Læsetid: 3 min.

Når døtre elsker for meget

17. juni 1998

Det gør ondt at være datter af en kunstner, mener den svenske Anna-Karin Palm i romanen 'Malerens døtre', Palms første roman på dansk

NY BOG
"Cindy stod og ventede på dem ved lågen til Te Mill Cottage; klædt i slidte cowboybukser og med hvid T-shirt, med håret sat op i en løs knude midt på hovedet lignede hun et reklamebillede for sommeren, omgivet af knæhøjt græs og vildtvoksende blomster."
Sådan præsenteres den Cindy, som skal hjælpe Maria, Martin og Jessica, den yngste datter, som ikke ville med på sommerferieturen til England, med at finde forklaringen på, hvorfor deres snedkerfader, John, for mange år siden så pludseligt og ganske umotiveret gjorde sig usynlig. Tilsyneladende var hans ægteskab lykkeligt, og de tre børn - for nu ikke at tale om hans kone - føler sig svigtet, det har sat sig ømme blå mærker i deres tilværelse som voksne. Sporet fører til en engelsk landsby, hvorfra deres moder en dag får tilsendt et maleri fra en ukendt, som faderen har malet. Søskendeparret opdager hurtigt, at John har været kæreste med en lærerinde. Til forargelse for en idyllisk engelsk landsbys beboere, der først accepterer lærerinden, da hun har skaffet sig af med sin papirløse mand, og han er rejst fra sted til sted, fra og til nye kvinder og kunstmæcener.

To tidsspor
To tidsspor krydses. Mens Maria og Martin rejser rundt på eftersøgning i begyndelsen af 90'erne, er så godt som hvert andet kapitel et dyk ned i en forgangen epoke med sødladen nostalgi. Her oplever vi det victorianske og hyggelige dødvande før Første Verdenskrig, hvor den loyale og faderbundne Laura stilles over for lillesøsteren Eveline, som formår at bryde faderens fortryllelse, realisere det almene ved gifte sig og få et barn med en landsbylæge og fortsat bo i barndomshjemmet, Down Chrest, men på sine egne præmisser.
Laura gifter sig aldrig og er bundet til fortiden og barndommen. Heldigvis for hende bliver hun ikke, som man kunne vente sig, en vaskeægte pebermø. Faderens død frisætter hende, så hun flytter til London, dyrker det frie bohemeliv og forelsker sig to gange. Sidst og mest heftigt i en fængende foredragsholder, en kunsthistoriker, der lever sammen med sin gamle moder, og som hun kun kan opnå et elskerindeforhold til.
Frugten af denne kærlighed bliver en søn, John Malcolm, og så er det da hverken værre eller bedre end, at det er denne søn, som bliver voksen og først forlader sin engelske mor og derefter sin svenske familie for at flakke rundt. Det er på sporet af hans forsvundne tid, vi følger søskendeparret Maria og Martin, og denne rejse i fortiden betyder naturligvis, ak, næsten for forudsigeligt, en rejse på opdagelse ind i deres eget ego.
Ærindet for Malerens døtre er desuden den gammelkendte diskussion, om hvad en kunstner har ret til? Har han en særlig budgetkonto, hvor han kan trække ubegrænset på sine medmenneskers tolerance? Det spekulerer Maria og Laura grundigt over, eftersom deres fædrene ophav ingenlunde er betydelige kunstnere.

Ødipale komplekser
Kan man ikke lide stilen i det citat, jeg indledte med, bør man straks stå af læsningen. Anna-Karin Palm skriver floromvundet. I venligste fald kan man sige, at hun tager sig god tid til at beskrive følelser og stemninger. Den oser af ærlighed og vilje til at iagttage og forstå og skifter mellem første og tredje person, så vi får det hele med. Både set inde- og udefra.
Krydsningen mellem Antonia Byatt og damebladsføljetoner er ikke et toneleje, jeg bryder mig om. Men det er og bliver elementært spændende med en jagt på en forsvunden person. Fortællingens mystik og sirlige psykologiske forviklinger af ødipal art får læseren til at hænge på til slutningen, som ikke er til at forudsige.
Desuden er Anna-Karin Palm god til at disponere sit stof, hun besidder en indbygget sans for proportioner. Her hjælpes hun af sin konventionelle holdning til romanformen og beundringen for sine engelske forbilleder.
Fra Byatt og berømmelige kollegaer som Jane Austen og Edward Forster - Palm nævner selv John Fowles, hvis Den franske løjtnants kvinde har leveret en tydelig inspiration - kender vi miljøerne med lunken te i de fine porcelænskopper, opvartning af trofaste tjenestefolk, ludende engelske cottages med rosenbede og familietragedier. Eller de jævne, men så hyggelige pubs.
Stederne er værd at dvæle ved også for roman-turisten, men bliver stillestående, simpelthen fordi den ironiske understrøm, der udgør de engelske forfatteres force, er en mangelvare hos Palm.

*Anna-Karin Palm: Malerens døtre. Oversat af Peter Nielsen. 400 s. 295 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her