Den canadiske pianist Glenn Gould døde for over 15 år siden, men interessen for ham bliver stadig større. To nye bøger belyser spændvidden i Gould-forskningen
Nye bøger
Glenn Gould sang med, når han indspillede sine plader. Det blev værre og værre med årene. Producere og teknikere gjorde alt for ikke at få hans sang med på pladerne, men det er svært, når klaveret er akustisk og bliver optaget via almindelige mikrofoner. Gould vidste godt, at det var et problem, men forklarede sig med, at han spillede bedre, når han sang.
Heldigvis var der ikke nogen, der blandede sig i, hvad Glenn Gould gjorde. Han var berømt og berygtet for mere end det med sangen.
Han dirigerede vildt med armene, når han spillede. Han sad på så lav en klaverstol (som hans far havde bygget til ham), at han nærmest var i øjenhøjde med tangenterne. Han stoppede med at give koncerter i 1964, fordi han ikke kunne holde tanken om publikum ud. Og så var han hypokonder. Han insisterede på, at rumtemperaturen skulle være op mod de 30 grader, når han skulle indspille plader - og var så alligevel iført store sweatre, frakker og fra tid til anden også vanter.
Jo, Glenn Gould var på mange måder excentrisk, men når interessen for ham stadig er stor - nu mere end 15 år efter hans død - skyldes det primært, at han var en gudsbenådet pianist.
"Jeg er ikke pianist," sagde han dog selv. "Jeg er kommunikator. En komponist og canadisk forfatter, der spiller klaver i sin fritid."
Gould er undtagelsen
De fleste klassiske musikere bliver meget hurtig glemt, når de dør. Nye kommer til, teknikken bliver bedre og bedre. Bortset fra feinschmeckere, hvem køber så stadig plader med for eksempel Kemp, Arrau, Bolet, Serkin, ja efterhånden selv Rubinstein og Horowitz.
Men Glenn Gould er undtagelsen. Der udkommer jævnligt bøger om Gould, - og Sony Classical har gennem de sidste seks år udgivet The Glenn Gould Edition, i alt 70 cd'er med alle Goulds plader samt en masse ikke tidligere udsendt materiale fra både koncerter, radio, tv og studiet. En fuldstændig enestående samling af klavermusik.
Der er det mærkelige at sige om Goulds indspilninger, at de ikke alle sammen er lige gode, men de er alle sammen interessante at lytte til. For Gould er klavermusikkens store fortolker. Han spiller ikke bare værket, som det står på papiret - for vores skyld. Han vender og drejer en hver pause, et hvert tempi - for sin egen skyld. For ham skal det være sjovt at spille. Det er musikkens arkitektur, der interesserer ham, ikke nødvendigvis selve musikken.
Katedralbygger
Gould var bygningskonstruktør, ja katedralbygger. Gould er ikke mindst en stor Bach-fortolker med værker som Goldberg-Variationen, Die Kunst der Fuge og Das Wohltemperierte Clavier, men også især hans fortolkninger af Beethoven, Strauss og Schönberg er magiske.
Og når Gould mere så sig selv som komponist og kommunikator end som pianist, så tror jeg ikke kun, det var kruk fra hans side. "Jeg tager mig overhovedet ikke af, hvad folk mener om mine plader," har han en gang sagt. "Men hvis de kritiserer så meget som én sætning i en af mine artikler!"
Gould skrev et utal af musikteoretiske artikler gennem hele karrieren. I de bedste lykkes det ham med sin særegne humor, sin store viden, evnen til at formidle og ikke mindst sin overvældende kærlighed til sit emne at trække læseren ind i sit fascinerende musikalske univers. For eksempel hans portrætter af bl.a. Schøenberg, Strauss og Stokowski, hans essays om pladestudiets lyksaligheder kontra koncertsalen, den overraskende hyldest til den engelske popsangerinde Petula Clark samt de meget personlige artikler, der mere handler om den menneskelige psyke end om musik.
Gould komponerede også. Han færdiggjorde kun få at sine værker, men han lavede en lang række banebrydende radiomontager for den canadiske statsradio CBC. De mest berømte er den såkaldte Solitude Trilogy, hvor han med udgangspunkt i interviews med canadiere, der på en eller anden måde bor isoleret, vævede tre kontrapunktiske lydtapeter med titlerne "The Idea of North", "The Latecomers" og "The Quiet in the Land".
Og selvfølgelig eksperimenterede Gould også med tv allerede helt tilbage fra midten af 60'erne og op gennem 70'erne. Han producerede og medvirkede i programmer, der formidlede klassisk musik til uhørt mange mennesker, der normalt ikke interesserer sig for klassisk musik - på samme måde som vi har oplevet det med Kontrapunkt i de nordiske lande. Flere af Goulds tv-programmer er udgivet af Sony Music på VHS og Laserdisc under fællestitlen The Glenn Gould Collection.
Mediet er budskabet
Det er naturligvis også denne store produktion og distributionen af den, der gør, at folk stadig fascineres af Glenn Gould. Hvis kun de gamle plader fandtes, ville interessen for Gould sandsynligvis forsvinde - men tingene hænger selvfølgelig sammen. Pladerne, artiklerne, kompositionerne, radiomontagerne, tv-programmerne - de er én og samme mand, og de er lavet med samme ildhu, med samme brændende entusiasme, nysgerrighed for nye teknikker og lyst til kommunikation.
Det er lige før 'mediet er budskabet'. Gould var ikke for ingenting gode venner med den canadiske filosof Marshall McLuhan.
Mange elsker Gould udelukkende som konventionel pianist og anerkender ikke hans mest karakteristiske faibler, hvorfor de synes, at hans bedste plader er de mindst kontroversielle, dvs. de tidligste fra midten af 50'erne til han trådte tilbage fra koncertsalen i '64. Men hvadenten man synes Goulds værk - hans oevre - bliver mere og mere interessant og betydeligt i løbet af karrieren, eller man synes, det bliver mere og mere bizart og selvoptaget - så kan man ikke komme udenom, at han trådte i karakter både intellektuelt og stilistisk netop fra midten af 60'erne.
Manden og kunstneren
Goulds store aktivitet og produktion gør også, at man kan blive ved med at finde nye aspekter ved ham. I 1994 kom den prisbelønnede og til dels vellykkede canadiske spillefilm 32 short films about Glenn Gould instrueret af Francois Girard, og efter Goulds død har boet endvidere være flinke til at åbne det kæmpestore arkiv for forskere.
Den første, store 'rigtige' biografi om Goulds liv og værk kom i 1989. Otto Friedrich: Glenn Gould: A Life and Variations - og siden er der hvert år udkommet et hav af bøger om Gould på engelsk, fransk og tysk. De to seneste belyser meget godt spændvidden i Gould-forskningen. Peter Ostwald: Glenn Gould - The Ecstasy and Tragedy of Genius og Kevin Bazzana: Glenn Gould - The Performer in the Work.
Allerede på titlerne kan vinklerne spores. Ostwald interesserer sig for manden, Bazzana for kunstneren. Begge vinkler kan naturligvis være interessante, hvis de bliver grebet rigtigt an.
Men Peter Ostwalds bog er ulidelig. Ostwald - som døde lige før bogen blev udgivet - var psykiater af profession. Han var amatørviolinist og skrev desuden flere bøger om musik, bl.a. en biografi om Schumann. Han var i en periode venner med Gould - en af de mange telefonvenner, som blev ringet op på alle tider af døgnet for i timevis at skulle lægge øre til alt fra almindelige bekymringer og helbredsproblemer over sjove historier til afspilning af plader og oplæsning af artikler.
Dette venskab, som stille og roligt gled ud i løbet af 70'erne, har desværre medført, at Ostwald i sin bog er omklamrende, og i sidste kapitel totalt går i selvsving og citerer sine egne fuldstændigt ligegyldige telegrammer og breve til Gould og dennes far i forbindelse med Goulds hjerteslag og dødsfald i 1982. Ostwalds bog lider desuden af den skavank, at det tydeligvis er forfatterens erklærede mål at vise, hvor mærkelig Glenn Gould var. Som denne artikler måske antyder, er det i og for sig let nok, men Ostwald bruger ikke sine 'afsløringer' til andet end ærlig talt temmeligt ubegrundede og ydermere ret kedelige gisninger i stil med, at når Gould hellere talte i telefon med folk, var det nok fordi han var lidt menneskesky - eller at da en af hans kærester forlod ham, så var det nok, fordi hun ikke kunne holde ham ud.
Gould er Gould er Gould
Kevin Bazzana går anderledes grundigt til værks i sin afsøgning af pianisten Glenn Gould. Bazzana er musikteoretiker, og hans bog er en minutiøs gennemgang af musikoptagelserne med Gould med brug af nodeeksempler, skemaer over Goulds forskellige tempi etc. Bazzanas bog er ikke helt så kedelig, som den måske lyder, for han gør også god brug af Goulds egne optegnelser i artikler, breve, dagbøger og noter - hvorfor bogen indirekte alligevel bliver et portræt af mennesket Gould. Sandheden er vel nemlig, at kunstneren og mennesket i høj grad er én og samme person i dette særegne tilfælde. Gould er Gould er Gould.
Til hjælp under læsningen af de mest teoretiske passager i bogen følger der en cd med 26 musikeksempler spillet af Gould selv. Stykker som alle bliver diskuteret i bogen - og som faktisk gør den nemmere at forstå, hvis man som jeg er lægmand.
Bazzana, der også redigerer et tidsskrift om Glenn Gould, betragter ham som en meget moderne kunstner, ja som post-modernist. Gould opfatter musikstykker som 'tekst' i Roland Barthes-agtig forstand. Han opfatter musikerens kreative og kritiske rolle som mere vigtig end selve musikken. Bazzana ser Goulds fremførelser og holdninger som forslag og eksperimenter, som argumenter i en diskussion - ikke som endelige løsninger.
Bazzana er uenig med Gould i mange ting, men i modsætning til Ostwald (og de fleste andre der har skrevet om Gould) bruger han næsten ikke tid på at skrive, hvilke plader han kan lide eller ikke lide. For ham er de alle lige vigtige, når man skal vurdere manden som kunstner. Bazzana skriver, at det at høre nogle af Goulds mere mærkelige plader, er som at læse Bertolt Brechts Lehrstücke eller som at se Chaplins tonefilm. Man kan ikke påstå, at de hører med til kunstnerens vigtigste værker - men man vil nødigt undvære dem.
*Peter Ostwald: Glenn Gould - The Ecstasy and Tragedy of Genius. W.W. Norton & Company, 1997.
*Kevin Bazzana: Glenn Gould - The Performer in the Work. Cd med 26 musikeksempler vedlagt. Oxford University Press, 1997.
Ole Knudsen er forlagsredaktør.
