Læsetid: 4 min.

Nederlagets sødme

25. juni 1998

En ottendelsfinale på Stade de France mod en af VM-favoritterne, og så vil armene alligevel ikke rigtigt op

VM 98
LYON - "Uafgjort kan være skidt og ufgjort kan undertiden være godt," sagde Youri Djorkaeff forleden om et resultat, som både Danmark og Frankrig kunne være tilfredse med. Men det kan også være fint at tabe, og de danske spillere rakte jublende armene i vejret efter at have tabt 2-1, men bragt sig videre i VM-turneringen, da Saudi Arabien og Sydafrika samtidig spillede uafgjort 2-2.
Danmark spiller på søndag ottendedelsfinale mod Nigeria på Frankrigs og VM's symbolstadion Stade de France i Paris, og alt er fint.
Danmark har kvalificeret sig til videre deltagelse, og Michael Schjønberg afskar i den såkaldte Mixed Zone, hvor pressen møder spillere og træner efter kampen, alle de spørgsmål, som ikke engang var blevet stillet: "Nu har vi opnået det, vi kom efter, og så gider jeg ikke høre noget negativt."
Bo Johanssons annoncerede 4-3-3 formation viste sig som ventet defensivt orienteret med Martin Jørgensen liggende bagude i højre side af midtbanen og brødrene Laudrup alene længere fremme, så 4-4-2 var det vel nærmest alligevel.
"Selvfølgelig kan vi da godt tillade os at juble, når vi nu har opnået noget stort," sagde Schjønberg, og selvfølgelig kan de da det. Men det er ikke en jubel, der smitter efter at holdet har i tre kampe kvalificeret sig til videre deltagelse på ét kvarters godt og sammenhængende spil mod Sydafrika.

Under pres fra starten
Det franske hold viste sig ikke svækket af udskiftning på over halvdelen af pladserne, og som ventet satte de danskerne under pres fra start.
Djorkaeff spredte med en hælaflevering usikkerhed i de bageste danske rækker, men netop som de syntes at have fået greb om det, kom Jes Høgh for sent med en glidende tackling på David Trezeguet i straffesparksfeltet. Straffe. Unødvendigt straffe, eftersom den franske angriber var i færd med at sparke bolden ud over baglinien, men efter blot 11 minutter var Danmark bagud, da Djorkaeff satte bolden ind helt ude ved stolpen til højre for Schmeichel - og så nyttede det hverken, at han lavede nervekrig ved - korrekt - at forlange bolden flyttet hen på pletten inden sparket eller at han havde hånden på bolden efter.
Selv med det formål at forsvare sig fungerede det danske spil dårligt i første halvleg. Jacob Laursen, som Johansson havde foretrukket for Søren Colding bagest på højrekanten, havde besvær ved at følge med den franske venstrekanspiller Diomede, som gled fri som han lystede, og Laursens spil fremad bestod i at flytte bolden til nærmeste mand eller losse den op i ingenmandsland. I pausen bad Laursen selv om at blive skiftet ud med Colding, som i anden halvleg havde bedre styr på sin direkte modspiller. I venstresiden af forsvaret lukkede Jan Heintze acceptabelt af og bortset fra straffesparket fungerede centerparret Høgh og Rieper.
Boldtabene og fejlene skete på midtbanen, hvor Schjønberg, Allan Nielsen og Thomas Helveg kom i vejen for meget af det franske opspil, men ikke magtede at spille bolden brugbart videre. Helveg syntes malplaceret og desorienteret som central midtbanespiller, og Martin Jørgensen havde mange boldtab ved at lægge sine driblinger op på et niveau, han denne dag ikke magtede.

Laudrup 'matchvinder'
I glimt viste Michael Laudrup sin klasse, og det var en lang flad aflevering op til bror Brian, der skabte halvlegens største danske chance: Brian Laudrup fik skudt lige inden den skaldede stopper Lebeuf tacklede ham og den lige så skaldede målmand Barthez måtte parere til hjørnespark.
Og det var Michael Laudrup, der gjorde sig til dansk matchvinder - hvis man kan være det i en tabt kamp - da han lige uden for det franske straffesparksfelt tog et meget hurtigt frispark og stødte bolden hen til Martin Jørgensen, som han havde set rykke, og den franske back Candela væltede Jørgensen om kuld i feltet.
"Selvfølgelig var jeg nervøs. Jeg vidste, hvor meget der stod på spil, og med den stilling, der var i den anden kamp (Sydafrika førte med 1-0) kunne jeg ikke tillade mig at brænde, selvfølgelig tænker man sådan," sagde Laudrup, der behersket placerede bolden til højre for Barthez.
Franskmændenes chancer var til en ordentlig sæk. Djorkaeff flugtede fra tæt hold direkte på Schmeichel, og den fremragende Vieira havde nogle gevaldige hug udefra. Et i første halvleg, som gik lige over, og et i anden, som Schmeichel med en fornem refleks boksede halvvejs til solen. Men ironisk nok fik de ikke udbytte af de gennemspillede angreb, men af en klumpspilssituation efter hjørne, hvor bolden havnede ude hos Petit, der sparkede ind mellem venner og fjender og forbi Schmeichel, der intet kunne se for folk foran sig.
Et fransk sejrsmål, der lige så ironisk også var Danmarks, for derved blev det. Brian Laudrup bad et kvarter før tid om at blive erstattet og med Stig Tøfting på banen var der dømt fight for at holde på det resultat, som også syntes at passe franskmændene helt fint. Selv om Stig Tøfting med et bragende frispark i kampens overtid var ved at skaffe en helt urimelig dansk udligning, da Barthez ikke kunne holde bolden, men var ved at fumle den ind under overliggeren.
Da Michael Laudrup kom ud efter bad og omklædningså han nærmest bedrøvet eller resigneret ud. "Men nu har vi i hvert fald opfyldt de resultatmæssige forventninger, der blev stillet til os," sagde han.
- Hvad så med de spillemæssige? blev han spurgt.
Han kiggede på spørgeren og tøvede: "Hvad vil du have, jeg skal svare på det...Nej, jeg aner det ikke."
Næh, hvad skal man egentlig sige. En ottendelsfinale på Stade de France mod en af VM-favoritterne, og så vil armene alligevel ikke rigtigt op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her