Læsetid: 2 min.

Lovene, ingen vil forsvare

13. juni 1998

Trods massiv kritik vil ingen af de partier, der ventes at stemme for regeringens udlændingepakke, forsvare den

Få dage før de afgørende politiske forhandlinger om indenrigsminister Thorkild Simonsens udskældte udlændingepakke er der ingen af de potentielle forligspartier, der vil argumentere helhjertet for de principper, pakken bygger på.
Trods ugers heftig beskydning fra en lang række faglige, humanitære og sociale organisationer samt fra internationale retseksperter, vil ingen af Folketingets retsordførere gå i brechen for de stramninger, som udlændingepakken lægger op til.
Det er især forslagene om at nedsætte integrationsydelsen til nytilkomne flygtninge, begrænsningen i den fri bosætningsret, indgrebet mod arrangerede ægteskaber og forbudet mod, at asylansøgere kan indgå ægteskab i Danmark, som kritiseres for at være i strid med internationale konventioner.

Lunken begejstring
Selv Venstre er loren over for at forbyde asylansøgere at indgå ægteskab, men går dog ubetinget ind for en lavere introduktionsydelse.
"Hvad angår forbuddet mod ægteskab, behøver jeg ikke at læse menneskerettighederne for at være meget lidt glad for det," siger retsordfører Birthe Rønn Hornbech.
"Det må være en grundrettighed at kunne indgå ægteskab, uanset hvad der står i menneskerettighederne. Men det må ikke være en løftestang for en opholdstilladelse at gifte sig. Det er problemet."
"Men med introduktions11ydelsen er det lige før jeg siger: Lad os tage en retssag på den. Hvis konsekvensen af menneskerettighederne er, at alle, der lige er kommet til landet, skal have lige så meget som én, der har tjent her i landet i 50 år, så synes jeg vi skal tage en sag. For så er der altså noget galt med de internationale konventioner," siger Birthe Rønn Hornbech.

Tror på ministeren
Det Konservative Folkeparti tænker til gengæld ikke i retssagsbaner allerede. Partiets retspolitiske ordfører, Bendt Bendtsen, går ud fra, at den lovforslag, som regeringen præsenterer juridisk holder vand: "Hvis det ikke gør det, holder alt andet da op," siger han. Bendtsen har noteret sig de humanitære organisationers massive pres for at få ændret de fire punkter. Men organisationerne lader sig bruge af venstrefløjen, mener han: "Det får ikke indflydelse på vores stemmeafgivelse. Det der med at det nærmer sig og er på kanten af konventionerne bliver brugt politisk i øjeblikket af venstrefløjen, og det er beklageligt, at nogle af de organisationer lader sig bruge politisk".
Arne Melchior, CD's retsordfører vil slet ikke kommentere pakken, men Kristeligt Folkeparti har til gengæld svært ved at sluge forslaget om lavere integrationsydelse, men ender formentlig med ikke at stemme imod, siger partiformand Jann Sjursen. "Vi vil lige tænke noget mere over det," siger han.
For at gøre pakken mere spiselig for den borgerlige fløj indgår der nu en pulje på 20 millioner, der skal udbetales til de kommuner, der bliver pålagt at tage imod flere flygtninge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her