Læsetid: 3 min.

Lykkegaard erobrer Helsingør Revyen

5. juni 1998

Tilbagelænet forestilling med venlige dask til spredte fænomener i tiden

REVY
Uden Henrik Lykkegaard var det aldrig gået. Han er eneste genganger fra sidste års formidable Helsingør-revy (de øvrige er rykket videre til Tivoli) - til gengæld må man sige han på det nærmeste har erobret den. Ikke alene som skuespiller, men også som veloplagt ny revyforfatter.
Revyen mangler fokus og retning. Den er absolut venlig - skyder ikke rigtig på nogen. Man kan ikke påstå den rammer forbi - den besværer sig knap nok med at sigte. Den kan hverken beskyldes for at være stakåndet eller døgnflueagtig - det føles næsten en smule uartigt, næsten som et stilbrud når det en enkelt gang sker, at navnet på en nulevende dansker tages forfængeligt.
I stedet dasker den tilbagelænet til spredte fænomener i tiden: kønsroller, terapimarkedet, dansktoppen, svenskere i Helsingør, hurtige trendskift, hver (lands-)by sin sommermusikfestival.
"Tidløs" er en formidabel sketch skrevet og fremført af Lykkegaard og revyens instruktør, Finn Nielsen. De to herrer er de sidste rester af et nedlagt østeuropæisk statscirkus.
Lykkegaard er en træt, plat, utålmodig indpisker i mølædt kostyme og konstant på jagt efter smøger og dollars fra salen. Finn Nielsen
er hans halte storesøster Olga - desillusioneret og fuldstændig udtryksløs i sin sigøjnerkjole og sit bondetørklæde.
Deres David Copperfield-tryllenumre er umulige og dumme, og Lykkegaards nonsens-slaviske kaudervælsk når dirch passer'ske højder. Salen har kollektivt ondt i maven efter denne opvisning i stor-stor klovnekunst.

Ond parodi
Samme Lykkegaard har skrevet og fremfører selv en ond parodi på de mest åndløse af de alt for mange tv-talkshows.
Han har tyvstjålet nogle af Line Baun Danielsens værste unoder og fra de fleste af værterne deres dræbende mangel på gehør for, hvad det dog er, folk tillidsfuldt prøver at fortælle dem.
Endelig scorer han kegler på tekst og fremførelse (sammen med Anders Nyborg) af et introkursus for storrygende, ølvommede mænd, der som optakt til en barselsorlov skal lære at passe spædbørn.
Finn Nielsens andet store øjeblik er i en Lykkegaard-monolog om overklassemanden fra Vedbæk, der er så lykkelig for at have fået sin lille pige hjem igen, at han slet ikke ser, hvad der foregår omkring ham.
Hun er autonom, ankommer sammen med en snes kammerater, terroriserer familien og Vedbæk, er godt på vej til at slå både mor og far ihjel, men han er i sin faderkærlighed rede til at se gennem fingrene med det hele: "Vi har da også været unge engang", og man skal "møde sine børn på deres egne præmisser."
Det er et problem at de øvrige medvirkende har så lidt at rive i. Terese Damsholt er på scenen mange gange, men har i realiteten kun fået en enkelt fin lille Arne Forchhammer-vise om, hvordan man som kvinde skal/kan forholde sig til de usikre mænd, der hverken vil være for stærke eller for bløde og slet ikke er til at holde ud, når de er midt imellem.
Og Lisbet Lundquist kan ikke siges at have fået chancen for at trykke noget som helst af.
Carl-Erik Sørensen har skrevet adskillige tekster. Han rimer som en drøm, men har intet at fortælle. En scenograf var på scenen for at modtage blomster efter premieren, men man kan ikke beskylde forestillingen for at have en egentlig scenografisk ide. Uden Lykkegaard var det aldrig gået.

* Helsingør Revyen 1998. Instr.: Finn Nielsen. Scenografi: Riko Lundqvist. Musik: Morten Wedendahl. Helsingør Sommerteater. t. 29. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her