Læsetid: 7 min.

Monte Cristos hævn

24. juni 1998

Gallisk nonchalance kan blive det undertippede danske holds chance i eftermiddagens afgørende kamp i Gruppe C

VM 98
Saint-Cyr sur Mer - Det er en sær situation. De danske spillere har, bortset fra de første tyve minutter mod Sydafrika, spillet middelmådigt, for ikke at sige ad helvede til, men de har med sejren over Saudi Arabien og den uafgjorte kamp mod afrikanerne høstet fire points og kan i dag afgøre deres videre deltagelse i VM-slutrunden med uafgjort eller sejr over Frankrig i rundens sidste kamp. De kan oven i købet tillade sig at tabe, hvis Sydafrika i den anden kamp i gruppen sætter points til mod saudierne, og selv et to-måls nederlag til Frankrig kan Danmark tåle, hvis afrikanerne kun vinder med et enkelt mål over araberne.
"Der er gode uafgjorte kampe, og der er dårlige. Uafgjort ville være godt for os, for så vinder vi gruppen, og godt for Danmark, for så går de videre," har Youri Djorkaeff, den franske midtbanespiller udtalt før kampen.
Og Frankrig satser ikke vildt på at vinde kampen i dag på Stade Gerland i Lyon. Det stadion, der - godt nok i renoveret stand - har set Danmark lammetæve Jugoslavien i sin første slutrunde nogensinde, EM i 1984, for dernæst at lægge tilskuerpladser til Preben Elkjærs brændte straffespark i semifinalen mod Spanien i samme turnering.
Den snorlige allé fra stadion ind til byen er meget munter, når man har vundet, men meget, meget lang, når man har tabt. Stade Gerland skal endnu engang lægge græs til en skæbnekamp, som det hedder i jargonen.

Gallisk nonchalance
De franske medier har lige siden De Blå's sejr over Saudi Arabien, og dermed sikring af videre deltagelse, også taget det for givet, at Frankrig ville sikre sig førstepladsen i gruppe C.
Med stor selvfølgelighed har sportsavisen L'Equipe kommenteret Nigerias allerede givne førsteplads i gruppe D med, at nu kommer vi til alt held ikke til at møde dem, men enten Spanien eller Paraguay. (Vinderen af Gruppe C møder toeren i gruppe D).
Og netop denne galliske nonchalance kan blive det undertippede danske holds chance.
"Vi er fysisk og taktisk et svært hold at spille mod og svært at besejre," sagde Brian Laudrup forleden på et pressemøde på terrassen på spillerhotellet Fregate, hvorfra man kan se ud til fyret på øen Planier, hvis lys Edmond Dantès tog pejling efter, da han flygtede fra fangeøen Chateau d'If og i nattemørket svømmede til øen Tiboulen for at tage hævn over sine rænkefulde og indbildske fjender som Greven af Monte Cristo. Nå, det er måske ikke lige de øer, man kan se, men smukt er der, og lånte fjer kan plukkes og indbildt storhed står for fald.

Ændret fransk hold
Det franske hold lider af spilstyreren Zidanes karantæne, men da Frankrig er sikret deltagelse i ottendedelsfinalerne vil træner Aimé Jacquet benytte lejligheden til at afprøve sine spillere fra andet geled. De er ikke nødvendigvis meget ringere, om overhovedet, men det er ikke Frankrigs idealopstilling, Danmark skal møde.
I centerforsvaret vil der være udskiftning i den sammenspillede duo Desailly-Blanc, således at Chelsea-spilleren Franck Leboeuf overtager Blancs plads og dermed bliver makker på landsholdet med sin kommende makker i London-klubben. Desailly skifter fra Milan til Chelsea. I den bageste firekæde vil Real Madrids Karembeu erstatte Parmas Thuram i højresiden, og Romas Candela vil gå ind for West Hams Lama i venstre. Alene klubnavnene siger noget om erstatningernes kvalitet. I midtbanens firekæde vil Robert Pires fra Metz overtage Zidanes plads som den ene af de tre fremadrettede midterfolk - de to andre er Inters Djorkaeff og Auxerres Diomede - mens de bolderobrende opgaver på midten er overladt Boghossian og Vieira. Den sidste er måske det tydeligste udtryk for den franske selvsikkerhed.
Patrick Vieira er en hård negl fra Arsenal, som lige så let kan vinde slaget på midtbanen, som han kan løbe ind i et rødt kort, og han erstatter simpelthen Frankrigs anfører Didier Deschamps fra Juventus. Blot for at give anføreren en hviledag.
Helt fremme står valget mellem Trézéguet og Guivarc'h, fordi man også har villet give Frankrigs foreløbige topscorer Thierry Henry et pust.

Træt af kritik
"Vores største chance er, at de undervurderer os," fortsatte Brian Laudrup i samtalen med en engelsk journalist. "Når det sker, er vi altid farligst. Vi har ikke et hold, som det Danmark havde i firserne med individualister som Elkjær og Frank Arnesen, eller måske heller ikke som det, der blev europamestre. Jeg er træt af, at vi bliver kritiseret for at spille dårligt og ikke leve op til fortiden. Som om Danmark var blandt favoritterne og er en af de store fodboldnationer. Det er vi ikke. Vi må blandt fem millioner mennesker tage de spillere, der nu er bedst, og få det bedste ud af dem. Vi har dem, vi har, og er dem, vi er."
Historien giver undertipningsteorien medhold. Mest eklatant, da den franske nonchalance blev straffet med et 2-1 nederlag under EM i Sverige, og senest, da Frankrig måtte tage fra Parken med et 0-1 nederlag i november for halvandet år siden - efter en række som ubesejret i næsten et halvt hundrede kampe.

Woodoo og besværgelser
Men undertipningsteorier og anden form for woodoo eller besværgelse er sådan set også det eneste, som giver det danske hold en chance mod de franske VM-værter og -favoritter.
Træner Bo Johansson har to problemer: Det ene er, at det danske hold har demonstreret en teknisk underlegenhed i omgangen med bolden, og det helt simple pasningsspil har ikke fungeret. Det er der ikke så meget at gøre ved. De udtagne spillere er de bedste, blandt de raske, landet råder over og det kan ikke nytte noget at sukke efter boldbegavelser, som ikke findes.
Det andet problem er Michael Laudrup. "Nu skal vi jo ikke gøre det til en sag, der skal bores i," sagde landsholdsanføreren på spillerhotellets terrasse. "Jeg har sagt, at jeg spillede skidt mod Sydafrika og var ærlig nok til ikke at finde på alle mulige undskyldninger, men det skulle jeg måske have gjort. Det var ikke godt, men længere er den altså ikke."

Laudrup og guldhornene
Men det er den alligevel. Michael Laudrup har i de to spillede kampe været meget lidt kreativ i angrebsspillet og med sine mange boldtab været en stor sikkerhedsrisiko i det defensive. Man kan sige, at han spiller på det forkerte hold, hvor der ikke er jævnbyrdige boldspillere omkring ham, eller folk til at dække ham af, men det er umuligt at sætte holdet af. Lige så umuligt som det er, at sætte en spiller af hans ry og kvalitet af. Det ville være som at smelte guldhornene om, nå, det er gjort før, men det giver træneren det problem, at indpasse den ældre Laudrup i den spillestil, som hans spillermateriale i øvrigt dikterer. Et problem, som Bo Johansson har arvet efter sin for gænger Richard Møller Nielsen.
Johansson har taget konsekvensen. Han har ændret 4-4-2-formationen, hvor den defensivt svage Laudrup ikke passer ind på midtbanen, til en 4-3-3-formation, hvor de to brødre Laudrup skal udgøre en angrebstrio sammen med Martin Jørgensen. Altså et angreb med tre boldspillere og oplæggere, men uden en decideret afsluttertype som Ebbe Sand, Miklos Molnar eller Peter Møller. (At den alsidige Jørgensen i en kamp for Udinese mod Sampdoria i vinter overtog selveste Oliver Bierhoffs plads og lavede to mål, er en anden sag. Det må han gerne gøre igen.)

Den skjulte hånd
På midtbanen stiller Johansson med blot tre mand: Thomas Helveg centralt som den, der både skal erobre bolde og forvandle defensiv til
offensiv i det sandsynlige kontraspil, og med Allan
Nielsen og Michael Schjønberg på hver side af sig. En talsvag, men fysisk stærk midtbane, der sandsynligvis vil tjene mere som fremskudt defensiv end kuglestøbende offensiv. Men det er den usikkerhedsfaktor Johansson spiller på. Det kunne jo være...
I den bageste fire-kæde spiller Jes Høgh og Marc Rieper centralt som vanligt, mens Jan Heintze er på banen fra start i venstre side og Jacob Laursen erstatter Søren Colding i højre. Et tydeligt tegn på, at nu skal der inden for de strammede reglers rammer flyttes lige så meget mand som bold.
Prisen for at give Michael Laudrup angrebsfrihed er høj. Det afslutterløse tremandsangreb er intet bevendt i hovedspillet, hvor det franske forsvar er særdeles stærkt, hvilket vil sige at alle afleveringer bagfra og fra siden skal foregå langs jorden - og det har holdet hidtil ikke været gode til.
Og prisen er, at tremandsmidtbanen vil være relativt nem at spille uden om, når franskmændene har bolden, og ikke boldsikker nok til at give angrebsstøtte, når vi har den.
Formationens tal er en ting. Praktiseringen af den en anden. For holdet er 4-3-3 uvant, men den vil sandsynligvis blive praktiseret meget defensivt og helt orienteret mod kontraspil.
Og det er måske ikke så galt. Greven af Monte Cristo skjulte også hånden, der kastede stenen, og hans modstandere anede ikke hvorfra den uformodede straf kom.

Stillingen i gruppe C før eftermiddagens kampe:
Saudi Arabien-Danmark 0-1 (0-0)
Frankrig-Sydafrika 3-0 (1-0)
Sydafrika-Danmark 1-1 (0-1)
Frankrig-Sydafrika 1-0 (1-0)

I dag kl. 16.00 i Lyon:
Frankrig-Danmark
I dag kl. 16.00 i Bordeaux:
Sydafrika-Saudi Arabien

Frankrig 2 2 0 0 7- 0 6
Danmark 2 1 1 0 2- 1 4
Sydafrika 2 0 1 0 1- 4 1
Saudi Arab. 2 0 0 2 0- 5 0

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu