Læsetid: 6 min.

Mellem avantgarde og tradition

12. juni 1998

Miles Davis og hans uovertrufne 1960'er-kvintet genhørt 30 år efter - uden de oprindelige reservationer

NY CD
At høre eller genhøre Miles Davis' kvintet fra 60'erne vil for de fleste med fornemmelse for den slags musik være en kolossal oplevelse, noget enestående, uovertræffeligt. Sådan har det også været for den der skriver disse linier. Men for ham indgår der i oplevelsen også en anfægtelse over ikke tidligere at have værdsat denne musik i fuldt mål.
For mig er musikken ikke ny. Jeg har fulgt den efterhånden, som de oprindelige lp'er udkom, fra E.S.P. i 1965, over Miles Smiles og Sorcerer i 1967 til Nefertiti, Miles In the Sky og Filles de Kilimanjaro i 1968 og 69, og jeg har altid næret stor beundring over det mesterskab som Davis og hans fire musikere - Wayne Shorter, Herbie Hancock, Ron Carter og Tony Williams - viste, både i soloer, sammenspil og kompositoriske bidrag.

Beundring med forbehold
Men det var en beundring med reservationer. Jeg var endnu bundet af den uudslettelige erindring om Davis' 50'er-kvintet og sekstet; jeg syntes ikke at Wayne Shorter og Herbie Hancock målte sig med deres store forgængere hos Davis, John Coltrane og Bill Evans, eller at de ny plader tålte sammenligning med Kind of Blue fra 1959.
60'er-kvintettens modernisme forekom mig også for moderat, for kompromisbetonet i sammenligning med hvad vi kort forinden havde hørt fra jazz-avantgardister som Ornette Coleman, Cecil Taylor og Albert Ayler med deres anderledes radikale svar på den musikalske krise som 50'ernes neo-bopmusik var løbet ind i, rytmisk og melodisk-harmonisk.
Dertil kom så den udfordring for livsstil og livsanskuelse som 60'ernes bevidstheds-revolution indebar. I sammenligning med de visionære og spirituelle budskaber som f.eks. kom med dele af den ny amerikanske rockmusik fra midten af 60'erne, kunne Davis-kvintettens samtidige musik let forekomme at savne nogle væsentlige dimensioner.

En fejlvurdering
Men jeg tog fejl. Vel var Shorter og Hancock ikke Coltrane og Evans, men de var noget andet og førte forgængernes musik videre. Over for mesterværket Kind of Blue står en monumental række af værker, der måske hver især rager mindre op, men hvis sammenspil er utroligt tæt, og som tilsammen har haft mindst lige så stor betydning for eftertiden.
Det var også Davis' modernisme der kunne bygges videre på, mere end den avantgarde der allerede havde udtømt de fleste af sine muligheder. Og visioner eller ej - hvem orker i dag at bruge en brøkdel af den tid på amerikansk
vestkystrock som Davis-kvintetten tilbyder os med så langt større kreativitet?
Når 60'er-kvintetten står så meget stærkere nu end dengang, skyldes det også at dens musik omsider er blevet samlet i en kronologisk helhed. Optagelser som først blev publiceret langt senere, efter at Davis i 1976 ophørte at lave nye plader, er nu endelig sat ind i deres rette sammenhæng og har fået selskab af andre optagelser, som har ligget uudgivet i 30 år og mere.

Projektet fortsætter
Med dette projekt fortsætter Columbia sin epokegørende udgivelse af optagelser med Davis, som indspillede for selskabet gennem 30 år, fra 1955 til 85. Vi har tidligere fået kvintettens live-optagelser fra klubben Plugged Nickel i december 1965 (syv cd'er), og nu foreligger altså samtlige studie-optagelser, fra januar 1965 til juni 1968, 6 cd'er med op mod 7,5 times musik samlet i et cd-album, af samme type som det tidligere sæt med Miles Davis og Gil Evans.
Det vil sige at man udover cd'erne får 116 sider tekst og fotografier. Teksterne omfatter Todd Coolmans baggrundsorientering og en præcis diskografi over optagelserne ved sættets producere, Michael Cuscuna og Bob Belden, men mest givende er Beldens analytiske gennemgang af alle optagelserne.
Den kunne ganske vist være mere oplysende om visse kompositioners formelle opbygning, men rummer også en mængde perspektiverende iagttagelser, f.eks. den at Davis' "Circle" (fra oktober 66) er baseret på "Drag Dog" (marts 61), som igen låner dele af sit harmoni-grundlag fra den to år ældre "Blue In Green". Men albummets cd'er er selvfølgelig hovedsagen, og de nyder som så mange andre genudgivelser i disse år godt af den forbedrede digitale teknik, som får musikken til at fremstå yderligere glansfuldt.

Fire år undervejs
Davis var ikke nået frem til denne musik fra den ene dag til den anden. Efter at John Coltrane forlod Davis' daværende kvintet i foråret 1960, havde Davis haft store vanskeligheder ved at komme videre, og det tog ham mere end fire år, før han igen havde en gruppe som kunne måle sig med den gamle. Ingen af Coltranes første efterfølgere kunne udfylde pladsen efter ham, og i 1962 sagde hele den gamle rytmegruppe med pianisten Wynton Kelly op for at danne egen trio.
Først i efteråret 1964 faldt den ny besætning helt på plads. I tenorsaxofonisten Wayne Shorter havde Davis en medblæser, som med sin koncentrerede spillestil videreførte impulser fra Coltrane på en helt personlig måde, og som desuden, efter fem år som musikalsk leder af Art Blakey's Jazz Messengers, var en erfaren komponist.
Også pianisten Herbie Hancock, bassisten Ron Carter og den kun 18-årige trommeslager Tony Williams kunne skrive til kvintetten og kom hurtigt til at udgøre en exceptionelt smidig og lydhør rytmegruppe. Især Williams' eksplosive trommespil kunne få kvintetten til at flyve.

Kun originalmateriale
I modsætning til kvintetten med Coltrane der havde spillet mange standards og jazzklassikere, benyttede den ny kvintet næsten kun originalmateriale til sine studie-optagelser (Eddie Harris' "Freedom Jazz Dance" og Jimmy Heaths "Gingerbread Boy" var de to eneste undtagelser). Til gengæld var det kun en mindre del af dette repertoire der blev benyttet ved live-fremtræden, hvor Davis frem til slutningen af 60'erne fortrinsvis trak på sine ældre numre (f.eks. i cd-sættet fra Plugged Nickel). Det ny repertoire var uløseligt forbundet med kvintettens stil og originalitet. Det appellerede derimod ikke stærkt til pladekøberne, hvorfor salgstallene faldt, for først at stige igen med Davis' elektriske musik fra 1969 og frem.
Musikkens former var fri, om end ikke så fri som i avantgarde-jazzen og dens udløbere.
Akkordgrundlaget var oftest statisk, modalt præget, og soloerne skalabestemte; det metriske grundlag kunne skifte inden for den enkelte komposition, f.eks. mellem 4/4, 5/4 og 6/4 i Tony Williams' "Black Comedy"; korformerne var gerne uortodokse og kunne behandles frit i soloerne, f.eks. i Shorters "Masqualero", hvor også rytmegruppens musikere et sted bevæger sig metrisk frit i forhold til hinanden.
En ny procedure introduceres i Shorters "Nefertiti", hvor blæserne kun repeterer temaet og overlader det solistiske til trommerne. På den baggrund er Shorters "Footprints", en mol-blues i 6/4 med soloer af blæserne og Hancock, næsten traditionel.

Elektriske begyndelser
På de tre første cd'er og frem til december 1967 høres Davis' fire medspillere som komponister af kvintetmusik, men derefter bliver også kapelmesteren produktiv, og han ændrer musikkens retning, bl.a. under indtryk af den samtidige sorte populærmusik. Mellem december 1967 og februar 68 tilføjes flere guitarister uden større held, og først i februar 69 (efter dette sæt) finder Davis i englænderen John McLaughlin den guitarist han har søgt.
Elektrificeringen af klaver og bas følger de første guitarforsøg, og den ny båndredigeringsteknik, som bliver dominerende fra 1969, introduceres også. Tydeligst i Davis' spanskprægede "Circle In the Round" (december 1967), som optages afsnit for afsnit og derefter redigeres sammen. På dobbelt-lp'en af samme navn udkom i 1979 en version på 26 minutter til lp-brug - på cd-sættet er der plads til Teo Maceros oprindelige redaktion, der er syv minutter længere og benytter hovedparten af de 35 sektioner der blev indspillet.
Af nyt materiale må også nævnes tre interessante rehearsals, som ikke blev til udgivelser. Hancocks "I Have a Dream" og "Speak Like a Child" udkom dog senere i hans egne versioner, men Davis' "Thisness" blev aldrig taget op igen og kendes kun fra den lyttekopi, som Davis fik udleveret efter optagelsen, og som først blev opdaget i hans private båndsamling efter hans død.
Sættet rummer desuden en halv snes hidtil ukendte alternative takes, som kan være ret forskellige fra de originale. Men kvintetten har ikke efterladt sig meget af den slags; normalt prøvede man temaet et par gange, og så optog man, hvad der sædvanligvis blev den definitive udgave. Så suveræn var denne kvintet.

*Miles Davis Quintet 1965-1968. Seks cd'er i album med 116 s. ill. Columbia 67398

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu