Den afsatte partichef Zhao Ziyang kræver, at kommunistpartiet indrømmer, at massakren på Den Himmelske Fredsplads i 1989 var en fejltagelse - indtil det sker, vil den stå i vejen for Kinas demokratisering og forhold til omverden
Den afsatte partileder Zhao Ziyang har opfordret Kinas kommunistiske ledere til at indrømme, at massakren på demokratiforkæmpere i juni 1989 var en fejltagelse.
Opfordringen kommer på et særdeles uheldigt tidspunkt for den kinesiske ledelse lige før den amerikanske præsident Bill Clintons historiske Kina-besøg, som indledes i dag.
Det bliver det første besøg af et amerikansk statsoverhoved siden 1989, og som besøgets mest kontroversielle punkt foregår den officielle modtagelsesceremoni lørdag i Folkets Store Hal ved Tiananmen Pladsen, hvor demonstrationerne fandt sted for ni år siden, og som i høj grad står som symbol på overgrebet på uskyldige civile.
Zhao Ziyang, der i dag er 78 år, var dengang reformvenlig partichef, som udtrykte forståelse for studenternes krav om demokrati, men han blev afsat i forbindelse med demonstrationerne i maj-juni 1989 og har siddet i husarrest lige siden.
Hans efterfølger Jiang Zemin sidder i dag stadig ved magten som partiets generalsekretær og landets præsident, der skal modtage præsident Clinton.
Største problem
I et brev, som nyhedsbureauet Reuter er kommet i besiddelse af, opfordrer Zhao Ziyang partiledelsen til at gøre op med dommen fra dengang, der betegner demonstrationerne som "kontrarevolutionære", og Zhao kalder samtidig militærets angreb på demonstranterne for "et af de største menneskerettighedsproblemer i dette århundrede".
Ifølge Zhao vil massakren fortsætte med at stå i vejen for, at Kina kan få et normalt forhold til omverden, og så længe partiet ikke indrømmer dets fejltagelse, vil det også stå i vejen for en demokratisering af Kina.
Selv om der i de seneste måneder har blæst mildere politiske vinde i Kina, er der indtil videre intet, der tyder på, at Jiang Zemin og den øvrige partiledelse vil gå så vidt som til at følge Zhao Ziyangs opfordring og ændre syn på 1989-demonstrationerne.
En 'parentes'
Billederne af de fremrykkende kampvogne i Beijings gader og den efterfølgende massakre, hvor et ukendt antal demonstranter blev dræbt, står fortsat klart i den internationale bevidsthed og skader Kinas omdømme.
Men set med den kinesiske ledelses øjne udgør 1989-opgøret nærmere en parentes i den 20 års periode, hvor de økonomiske reformer har fundet sted.
Set i det perspektiv har Kina både før og efter 1989 gennemgået afgørende økonomiske reformer, der har ført til nogle af verdens højeste økonomiske væksttal og samtidig medført vældige sociale og samfundsmæssige omvæltninger. Men de økonomiske forandringer, der især har betydet, at staten/partiet gradvist har sluppet sit jerngreb om økonomien og overladt mere og mere til markedet, er ikke blevet fulgt op af tilsvarende politiske forandringer.
Der har højst været tale om korte perioder, hvor partiet har tilladt mere politisk åbenhed, og derfor har perioden fra 1978 til nu været præget af store udsving, hvor partiet skiftevis har lettet lidt på låget og efterfølgende har smækket det på igen.
De vigtigste perioder har været:
*1978-79 med det kortvarige tøbrud efter Deng Xiaopings magtovertagelse, men som blev efterfulgt af Wei Jingshengs fængsling og dom.
*1982-83: Kampagnen mod 'åndelig forurening' efter intellektuelles krav om ytringsfrihed.
*1986-87: Studenterdemonstrationer med krav om større frihed førte til ny stramning og partichef Hu Yaobangs afsættelse.
*1989: Studenterne sætter sig igen i spidsen for krav om demokrati og demonstrerer på Tiananmen Pladsen og i andre større kinesiske byer. Deng Xiaoping beordrer militæret til at rydde pladsen den 3.-4. juni med et ukendt antal døde til følge. Zhao Ziyang afsættes som partichef.
Efter Clinton?
Selv om de fleste frygtede, at Kina ville isolere sig efter 1989-massakren og afbryde reformprocessen, kom det til at gå anderledes. Efter en kort periode med stramninger og forfølgelser af politiske modstandere vendte Beijing hurtigt tilbage til den kurs, som Deng Xiaoping havde ledt Kina ind på: Økonomisk liberalisering, men med fortsat politisk kontrol.
Først efter Dengs død i februar sidste år og efter partiet har fået overstået en række vigtige begivenheder, herunder overtagelsen af Hong Kong og den 15. partikongres i efteråret, har der i år været tegn på et nyt politisk tøbrud. Et tøbrud, der endda er blevet sammenlignet med det, der ledte op til de ulykkelige begivenheder i 1989.
Selv om åben kritik af partiets kurs fortsat ikke er tilladt, diskuterer intellektuelle for første gang i en årrække igen nødvendigheden af politiske reformer, og en gruppe yngre embedsmænd og partimedlemmer har offentliggjort et dokument, hvori de kræver demokrati. Samtidig har der været tegn på, at partiledelsen med ministerpræsident Zhu Rongji i spidsen overvejer at udvide forsøgene med delvist demokratiske valg på landsbyplan til kommunerne.
Tilbage står spørgsmålet dog, om partiledelsen endnu engang vil sætte foden på bremsen, hvis de synes, at diskussionen kommer ud af kontrol.
Svaret vil vi først få efter præsident Bill Clintons besøg.
