Læsetid: 6 min.

Nation og myte i Berlin

6. juni 1998

Intermetzo
Et væsentligt tema - det væsentligste - af europæiske nationale myter, der så at sige konstituerer disse gamle landes selvforståelse og identitet, er heltegerningen i sandhedens øjeblik.
Hin sakrosankte handling, der dels skaber helten - eller heltene - dels i kraft af heltens tilblivelse i heltegerningsøjeblikket karakteriserer det bedste, det nobleste, det evige i nationen. Med andre ord understreger heltegerningen nationens eksistens og berettigelse som homogen stamme. Og begivenheden markerer dennes moralsk selvfølgelige fortrinsstilling frem for modstanderen, der ved den givne lejlighed anfægtede historiens rette vej.
Ovenstående, som også kan siges på andre måder og ofte bliver det, er i korthed, hvad en bemærkelsesværdig udstilling i Berlin for tiden drejer sig om: Mythen der Nationen, der fra marts til 9. juni fylder godt på det storartede Deutsches Historisches Museum. Det befinder sig ved den gamle museumsø for enden af Unter den Linden, hvor bygningerne hastigt får nyt indhold og mening. På samme etage som den ikonografiske gennemgang af Tysklands egen bevægede historie, præsenterer museumsfolkene en overvældende samling af europæiske nationale helligbilleder. Så omfattende at ét besøg ikke rækker. Men i øvrigt lader det sig gøre at administrere museumsbesøget fornuftigt, eftersom adgangen er gratis, og enhver kan omkostningsfrit flintre ind og ud. Udskænkningsstedet i musumsbygningen er storartet, og dertil kommer museumsbutikken, som ikke kun tilbyder junk, men står distancen som velassorteret historisk og kulturhistorisk boglade med rimelige priser.

Tilbage til særudstillingen på første sal i det smukke barok-tøjhus, das Zeughaus, ved Kupfergraben, hvor man præsenterer den nationale myte, som den fortrinsvis blev udformet i forrige århundrede, nationalstaternes Gründer-periode. Udstillingen har ingen ringere end Kohl som protektor: Unter der Schirmherrschaft von Bundeskanzler Dr. Helmuth Kohl. I sin korte Schirmherrshcafts-bemærkning i det omfangsrige udstillingskatalog - 600 sider hverken mere eller mindre - understreger Dr. Kohl, der ursprungligen selv er historiker, at for ham har Europa-samarbejdet ikke alverden med penge at gøre - og det kan man så vælge at tro på eller lade være - men er først og sidst en foranstaltning rækkende langt ind i det 21. århundrede med henblik på at forhindre et tilbagefald til tider med krig og barbari. Eller en europæisk tilstand vi bør have lagt bag os i.
Udsagnet i al dens hudløse gentagelse er jo ikke mere bemærkelsesværdig, end den er, men understreger dog i politikerhistoriens formulering at netop nationalmyterne bærer deres del af ansvaret for kulminationen på Europas fornedrelse og ulykke i vort eget nu hastigt svindende sekel.
Motiver og temaer er påfaldende ens fra de lande udstillingen medtager: Belgien, Danmark, England, Tyskland, Østrig, Italien, Polen, Schweiz, Frankrig, Ungarn, Spanien, Norge, Holland, Rusland, Tjekkiet. Og USA, eftersom denne sidste sammenbragte nation unægtelig bygger på europæiske myter og i sin egen videreudvikling af dem virker tilbage på de gamle fædrelande.

Naturligvis fiser man med det vuns ind til afdelingen for Danska selvforherligelse og genkender med gråd i halsen alle motiverne. Det er sært at se dem i denne sammenhæng. Man tvinges til at se det hele sådan lidt fra oven og anlægge en nøgtern vurdering af tingene som sådan. Som for eksempel Eckersbergs sært hjælpeløse og stærkt forløjede fremstilling af de taknemmelige bønder på Christiansborg og deres hyldest af Frederik den 6. foran den nyrejste Frihedsstøtte uden for Vesterport. Katalogteksten beretter veloplagt om stavnsbåndets ophævelse og i den forbindelse ikke mindst om mytedannelsen. Alene det at bønderne optræder i Christiansborgs sale, var utænkeligt. Sådan noget brød han sig ikke om, 6. Frederik, der i en ellers fejlfattig oplysningsrigdom et sted reduceres til den 2. i rækken.
Som i alle andre nationers myter fremtræder ufredstiderne med størst vægt. Nationen i krig, stammen i bevægelse, heltene på plads, parate til det ultimative offer for retfærdighedens sag. Disse store, magiske øjeblikke fastholdes i alle nationale billedliturgier: Olav den Helliges, Gustav 2. Adolfs og lord Nelsons død, dommen over greverne Egmont og Hornes og henrettelsen af dem, Barbarossas død, Jean d'Arcs indtog i Orleans, Slaget ved pyramiderne, Bastillens fald, siciliansk vesper, Karl 12's ligfærd, Dannebrog fra himlen faldt, Niels Ebbesen til hest, Kejserkåringen i Versailles, slaget ved Aspern, etc.
Det meste har med blod at gøre. Nationens heltes blod, der udgydes og helliggør jorden. For Danmarks vedkommende må heroismen i forrige århundrede nødvendigvis have noget at gøre med nederlag, som man jo også ynder at sige vi er suveræne til at fejre.
Således fylder - hvilket set i en tysk sammenhæng stadig kan få det til at gippe i somme - anden del af borgerkrigen 1848-1864 betydeligt også på Berliner-udstillingen. Wilhelm Rosenstands slagbillede fra 1894 af Dybbølstillingens forsvar som ren heroisering af en kaotisk og håbløs situation. Trøsten ligger i de danske drenges reglementerede, tapre sammenhold midt i elendigheden. Nationalsammenholdet uden forbehold er udstillingens sidetema. Begivenheden, krigen, feltslaget, den blodige skæbnestund, tømrer folket sammen og gør dette til den nation, man næppe i samme omfang eller i samme betydning kunne tale om, før fortolkningen skabtes.
I den forbindelse bliver et andet dansk krigsbillede mere nærværende. Også et nederlagsmotiv, men langt mindre forløjet i tema og udformning: Niels Simonsens: Episode af Tilbagetoget fra Dannevirke 5-6. Februar 1864. På udstillingen vist som det litografi, der reproduceredes i utallige eksemplarer og blev hængt op i de tusinde hjem. Soldater bringer en kanon i sikkerhed ad en isglat hulvej. Otte mand i billedet. Seks trækker og skubber, én i baggrunden fører en udmattet hest ved grimen, den ottende sidder på kanonen så træt som hesten. Et gribende billede af almindelige mænds sammenhold og fællesskab under umulige omstændigheder. De gør deres sure pligt uden at stille sig an.

Meddelelsen i billedet er entydig som national selvafstivning i en ellers tvivlsom krig: Lykkes denne fælles redning af kanon, hjælpeløst dyr og ditto soldat, kan danskerne klare alt. Man kan også sige, at vi her bevidner en selvopofrelse med mening og perspektiv. Simonsen har ganske vist gjort opgaven sværere og forfalsket vejret, som vistnok blot var regnfuldt, men vi ved at her vandrer fremtidens danske drenge, der nok skal vide indadtil at vinde, hvad den onde fjende berøvede os udvortes.
Når disse og lignende myter kan få betydning for de enkelte nationalstater og række ud over almindelig sund fornuft og kritisk sans, samt huskes og gengives fra slægt til slægt, hænger det naturligvis sammen med at aktørerne i de bedste skrøner har rod i en velkendt virkelighed. De danske Jens'er hos Simonsen er i den forstand geniale. Naboens søn i Smørumovre.

Måske den mest instruktive nationalmyte i så henseende er hollændernes om J.C.J. van Speyk, der var for lille af vækst til at blive andet end skrædder. Men sådan skulle det ikke være. Den tidligt forældreløse fiskehandlersøn var bestemt til noget større. En sådan ophøjelse havde drengen van Speyk selv bestemt sig allerede under skolegangen på Waisenhuset i Amsterdam, hvor han ofte i Nieuwe Kerk dvælede ved søhelten over alle hollandske søhelte Michiel de Ruyters gravmæle.
Her indså van Speyk sin bestemmelse, som han siden forsøgte at leve op til. Blandt andet ved at insistere på at komme i den hollandske flåde. Det lykkedes, van Speyk blev løjtnant. Den 5. februar 1831 under krigen med belgierne mødte han sin skæbne ombord på en kanonbåd i Scheldes munding ud for Antwerpen.Belgierne havde netop entret båden, der var lastet til rælingen med krudt og kugler, og truede nu med at erobre det hollandske flag. Nede fra bådens kahyt observerede van Speyk gennem sky-lightet belgiernes lede fjæs, og forstod hvad der skulle ske. Og så sker dét, som kun kan lade sig gøre for en hollandsk søhelt.
I Jacobus Schoemaker-Doiers gruelige maleriske udlægning fatter løjtnant van Speyk sin tændte cigar og javer den med et vredladent blik mod fjenden og en håndbevægelse, der i vore dage ville have været fingeren , ned i en nærtstående åben krudttønde. Belgiere, kanonbåd og van Speyk røg i luften med et drøn. Van Speyk var for sin konstruktive anvendelse af en hollandsk (pudret?) cigar sikret hollandsk udødelighed af Jacobus Schoemaker-Doier i fin overensstemmelse mellem heroisk myte og forhåndenværende virkelighed.
For denne besøgende i Deutsches Historisches Museum er det påfaldende, hvor lidt han - trods sin inderlige overbevisning om det modsatte - vidste om de andre på dette nationale niveau. Men hvem andre her i landet kendte for eksempel den om van Speyks cigar?
Mythen der Nationen burde være vandreudstilling i EU, gerne under Dr. Kohls fortsatte Schirmherrschaft. Kanske han snart får bedre tid til den slags nebengeschäfter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her