Læsetid: 4 min.

Mennesketiske hoboister og andet godtfolk

23. juni 1998

... såsom John Tchicai, Kenneth Knudsen og Ray Pitts

RIFFS
Jazzfestivalen, den københavnske altså, er snart over os og løber synkront med sidste del af fodbold-VM. Dette forhold har bl.a. fået Copenhagen JazzHouse til at holde lidt igen med program-udfoldelserne og kan i det hele taget komme til at præge publikumstilslutningen til en del af festivalens arrangementer.
Selv om de ikke hører til den mest popularitetssøgende del af festivalens ca. 500 begivenheder, skal flere af koncerterne med John Tchicai dog nok kunne samle tilhørere, uanset hvem der sparker til bolden på skærmen. Med Tchicai som juli måneds jazzgæst (på besøg fra sit snart mangeårige domicil i Californien) har festival-arrangørerne fået mulighed for at sammensætte en række programpunkter, der går noget uden for det gængse.
Selv har jeg i hvert fald sat kryds ud for flere af arrangementerne med Tchicai. Lørdag den 11. juli kl. 21.30 er der genforeningen med de gamle makkere i Strange Bros. og mødet med Copenhagen Art Ensemble, begge dele i Copenhagen JazzHouse, og dagen efter er der Tchicai i duo med den unge pianist Jonas Müller kl. 16 på Frederiks Bastion, et herligt fristed i nærheden af en fristad, altså Christiania.
Før koncerten i jazzhuset kan det måske være fristende at danne second line til gadeparaden med Tchicai og Art Ensemblet fra Kultorvet til Amagertorv (lørdag den 11. juli fra kl. 17.00). Og jeg vil i hvert fald nødigt gå glip af Tchicais sammenspil med pianisten Carsten Dahls gruppe i Haveselskabets Have fredag den 10. juli kl. 17.30, hvor desuden bl.a. Fredrik Lundin og Josefine Cronholm medvirker.
Forhåbentlig vil nogle af Tchicais danske alliancer også blive foreviget på plade. Det er snart længe siden, han har været ordentligt repræsenteret i det digitale medium.

Det mennesketiske
I navneregistret til det trykte program for jazzfestivalen leder man forgæves efter navnet Kenneth Knudsen. Det hænger selvfølgelig sammen med, at samme Knudsen i det hele taget kun yderst sjældent lader sig høre med offentlig musiceren, hvad Deres skriverkarl i øvrigt næppe er den eneste, der beklager.
Hvorfor Knudsen i dag fortrinsvis arbejder i studie med sin musik, uddyber han i et interview af Allan Sommer i det sidste (juni/juli) nummer af det nærmest uundværlige tidsskrift Jazz Special. Anledningen til interviewet er Knudsens seneste cd-udgivelse, Music For Eyes (dacapo DCCD 9433), der er komponeret, indspillet og produceret af Knudsen (synthesizere, keyboards) og installationskunstneren Christian Skeel (samplere, computere).
Intervieweren finder ligheder med Brian Enos ambient-music.
Knudsen: "Jeg ved ikke hvilken vej Eno er gået. Det er allerede længe siden, han var der. For mig har det været et forsøg på at trække det, jeg kalder det mennesketiske, det svedende menneske, der står og arbejder, ud af musikken."
Sommer: Knudsen synes det forstyrrer, forstået på den måde at han ikke kan høre musikken uden at se den blive opført. Knudsen bruger ordet mennesketisk i stedet for menneskeligt, fordi begrebet menneskeligt har en humanistisk klang. Med mennesketisk forstår han noget uden menneske-elementet.
"At lave plade er noget helt andet end at spille musik på en scene," siger Knudsen. "Det ville ikke være særlig interessant, om nogen opførte Music For Eyes. Hvis Christian Skeel og jeg blev sat til at opføre det ved en koncert, ville det ikke være rigtigt. Vi ville ikke kunne vise den form for action, som forventes. Men omvendt er det at lave plade et medium, som er interessant at forfølge. Det foregiver ikke at være en reproduktion eller reportage fra en begivenhed, fordi den måde, musikken er blevet til på, er, at den er godkendt og skabt i kraft af, at pappet i højttalerne bevæger sig, ikke ved at musikken er blevet spillet."
Knudsen nævner selv i interviewet Glenn Gould, som på et tidligt tidspunkt holdt op med at give koncerter og i stedet koncentrerede sig om at indspille plader: "Han indså, at han ikke kunne spille koncert, men musik. Han syntes koncerter var underlagt omstændighederne."

Pitts og hoboen
Hvem vi heller ikke får at høre under festivalen, er Ray Pitts, som vi sidst mødte i spidsen for Radioens Big Band, men som i øvrigt har lagt tenorsaxen fra sig til fordel for musikvidenskabelige studier ved Københavns Universitet.
Her har han bl.a. interesseret sig for hoboister (af hautbois, det franske ord for obo), oprindelig regimentsmusikere der spillede obo, men som senere også kunne være messingblæsere.
Pitts har bl.a. undersøgt sociale ligheder mellem 1940'rnes bopmusikere i New York og de europæiske hoboister i tidligere århundreder. Det har han fået en del ud af (endnu ikke på prent), f.eks. hvad angår samfundets regulering af blæsermusikeres udfoldelser.
Men hallo! skriger den hårdtprøvede læser. Hvad med den hobo, som, ifølge Louis Armstrong i 1932, can't ride this train? Nej nej, det er jo en daglejer, måske en vagabond eller landstryger, protesteres der. OK, men hvad kommer ordet hobo så af? Her er ordbøgerne interessant nok stumme, selv om en enkelt forsøger sig med ho, boy som en mulig etymologi.
Måske har Ray Pitts et bud på denne hidtil upåagtede sammenhæng?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu