Læsetid: 6 min.

Mens vi venter på Rusland

13. juni 1998

G8-landene håber ligesom under Bosnien-krigen, at Jeltsin kan moderere Milosevic. I mellemtiden forbereder serberne at angribe den sidste store provinsby i Kosovo

Syv af verdens ledende industrilande valgte i går på et møde i London at give den serbiske præsident Slobodan Milosevic endnu et pusterum, inden man begynder at stramme skruestikken og sætte en tidsfrist for tilbagetrækningen af omkring 20.000 jugoslaviske soldater og polititropper fra Kosovo.
Udsættelsen af det forventede ultimatum skyldes et måske naivt håb om, at Ruslands præsident Boris Jeltsin vil være i stand til at overtale Milosevic til at opfylde en række krav fremsat på G8-mødet i går, når den serbiske præsident lander i Moskva på mandag. Krav, som den russiske udenrigsminister Jevgheni Primakov i øvrigt afviste at støtte.
Som permanent medlem af FN's sikkerhedsråd har Rusland desuden truet med at nedlægge veto mod et britisk og amerikansk forslag, som vil bemyndige NATO til at anvende "alle nødvendige midler" til at løse konflikten i Kosovo. Det bliver derfor spændende at se, om Moskva vil revidere denne holdning, hvis serberne fortsætter med deres brutale overgreb på civile kosovo-albanere.
Scenariet ligner i foruroligende grad krigen i Bosnien, hvor russerne i en periode lovede at tale deres allieret i Beograd til rette - uden nævneværdige resultater. Milosevic gjorde intet for at stoppe de bosniske serbere fra at myrde og fordrive bosniske muslimer i en kampagne, som er blevet kaldt etnisk udrensning. Tværtimod gav han dem sin uforbeholdne støtte.
Kun massive luftangreb gennemført af amerikanske og britiske jagerfly mod de bosniske serberes militære installationer og stillinger i 1995 gav et konkret resultat. Serberne blev tvunget til forhandlingsbordet. Nu, tre år senere, har Milosevic sendt sine tropper ind i Kosovo og vil snart have lagt sidste hånd på en fordrivelse af kosovo-albanerne fra deres hjemstavn i en 30 km bred korridor langs grænsen til Albanien.
Ud over at kræve en betingelsesløs tilbagetrækning af soldater og militært udstyr fra Kosovo forlangte syv af G8-landene i går, at uafhængige observatører får adgang til den serbiske provins. I kommunikéet stilles også krav om, at de op imod 60.000 flygtninge, som er blevet fordrevet til Albanien, Makedonien og Montenegro - en jugoslavisk republik - får frit lejde til at vende hjem.

Men i går rapporterede dagbladet New York Times' korrespondent i området, at den jugoslaviske hær er i færd med at udlægge miner i den bjergrige grænseregion mellem Kosovo og Albanien. Formålet er angiveligt at stoppe den daglige indsmugling af 100-200 soldater med våben fra den albanske side, men en sideordnet konsekvens kan blive, at ingen civile længere vil kunne krydse grænsen frem og tilbage.
En anden ildevarslende følge af en minering kunne være kosovo-guerrillaernes omdirigering af deres udlandsbase fra Albanien til Makedonien, hvor der lever et albansk mindretal på 40 pct. Der har allerede været ubekræftede rapporter om indsmugling af rebeller over den makedonske grænse, som bevogtes af bl.a. amerikanske FN-soldater.
En inddragelse af Makedonien i konflikten er netop, hvad der kunne få hele krudttønden på Balkan-halvøen til at eksplodere. Hvis den albanske befolkningen i den nye makedonske stat med ét stiller krav om at blive del af ét Storalbanien, som inkluderer Kosovo, vil magtbalancen i området tippe. Serbien og Grækenland vil måske gribe ind og Tyrkiet må forventes at komme de muslimske albanere til undsætning med militærhjælp.
I Bosnien risikerer man, at Dayton-aftalen bryder sammen, idet de bosniske serbere kan føle sig fristet til at forene sig med et Storserbien. Samme reaktion kan imødeses fra bosniske kroater, der vil slutte sig til Kroatien. Herefter er Bosnien praktisk talt slettet fra kortet, og de bosniske muslimer vil prompte gribe til våben.
Det er, hvad vestlige eksperter har frygtet ville ske, siden Milosevic ophævede Kosovos autonomi indenfor den jugoslaviske føderation i 1989, og med historiske begrundelser gjorde provinsen serbisk, selv om 90 pct. af befolkningen er af albansk herkomst.
USA og Europa er partout tvunget til at sætte en stopper for denne kædereaktion, inden begivenhederne løber ud af kontrol. Det nok bedste valg ville være at stille den serbiske regering over for et ultimatum, og en oplagt lejlighed byder sig netop til i denne weekend.
Milosevic har øjensynligt beordret sine tropper til at indtage Djakovica, den sidste store, beboede provinsby i det vestlige Kosovo. Djakovica skal være blevet omringet og alle forbindelser til omverdenen afskåret, siger vestlige diplomater, som besøgte byen i sidste uge. Diplomaterne frygter, at serberne har til hensigt at rømme Djakovica for en befolkning, som skal være blevet fordoblet af flygtninge til 120.000.
Dersom denne plan bliver ført ud i livet, vil presset på NATO-landene for at gribe ind intensiveres yderligere. Foreløbig har NATO's forsvarsministre på et møde i Bruxelles torsdag besluttet at gennemføre militærøvelser i Albanien og Makedonien i næste uge. Men det strækker næppe. Sideløbende arbejder man med at planlægge luftangreb mod de jugoslaviske tropper i Kosovo, og om nødvendigt bombardement af militære installationer i Serbien. Ifølge amerikanske kilder skal 9-11.000 regulære enheder fra den jugoslaviske hær være strømmet ind i Kosovo siden februar. De er senere blevet forstærket af 7-10.000 paramilitære tropper. Tilsammen råder de over 175 tanks, 200 kampvogne og 120 stillinger med tungt skyts.
Herover for står en let udrustet rebelhær på 2.000 mand, som endnu ikke er blevet omformet til en traditionel guerrilla-styrke og som derfor lider svære tab under konventionel krigsførelse.
Amerikanske NATO-kilder peger imidlertid på, at det ikke bliver let at gennemføre virkningsfulde luftangreb mod serbiske styrker. De er nemlig mobile og altid på farten. Ikke desto mindre synes idéen om at erklære en sikkerhedszone i vestlige Kosovo, som vil forbyde anvendelse af jagerfly, tanks og tungt skyts, at vinde udbredelse i NATO-kredse. Samme strategi har givet relativt gode resultater i det sydlige og nordlige Irak.
Den store hårdknude bliver dog at opnå enighed om en politisk strategi for Kosovo NATO-landene imellem. Foreløbig har man sat al sin lid til kosovo-albanernes uofficielle og stadig populære leder Ibrahim Rugova, med hvem den britiske udenrigsminister Robin Cook havde et møde i går. Håbet er, at han i kraft af sin legitimitet og den respekt, kosovo-albanere stadig tilstår ham, vil kunne overtale befolkningen til at acceptere selvstyre med et løfte om at vende tilbage til spørgsmålet om uafhængighed ved en senere dato.

Situationen på slagmarken modarbejder imidlertid den strategi. Kosovos Frihedshær, UCK, er blevet en reel udenomsparlamentarisk magtfaktor, hvis kompromisløse krav om uafhængighed utvivlsomt vil blive den virkelige anstødssten for en bilæggelse af krigen. Uden et løfte om uafhængighed bliver UCK i Kosovo. Efter så mange tab og så mange lidelser i krigen har guerilla-lederne ikke i sinde at sælge ud af dét princip. Det ville derfor være naivt at forestille sig, at det serbiske styre trækker sine tropper ud, mens UCK får lov at blive. At løse denne gordiske knude kræver utrolig diplomatisk snilde. Ærgeligt, at vestmagterne først skal tage de svære beslutninger, når det er næsten for sent. Hver gang Kosovo-konflikten er kommet frem i rampelyset i de seneste år, har man udsat en diplomatisk løsning af frygt for at sætte kædereaktionen i sving. Først var i 1989, da Milosevic annekterede provinsen og dernæst i 1995, da man havde en oplagt chance til at inddrage spørgsmålet i Dayton-aftalen.
Hver gang er USA og Europa veget tilbage med det forudsigelige resultat, at risikoen for en ny og større Balkan-krig nu nærmer sig med faretruende skridt.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu