Læsetid: 4 min.

Mening i poetikken

5. juni 1998

Kritikere og litterater er generelt bedre læsere end digterne selv, for hvad ved de egentlig om deres egne digte?

KOMMENTAR
Det har længe været på mode at digtere skulle ytre sig om deres digtekunst, og næsten enhver digter med respekt for sig selv har på et eller andet tidspunkt begået 'poetologiske' overvejelser.
Selvfølgelig kan man sige, at det er godt, digtere tænker over, hvad de gør, men der er måske alligevel grund til at drysse lidt malurt i bægret. Giver al den filosoferen overhovedet mening, og gør den - hvis den da overhovedet gør noget - ikke mere skade end gavn?
Poetikken rummer som genre en lang række udsagn, der forkynder, hvad digtet kan. Poetikken synes for så vidt at være en strengt normativ genre: "Digtet skal sådan og sådan", "digtet er sådan og sådan".
Allerede her opstår der problemer, for hvad er det for et "digt", de taler om. Ud fra en litteraturkritisk betragtning er udsagn af den art som oftest nonsens. Digte kan, gør og er alt for mange ting, til at man under normale omstændigheder kan tale på den måde.
Det ved de mere velgennemtænkte blandt poetologerne selvfølgelig godt, og derfor kan man ofte finde understregninger af, at det kun er deres egen digtekunst, de taler om.

Poetikerens kattepine
Men så sker det alligevel ofte, at de udsagn, de derefter faktisk ytrer, er så generelle, at man skal være ualmindelig velvillig for at fastholde, at digteren kun taler om sin egen digtekunst og ikke - blot under dække - taler om digtekunsten generelt.
Lettere bliver det ikke af, at mange former for digte taler på en voldsomt kategorisk måde, der dårligt efterlader plads til andre diskurser.
Det poetiske og det profetiske viser sig forbavsende ofte at være naboer. Det giver det videre problem, at denne kategoriske tale tilsyneladende ikke er til at holde ude af den poetologiske diskurs, den manifesterer sig på tværs af ethvert forsøg på at tale mere alment ræsonnerende eller for den sags skyld mere privat.
Poetikken som genre synes altså at stå med to alternativer, begge lige håbløse:
Enten udtaler man sig om hele digtekunsten generelt uden egentlig at have inddraget mere end en enkelt digter eller nogle ganske få digteres værker, eller poetikken kommer til at rumme en uovervindelig selvmodsigelse, idet den på en og samme tid hævder sine beskrivelsers absolutte sandhed og benægter samme.
Hvordan man som poetiker nogensinde skal slippe ud af den kattepine, er mig en gåde.

Digteren ved intet
Men selv når poetikken faktisk har held med at begrænse sin tale til digterens egne digte, er problemerne ikke forbi. Dels er det tvivlsomt med hvilken autoritet, digteren ytrer sig om sit værk.
Digteren er ikke i besiddelse af nogen særlig viden, som giver hans (eller hendes, som det ofte er nu om dage) ord en anden og større vægt end den, de har ganske uafhængigt af den talende. Hvis en digter siger noget sludder om sine digte, bliver det ikke rigtigere af, at det er sagt af den, der har skrevet digtene. Han er en læser som alle andre. Ofte sker det selvfølgelig, at digtere er gode læsere, men i hvert fald jeg kan, når jeg læser en poetologisk tekst næsten aldrig lade være med at tænke, at digteren nu alligevel var bedre som digter end som læser.
Næsten alle de overvejelser over forfatterskaber, jeg for alvor har fået noget ud af, er skrevet af litterater. Det kan synes besynderligt, men er et konstaterbart faktum, at kritikere generel er bedre læsere end digtere. Der er stor forskel på at skrive digte og at skrive om dem, og evnen til at gøre det ene fremragende er ingen garanti for at man også magter det andet.
For så vidt står Platons gamle konstatering fra Sokrates forsvarstale stadig ved magt, og er det end ikke alle, der er bedre til at tale om digternes poesi, end de selv er, er der dog tilsyneladende nogen, som er det.

Digtets hemmelighed
Samtidig er der den oplagte mulighed, at digteren med sine udtalelser kommer til at forfladige sit digt. Digte er tit nogle eksklusive størrelser, som nok kan nydes i første gennemlæsning, men som det kræver hårdt arbejde at få til at vise nogle af sine hemmeligheder frem. Her kan den poetologiske tekst komme til at fremstå som en genvej til forståelsen.
Men "gensti er glipsti": Hvis man lader sin læsning af digtet styre af, hvad digteren siger om det, går man glip af alt det, han netop ikke kunne sige om det i sin egenskab af poetolog, fordi det kun kunne siges i et digt.
Også for litteraturvidenskaben er det vældig besnærende. Man behøver bare at slå op for at få at vide, at Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup eller Niels Frank mener dette og hint om dette og hint.
Men undervejs er det, som egentlig var pointen, digtene, forsvundet op i blå røg, fordi man har forvekslet forfatteren med hans digt.
Man finder kun ud af, hvad en digters digte er for nogle størrelser ved at læse dem igen og igen.
Og det sætter sådan set poetikkens principielle ubrugelighed på spidsen: Hvis de er det, poetikken siger de er, behøver man ikke poetikken for at se det, hvis ikke, er poetikken direkte misvisende.

Intet bevis
Nu er der selvfølgelig ingen, der skal beordre digterne til at lukke munden, når deres egne digte diskuteres, det ville man heller ikke komme videre langt med.
Men derfor er der, netop i lyset af den enorme aktivitet på området, stadig grund til at stille spørgsmålet: hvorfor poetik?
Digternes egne overvejelser er tvivlsomme som kritik betragtet, de kan kun med den allerstørste forsigtighed anvendes som indgange til forfatterskabet, og de duer ikke som bevis for, hvad digtene går ud på.
Gad vide, om nogen kan give et sammenhængende svar på, hvad de så kan?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu