Læsetid: 5 min.

Når nålen gemmer sig i høstakken

12. juni 1998

Den velskrivende og vittige Alain de Botton tager næsten kvælertag på Proust i sit forsøg på at lade os lære klogskab og god livsførelse af franskmanden, mens Gotfred Hartmann demonstrerer en uspoleret livsvisdom i sine essays om hverdagen

NYE BØGER
Det er dejligt at læse Proust. Så dejligt, at der udkommer en masse bøger om at læse Proust for tiden, senest en meget rost bog om Proust i Venedig af Bjørn Bredal, og vi venter stadig på en ny og meget bedre oversættelse af Au recherche du temps perdue. Alain de Botton har fundet sin helt specielle niche i Sådan kan Proust forandre dit liv.
Jeg har ikke noget imod at læse en fortolkning af min yndlingsbog, tværtimod, den ødelægger ikke kærligheden til originalen for mig, som skoleelever plejer at påstå for at drille deres dansklærer. Men det er jo slet ikke litteraturforskning, de Botton bedriver. Man kan nyde en fortolkning, eller man kan nyde selv at sidde og fortolke, mens man læser. Noget andet er at læse for at lære noget, der kan bruges som substans eller rettesnor i ens eget liv. En sådan læsning plejer at ramme de store klassiske værker, Biblen, Shakespeare og Goe-the, men kan naturligvis udstrækkes til en hvilken som helst form for tekst. Selv den mest tilfældige, bare man er i det modtagelige hjørne.
Egentlig har man ikke brug for en for-fortolker af psykologisk støbning, som den intelligente Alain de Botton er - det er, som om man var en dyreunge, der blev madet med fortygget føde - tværtimod har man brug for en art learning by doing metode: at gøre sin helt egne erfaringer i fiktionens verden, at få indsigt af de omveje, bevidstheden selv skaber. Og at bevare retten til at drage de forkerte slutninger.
Først og fremmest læser man Proust - især Proust da - fordi det er så smukt at læse, og fordi man synes, det er rart at være fortabt og endelig frigjort i en anden rummelighed end den aktuelle tilværelse. For at læse for melodiens og stemningens skyld og uden en forbandet pligt til at huske eller lade sig undervise...

Reduceres til moralist
Det er lige ved, at jeg synes, at Alain de Botton tager kvælertag på Proust, som på sæt og vis reduceres til en moralist under sine mange lag sengetæpper, til en person skrivende ved en elendig sengelampe, der skal vejlede os om, hvordan man kan leve det gode liv og undgå depressive laster, såsom de fatale komplekser, der skabes ved at blive overset af sine medmennesker, misantropi over for næsten, misundelse ved andres held, havesyge ved synet af store landejendomme, snobberi for titler og overdreven beundring for en forfatters person og dømmekraft.
Til tider bliver de Botton bare for meget, men til andre tider glæder man sig over at få henledt sin opmærksomhed på bedårende nuancer ved Proust, som f. eks. hans gennemførte argumenter for, hvorfor en samtale skal være omstændelig og en bog meget lang. Således veksler man læsningen igennem mellem irritation og aha-oplevelser, når de Botton tager fat om teksterne med sin glacéhandske. Det er alt andet end en firkantet psykologi, han bedriver, skal nu dertil siges.
Sådan kan Proust forandre dit liv er tilrettelagt med parallelle kapiteloverskrifter, alle begyndende med det anordnende, næsten befalende ord: Sådan... Overskrifterne kan læses som humoristiske anstrøg fra forfatterens side, det kunne hans svar og løsninger muligvis også. Emnerne omfatter Sådan elsker man livet i dag frem til slutkapitlet Sådan lægger man en bog fra sig. Metoden ligner en villet parodi på en af de mere naive og meget gængse psykologibøger, hvor sten ofte udgives for livsnærende rugbrød.
De Bottons velsmurte og absolut gennemtænkte og intelligente formuleringer på kanten af det kunstlede fremlægges i et klassisk sprog med mange betragtninger over de konventionelle livsmønstre og mekaniske reaktioner, vi ligger under for, og med stor fordel kunne løsrive os fra. Skammeligt, at vi lærer mere af vore følelser og fejltagelser end af en selv nok så god argumentation. Sådan kan Proust forandre dit liv er formsikkert oversat af Pia Juul.

Nålen i høstakken
Hvordan har en nål det, når den gemmer sig i en høstak, og der aldrig kommer nogen og leder efter den? Svaret kan man hente ved at gå på visit i den indre bys ølstuer, hvor der sidder en masse stinkende ældre mænd og vrøvler, om dengang de var store talenter, der desværre aldrig blevet forstået af deres omgivelser.
Agtpågivent læst kunne Godfred Hartmanns ... Med ledsager forandre deres livsførelse, som Alain de Botton mener, at læsning af Proust kunne ændre alle menneskers liv.
...Med ledsager burde desuden være obligatorisk læsning for alle fremstormende, indbildske og unge talenter, som verden kommer til at skuffe, men disse kraftboller af unge månd og kvinder ville sige, at Hartmanns 15 essays var harmløse bagateller, og få støtte hos forfatteren, der selv giver sin bog denne karakteristik med på vejen. Så havde de akkurat ikke fattet en brik af den hartmannske livsklogskab.
Netop fordi forfatteren indsigtfuldt veksler mellem erindring og 1998'er aktualitet, netop fordi han er i besiddelse af sans for de rette proportioner for jeg'ets omfang, en ægte beskedenhed eller snarere et muntert mådehold, der hverken er selvudslettende eller det koketteri, som ældre mennesker ofte forledes til som deres ultimative forsvarsbastion, dersom de da ikke vælger at indtage selvbehagelige, tilbageskuende Jeronimus-roller, falder man for dette sene con amore-værk fra en begavet livsnyder, der ikke har noget imod at være umoderne. Dermed ikke være sagt, at Hartmann i de svagere essays helt undgår at kede sine læsere.

En man ikke regner med
Hvordan vænner man sig til ikke længere at være 'en man regner med' ved de kulturelle kræmmermarkeder, der går fra maleriudstillinger over bogpræsentationer og til vinsmagninger? Og hvordan, når dette ikke at være 'en man regner med', er en metafor for retræten og den forestående død? Hvordan er det blot at blive inviteret med som ledsager, for det er jo den skæbne, livet har reserveret til en, hvis man er heldig at leve længe nok? Det får vi meget at vide om hos Hartmann, og man kan lige så godt forberede sig i tide. Som det nysgerrige og opmærksomt registrerende menneske han er, kan han ikke holde til at holde sig væk, hvad enten det er en kommunal losseplads, hvor han ikke nænner at kassere sin konfirmationslærredskuffert og sine forældres sølvbryllupsgave fra 1933: picnickurven fra Fortnum og Mason, eller et mislykket litterært møde med en lensgrevinde, der hellere vil tale med sin tamme råge end med ham, eller Paris "der vågner som et stort rovdyr."

*Alain de Botton: Sådan kan Proust forandre dit liv, oversat af Pia Juul. 210 s., 248 kr. Tiderne Skifter

*Godfred Hartmann: ...Med ledsager. 168 s., 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu