Læsetid: 4 min.

En maler under indflydelse

20. juni 1998

Malerne James Whistler og Caspar David Friedrich øvede en væsentlig indflydelse på Vilhelm Hammershøi, mener Guggenheims Hammershøi-kurator

INTERVIEW
BOSTON - Det er vitterligt en besynderlig kombination, Guggenheim-museet i New York tilbyder sine gæster her i sommersæsonen.
I sidegallerierne på vej op langs rampen i Frank Lloyd Wrights arkitektoniske mesterværk på 5. avenue vil besøgende kunne se en udstilling om motorcykler afbildet i samtidskunst. I tårngalleriet vises ca. 60 malerier af Vilhelm Hammershøi, én af de mest bizarre og tungsindige europæiske kunstmalere fra århundredeskiftet.
"Øverst oppe vil folk føle sig hensat til et gravkammer, og i resten af museet til muntre Californien," griner kurator Robert Rosenblum.
Denne på grænsen til det provokerende og for Guggenheim-museet helt usædvanlige sammensætning af kunst fra to forskellige århundreder og kontinenter bærer vidne om en ny fleksibilitet og en vilje til at eksperimentere på tværs af kunstgenrer, mener den amerikanske kunsthistoriker.
"Da jeg foreslog Hammershøi sidste vinter, troede jeg ærligt talt, det ville blive taget for en skør idé. En obskur dansk maler fra århundredeskiftet... Men direktør Thomas Krenz sagde ja med det samme," siger Rosenblum, en specialist i det 19. århundredes kunst og professor på New York University, til Information.

En tro kopi
Udstillingen, som varer indtil 7. september, er i store træk en tro kopi af sidste års Hammershøi-retrospektiv på Ordrupgaard og Musée d'Orsay i Paris. Én bemærkelselsværdig undtagelse er malerens på mange måder mest originale værk, "Fem portrætter" (1901), som Guggenheim ikke fik lov at låne fra et galleri i Stockholm.
"Det er frygteligt kedeligt. Vi tryglede, og Ordrupgård tilbød dem vist nok et Gaugin-billede som midlertidig erstatning, men der var ikke noget at gøre," fortæller Rosenblum.
Den kendte amerikanske kunsthistoriker har ikke ladet sig nøje med at opstille Hammershøi-udstillingen på Guggenheim. Rosenblum er blevet dybt fascineret af den kuriøse danske maler, og bidrog med en vellykket artikel i det danske og franske katalog, hvori han overbevisende argumenterer for Hammershøis rette placering i en international kontekst.
"Mit perspektiv er anderledes end danske kunsthistorikere som Poul Vad, der foretrækker at se Hammershøi som et rent produkt af dansk kultur. Jeg forfægter en internationalistisk tolkning, men jeg skal selvfølgelig passe på, hvad jeg siger. Jeg kan ikke læse dansk, så for nogen må jeg nok virke som lidt af en svindler," kluklér Rosenblum.

Original analyse
Beskedenhed til side. Rosenblum slår fast med syvtommersøm, at malere som amerikaneren James Whistler og de belgiske symbolister øvede en væsentlig indflydelse på Hammershøi, ligesom den danske maler satte sine spor i Piet Mondrians, Edward Hoppers og endda i Giorgio de Chiricos værker i det 20. århundrede.
Amerikaneren leverer en original analyse af Hammershøis motiver fra den græske antik som "Artemis" (1893-94) og "Græsk Relief" (1891) samt af det bibelske tema "Job" (1887). Essayet i kataloget bliver rigtigt spændende, når Rosenblum fører sin foretrukne maler, den tyske romantiske maler Caspar David Friedrich, frem i lyset, og drager interessante paralleller til Hammershøis gengivelse af interiører halvtreds år senere.
"I nogle af Friedrichs billeder føler man sig nærmest hensat til Strandgade 50 i København... Når Hammershøi maler Indkørslen til Asiatisk Kompani er det som at kigge ud af tyskerens vindue," skriver Rosenblum i kataloget.

Ingen spor af Whistler
Utvivlsomt kan den eminente danske kunsthistoriker Poul Vad følge Rosenblum et godt stykke ad vejen. Men Vad, forfatter til en monografi om Hammershøi og Dansk Kunst omkring Århundredeskiftet (udgivet på engelsk af Yale University Press) er uenig med sin amerikanske kollega i spørgsmålet om Whistlers indflydelse på den danske kunstmaler.
Selv om han havde set Whistlers billeder under et besøg i London - "synes det ikke at have efterladt spor i Hammershøis kunst," skriver Vad i sit essay i kataloget.
"Det forstår jeg ikke," siger Rosenblum til Information. "At fornægte dét lyder som et forsvar af national ære. Hammershøi lærte helt klart en masse fra Whistler, som maler i gråtoner og var en pioner i at flå viktorianske tapeter og genstande af de indendørs vægge. Denne sans for renhed og en meget raffineret balance overtager Hammershøi fra Whistler, hvem han beundrer."

Enestående
Ligeledes afviser Vad, at Hammershøi lod sig påvirke af tidens symbolister som Mellery, Lebrun og Spillaert, hvem han nærmest gør nar af i et brev til en ven.
"Vad ønsker at beskrive Hammershøi som et originalt og enestående geni, som ikke blev forurenet af kontakter med udlandet," mener Rosenblum.
"Jeg er også interesseret i hans danske aner, men de belgiske symbolister malede jo deprimerende interiører, man ser f.eks. en trappeopgang og et tomt rum. I slutningen af det 19. århundrede flytter en gruppe malere fra den offentlige til den private sfære, og Hammershøi passer ind i denne trend, skønt han sandsynligvis er det mest ekstreme eksempel."
Så ekstremt, at Rosenblum associerer til et gravkammer, når han studerer danskerens interiører.
"Hammershøi rusker op i den muntre og frimodige danske tradition for at beskrive Biedermeyer-interiører, hvor man ser tre-fire veloplagte mennesker, som sidder i vinduet og slikker solstråler. Han skaber i stedet et gravkammer. Alt er så ensomt, man ser kun én figur, hendes ansigt vises ikke, og så er der alle de tomme værelser, som om der har været en død i familien, og ingen i huset er tilbage, kun møbler og vægge. Det er ovenud melankolsk."

*Vilhelm Hammershøi (1864-1916): Danish Painter of Solitude and Light. Guggenheim Museum 19. juni-7. september 1998

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her