Læsetid: 2 min.

Mandschauvinismen blomstrer frodigt

17. juni 1998

Kvindevinklingen i Tami Hoags sydstatskrimi 'Natstemmen' er øjeåbnende effektiv

Ny bog
James Lee Burke har tilsyneladende skrevet sig tør med sine sydstatsblues-krimier, hvis dampende tropik ellers var suggestiv nok. Men andre er klar til at tage over, for landskabet, dets indbidte historiske traumer, klimaet, creoler-køkkenet osv., alting inviterer til saftige historier.
Tami Hoag har været publiceret i Norge og Sverige før, men først hendes tredje roman Natstemmen er fundet værdig til dansk udgivelse. Det bliver der nok lavet om på, for Hoag er faktisk rigtig god.
Bogflappen sammenligner med både Patricia Cornwell og Elmore Leonard, hvilket er ment smigrende, mere end det er sigende. Hoag er lige så grundig som Cornwell i oprulningen af dystre sager, ja, men heldigvis langt mindre selvsmagende politisk korrekt og langt mere atmosfæreladet - og ikke lige så morsom og hurtig og suverænt overblikkende som Leonard. Men god.

Politifamiliens loyalitet
At være ung, retfærdigt stræbsom politibetjent, det er sikkert aldrig let, men oven i købet at være kvinde, se godt ud og være rap i kæften, og så i et lille hul i sydstaterne, det er svært, og hvis man så yderligere forbryder sig mod politi-'familiens' sakrosankte loyalitet og er sejg nok til at føle sig nødsaget til at arrestere en gådefuld macho-kollega på vilde selvtægtsveje, så bliver det selvsagt meget, meget svært. Mandschauvinismen blomstrer frodigt.
Annie Broussard hedder hun, Nick Foucade hedder kollegaen, og de er fælles om frustrationen over, at den anklagede for et bestialsk kvindemord går fri pga. en teknisk fejl i bevisførelsen. Men ellers er de nok så forskellige, gør tingene efter bogen eller efter mere instinktive skemaer. Foucade har tydeligt mørke kræfter i sig - en mystisk afbrudt karriere i New Orleans - kræfter han med stædigt besvær kæmper med, og hverken han eller den meget yngre Annie har trods den ubetvivlelige gensidige tiltrækning egentlig rum for hjerteproblemer.
Som outsidere i politikorpset føres de dog sammen, for de føler sig begge - af meget forskellige grunde - personligt forpligtede på at få afsluttet sagen, bevise den mistænktes skyld.
Endnu et par drastiske kvindemord og voldtægter, chikanerier mod og mordforsøg på Annie komplicerer gradvis skyldbilledet, og Annie kommer som lokkedue farligt tæt på nattemørkets betændte centrum. Meget mere tør man ikke afsløre, men siges skal det, at Tami Hoag er skrap til at sprede mistankerne, mange har urent mel i posen og potentielt eksplosive begærsmønstre.
Det går selvfølgelig nervepirrende op til slut, men Natstemmens hovedattraktion er dog det tøvende indledte, gradvist uddybede erotiske fortrolighedsforhold mellem de to umage opdagere.
Hoag er sensualist, ikke bange for grundig intensitet, hverken i det sexuelle eller i portrætteringen af de mange farligt skøre sjæle, både i politiet og dets kundekreds.

Uimponeret frodig
Man kan næppe sige, at Tami Hoag bringer egentlig tematisk nyt til den særlige Louisiana-subgenre, men kvindevinklingen er udpræget øjeåbnende effektiv og skrivesættet uimponeret frodigt. For min smag nogle gange for frodigt, jeg kunne godt have klaret mig med måske hundrede sider mindre. Men det er nok bare en typisk fordom mod den kvindelige skrifts detaljerende generøsitet.
Meget charmerende er i øvrigt den hyppigt, men tekstligt ubesværede creolerfransk-slang, en ekstra lille kulør på Hoags farverige palet.

*Tami Hoag: Natstemmen. Oversat af Kim Langer. 555 s. 398 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her