådt hundeblik, uden bogens farlige uforudsigelighed, humor og sanselighed.
Filmen har en prolog, der skal 'forklare' Humberts dilemma ved at skue tilbage til en frustreret barndomskærlighed. Denne psykologiske 'nøgle', som Stanley Kubrick klogt sprang over i sin Lolita- filmatisering med James Mason fra 1962, indhylles i bogen af et skær af ironi og parodi, mens Lynes film bare tager den dødsens alvorligt og derved kun gør den banal. Nabokov ville have krympet sig.

Quilty, qu'il t'y, guilty
Lyne har lagt sig voldsomt i selen for at følge bogens ydre handling bogstaveligt, langt mere end Kubrick gjorde, men ånden i dette vidunder af sprogligt raffinement fanger han sjældent (den lader sig nok heller ikke for alvor fange i et andet medie).
Resultatet bliver en alt for langt udspundet historie, der falder fra hinanden i vilkårligt udpenslede episoder og visuelt minder om én lang række sammenklistrede reklamefilm.
Enkelte gode idéer dukker op: brugen af den tandbøjle, Lolita passende udstyres med, Humberts komiske kasten sig ind i klædeskabet på hendes værelse efter adskillelsen, en skæg tolkning af college-forstanderinden Miss Pratt. Og placeringen af den gådefulde forfølgerdæmon Quilty som Humberts mørke dobbeltgænger er knap så usandsynlig her som i Kubricks lidt vel udflippede scener med Peter Sellers.

Glamouriseret Humbert
Lyne har også samvittighedsfuldt genskabt datidens moteller og landevejsprospekter, men hvad hjælper det, når hans Lolita i Dominique Swains skikkelse gererer sig utroværdigt som 1950'er-pige, alt for hæmningsløst indbydende og ben-fremvisende og tilmed mere øretæveindbydende selvglad end erotisk farlig. Swain fanger pigens kvikhed, men overspiller alt andet på grænsen til det udhængende.
Og Irons glamouriserer og kastrerer Humbert ved primært at gøre ham til en stakkels blåøjet elsker af en bedragerisk pige, mens han i bogen (og Kubricks film) også er en uberegnelig desperado, der bl. a. planlægger mordet på hendes mor for at få datteren for sig selv.

Det magtesløse ord
Humberts gensyn med den gravide, gifte Lolita i hendes usle rønne, hvor han erkender, at han stadig elsker hende grænseløst, er en så genialt skrevet scene, at selv ikke Lyne kan iscenesætte den virkningsløst.
Men ellers er filmen et skole-eksempel på, at det ikke nytter at skrive en i sig selv tænksom romanbearbejdelse (hvad manuskriptforfatteren, The New Yorker-skribenten Steven Schiff, faktisk har gjort), hvis instruktøren ikke magter at få dramaet til at vibrere, skuespillerne til at illudere og helheden til at samle sig meningsfuldt.
Stanley Kubricks version fra 1962 er en langt bedre film og i øvrigt også mere Nabokovsk, selv om den forholder sig betydeligt friere til forlægget.

*Lolita. Instruktion: Adrian Lyne. Manuskript: Steven Schiff. Palladium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu