To nye musikblade bejler til os, Blender og F100, og man får i hvert fald ord for pengene
MUSIKBLADE
Først var der Wild - så kom Zoo og slog Wild ud. På dette strubesnittermarked melder sig nu Blender og F100.
Blender er 148 siders kvalitet og professionalisme: glittet magasin med tykt, lækkert omslag, hvorfra en rødhåret Tori Amos blidt ser ud på os. Lad gå med, at forsidens lay-out får Hendes Verden og Femina til at flimre for det indre blik.
Efter Tori har lokket os til at bladre, ser vi et fjæs, der nok vil give de af Informations læsere, der vil spendere de 40 kroner, et gedigent deja vu.
Tidligere anmelder ved Information, Klaus Lynggaard er chefredaktør og omkring sig har han indforskrevet: Ralf Christensen, Lars Movin, Torben Bille... og mange flere kompetente skribenter.
Så tror da fanden, at Blender er en springflod af ord. Her skriver vi langt drenge, men sandheden er, at langt hovedparten af artiklerne holder til det. Velskrevet levende og alligevel grundigt redigeret, som en overskuelig og nogenlunde konsekvent lay-out giver æggende indgange til. Det er Blenders styrke, at man gør så meget ud af at præsentere stoffet, selvom man har sat sig for at skrive for folk, der læser for at få noget at vide. Misforstå ikke - der er også underholdning.
Hold jeres fede kæft
Derfor går man forholdsvist friskt om bord i artikler, om japansk tegneseriekunst, om fotoprovokatør og -kunstner Andres Serrano - selv Ralf Christensen tilgiver man for sit forsøg på at slå længderekorden for artikler med sin velskrevne, vidende og forbløffende letlæste, "Den elektroniske musiks historie", side 68-81. Men han når altså også langt omkring og ud i hjørnerne, fra Marinettis futuristiske manifest til Karlheinz Stockhausen, den elektroakustiske pioner, hvis værker stadig drypper ned i nutidens samplere, og historien fortsætter i næste nummer...
Men det bedste ved Blender er, at anmeldertrækkene i højre arm holdes under kontrol.
Man gør meget ud af at formidle frem for at mene noget om hint og hisset. Og dette gælder for journalister på magasiner, aviser og musikblade: Hold jeres fede kæft. Og giv læseren en chance for at nyde godt af jeres viden gennem journalistikken, før vi bombarderes af meninger meninger meninger. Også nærværende dagblad burde øve sig i kæftholden.
Det var det man kunne have frygtet med en anmelder i chefredaktørstolen og så en ordentlig flok ovre fra Information. Så kunne de have ment læserne ihjel. Det sker ikke. Dybt tak.
Vi vil vide det nu!
Meningsfælden klapper til gengæld for F100, der til gengæld lader os slippe med 30 kroner. Bladet er svært at gå til med sin meget firkantede lay-out, mega-lange tekster med lille skrift og beskedent brug af overskrifter, under-overskrifter, manchetter og lignende.
Over en kam giver F100 pokker i at hjælpe læseren til at forstå, hvad hun skal til at læse. Bladet virker uredigeret. Og så hjælper det ikke, at man har samlet en masse viden og gør et godt forsøg på at formidle den. Læsere gider ikke vente 50 linier på at opdage, at der ingen separat historie er om Marvin Gaye, men til gengæld et langt og grundigt portræt - men hvorfor læser vi det, og hvorfor nu?
Det gælder om at motivere sine historier over for læseren, det gør Blender godt og hele tiden, men F100 begynder gang på gang i den ene ende og slutter i den anden. Det er for kedeligt og læseruvenligt - vi vil ikke vide om artiklen interesserer os efter en uges læsning, vi vil fandme vide det nu.
Derfor virker F100 plaprende og anmassende, med sit det-her-er-interessant-og-aktuelt-fordi-jeg-siger-det. Og så hjælper det ikke, at lay-out'et er luftigt og reklametjekket eller at de helt rigtige butikker annoncerer. Hvis Zoo har fået en rival efter Wild sov ind, hedder rivalen Blender.
