Læsetid: 13 min.

Nutiden er skabt af dødssynderne

27. juni 1998

Gucci har en parfume, der hedder Envy. - Siden 1973 er antallet af engelske kvinder, indblandet i voldsforbrydelser vokset med 250 procent. - I tidsskriftet New Scientist fra 28. marts i år mener en videnskabsmand, at "misundelse er uundgåelig, fordi den er god for vore gener". - Tv oversvømmes af kokke, mens det sociale ideal om slankhed og sundhed I stigende grad får unge kvinder til at lide af anorexi og bulimi. - "Livets værdi gøres afhængig af, om det arter sig efter vore ønskedrømme", konstaterer den nu afdøde teolog, Helmut Friis.
Altsammen eksempler på, at misundelse, hovmod, vrede og frådseri let kan findes i dagens samfund - for en overfladisk betragtning lever de gamle dødssynder altså i bedste velgående.
Men kan man overhovedet bruge sådan en konstatering til noget? Har det overhovedet længere konsekvenser at handle på måder, der engang blev anset for en dødssynd? Og hvad vil det overhovedet sige, at noget er en dødssynd?
Brian McGuire, professor i middelalderhistorie, Jesper Fich, der er katolsk pater og kunsthistorikeren Jacob Wamberg diskuterer spørgsmålet ud fra hver deres område.

Dødssynder ikke syndige
Brian McGuire: "Da kirkefædrene i 4-500-tallet begyndte at tale om dødssynder, mente de adfærdsmønstre, der førte mennesker ind i syndige handlinger. Dødssynderne er dispositioner til synd, ikke synder i sig selv. Den franske cisterciensermunk og helgen, Bernhard af Clairvaux (1090-1153), opererer med syv grader af dødssynder. Ligesom der findes syv grader af dyder. Dødssynderne markerer, hvad der sker når man kommer ind på vejen væk fra Gud. Lukker sig inde i sig selv og bliver mindre og mindre opmærksom på de andre derude."
"Eksempelvis er hovmod i sig selv ikke en synd men en holdning, som åbner én for handlingsmønstre, der kan være syndige. For når man er hovmodig, så plejer man at såre sin næste. Og man er så optaget af sig selv, at det helt forbigår éns næse."
- Når eksempelvis mord ikke er en dødssynd, så er det fordi det er en handling?
Jesper Fich: "Ja, og det er desuden en handling, der kan hænge sammen med både hovmod, vrede og begær. Den kan måske oveni købet have et ben i hver af synderne, fordi den psykologiske virkelighed er bredere end den konkrete handling: mord."
BMcG: "De syv dødssynders storhedstid er Senmiddelalderen, som er en yderst moralsk tid, hvor Kirken forstår at formidle sit budskab ud til et større publikum end nogensinde før. Det er der, man skriver manualer for præster i, hvordan de skal tale med folk, når de skrifter. De syv dødssynder skal altså være en slags udgangspunkt for samtalen. Men det er ment i en god ånd uden den moralske overfølsomhed, som vi associerer med dem."
JF: "Dét er der overhovedet ikke tale om. De er et pædagogisk virkemiddel, der skal hjælpe folk til at tilnærme sig deres egen handling og adfærdsmønster."
Jacob Wamberg: "Selvom dødssynderne først udkrystalliseres i Middelalderen, er de alle egentlig er en overskridelse af antikke normer. Idealet for det antikke menneske var en form for selvberoenhed, hvor man ikke tilførte sig selv andet end det, man regnede for et naturligt behov. Dødssynderne er udtryk for en overskridelse af naturlige behov: Man vil have mere at spise, end legemet har brug for. Man misunder noget, man godt kunne leve uden, man hengiver sig til utøjleligt raseri, som ligeledes er en perversion af naturen, fordi sindsligevægt er et antikt ideal."
- Hvorfor er det netop disse syv synder, der er dødssynder?
JF: "Bibelen taler om én synd, som ikke kan tilgives, synden mod Helligånden. Og dødssynd forstår man moralteologisk som en uoprettelig skade, når mennesket på afgørende vis forfejler et mål med sit liv. På trods af, at vedkommende har haft indsigt til at gøre det rette. Der skal foreligge en vilje. Man kan sagtens være skyldig uden at være syndig. Det, der adskiller synd fra skyld, er viljen".

Antikkens behov for harmoni
JW: "Hvis der var en oprindelig synd blandt dødssynderne, så var det nok superbia, hovmod. Hovmod er at sætte sig op overfor Gud, kaste sin ydmyghed fra sig. I den tidlige senmiddelalder regnede man hovmod for den synd, alle de andre synder kunne ledes tilbage til. Men lidt senere, hvor feudalsystemet bliver udfordret af en ny handelsstand, ændres hoveddødssynden. Den bliver til avaritia, griskhed, fordi den nye handelsstand begynder at rage mere til sig, end hvad man synes godt er."
JF: "Det er typisk middelalderligt at forsøge at systematisere. Derved er man kommet frem til disse grundkilder, som man kan sortere næsten al menneskelig adfærd i."
"Isoleret set er der ikke noget i vejen med nogen af dem. Når der eksempelvis i evangelierne står om Jesus, at han er vred, så må det opfattes som en berettiget vrede, som ikke er ira. Og hvis man forstår griskhed som virketrang, så er det også i orden. Først i det øjeblik det bliver på andres bekostning, er det en dødssynd. Men de kan alle vendes til noget positivt, og det er i grunden syndens natur, at det er en forfejlethed af det egentlig gode".
JW: "Man kunne måske netop på grund af dobbeltheden se de syv dødssynder som en art kardinalpunkter for dannelsen af den moderne kultur i modsætning til den antikke. Det moderne verdensbillede udspringer af en sprængning af alt, hvad der tidligere var behersket, sådan at griskhed netop kan være godt, hvis det handler om at oparbejde en kapital. Også ladhed kan være positiv i moderne forstand, fordi den er meget nært beslægtet med melankoli, og melankoli, som blev regnet for en sygelig tilstand i Middelalderen og Antikken, bliver i nyere tid transformeret til en produktiv følelse, som driver filosoffer og kunstnere til deres værker."
BMcG: "Det kender Middelalderen ikke til. Det er en senere udvikling, hvor kunstneren netop gennem melankoli kommer til at sprænge alle rammer. For Middelalderen er det gennem erkendelse af virkeligheden, at såvel kunstneren som enhver anden søger Gud."
JW: "Jeg tror slet ikke, man kan forstå moderniteten, hvis ikke man forstår den som en konsekvent overskridelse af alle dødssynderne. Den moderne tid betyder en stadig overskridelse af alle grænser, og set i det lys kunne hovmod forstås som det at danne sin egen verden og skabe sin egen skæbne".
"Den tyske kulturfilosof Oswald Spengler arbejder med en ide, han kalder ursymbolet. I hver kultur er der en bestemt grundstruktur, som mange tilsyneladende adskilte domæner kan forstås ud fra, mener han. Vores kultur beskriver han ud fra ursymbolet Det Uendelige. Og Det Uendelige er overskridelsen af den antikke norm. For Platon og Aristoteles var det begrænsede og det sluttede det gode, overskridelsen af det onde. Men for Spengler er den konsekvente grænseoverskridelse en slags motor for den vestlige kulturs udvikling. Den moderne forestillingsverden handler meget om at give los for sine lyster. I en antik sammenhæng var dette noget dårligt, der skulle tøjles, men når vi kommer op mod vores egen tid, kan vi mene, at det er en synd mod sit eget liv ikke at leve sin passion ud, mens den er der."
BMcG: "Det er derfor at Middelalderen er meget tættere på Antikken end på den moderne tid. Der er netop grænser. Man skal lave en harmoni, man skal skabe en balance, man skal være i overensstemmelse med den vilje, der er udstukket af Gud og åbenbaret i evangelierne."
- En del af udgangspunktet for denne serie er netop en fornemmelse af, at den moderne grænseoverskridelse ikke bare er god, men at der er en række eksempler på dårlige konsekvenser af at overskride de grænser, der ligger i dødssynderne?
JW: "Det er måske særlig påfaldende efter Sovjetunionens sammenbrud, fordi det modbillede, en utøjlet kapitalisme hele tiden havde at sammenligne sig med, er på vej væk. Vi sidder tilbage med den sejrende kapitalisme, men også med nogle tømmermænd, som skyldes utøjlethedens frie spil."
BMcG: "Og hvor går grænsen? Hvor er det, vi kan sige, at mennesker gør sig selv til afguder, og enhver tro på Gud er væk? Troen på Gud betyder, at man ikke kan glemme sin næste, og det er netop det vi er ved at gøre med den europæiske fæstning, vi er ved at bygge, for at holde de andre ude. Netop et sådant typisk postmoderne projekt, som går ud fra, at de enkelte individer, der er tilgodeset skal tilgodese sig selv, er efter min mening både hovmod og griskhed."
JF: "Det er jo interessant i den forbindelse at se, at den katolske kirke her op mod år 2000 gør meget for at få gældskrisen taget op. At år 2000 ikke bare skal være en festival, men at det også skal være et nybrud for menneskers vilkår. Forpligtelsen på at råbe op for dem, der ingen stemme har, har altid været kirkens forpligtelse."
- Er det griskhed ikke at ville eftergive U-landene deres gæld?
BMcG: "Jeg tror, der er mere hovmod i det end griskhed. Enhver international organisation er utroligt optaget af sit eget ry og den respekt, den skaber omkring sig. Det er noget med potens og magt, at man ikke er eftergivende. At give efter, være gavmild, lade nåde gå for ret betragtes som svaghed. Det kan være det, der til syvende og sidst afholder de rige lande fra at eftergive gæld, snarere end at de mister nogle penge på det."

Dødssyndernes renæssance
- Havde dødssynderne nogen social betydning i Middelalderen? Kunne man eksempelvis få folk til at eftergive næstens gæld ved at påpege, at griskhed var en dødssynd?
BMcG: "Næsten hver gang, man prædikede i Middelalderen, handlede det om disse ting. Folk hørte det til bevidstløshed. Byborgerskabet hørte meget om griskhedens farer, mens adelen blev udsat for nogle særlige prædikener om faren ved hovmod. Det kan man se på prædikenlitteraturen, men som altid er det svært at sige, hvor meget folk blev påvirket af det, de hørte."
JF: "Det er sjovt at tænke sig, når det nu diskuteres, om denne præst oppe ved Limfjorden har lov til at prædike om forureningen, at de i den grad gik i clinch med folks konkrete liv. Det bunder i en katolsk forestilling om, at der ikke skal være et skel imellem det, man tror og den adfærd, man har, det skal være en helhed - uden at det nødvendigvis bliver til moralisme! Dødssynderne står lige så meget som monument over, at der er noget at tale om. - Hvorvidt andre kan blande sig i, at jeg lever mit liv som jeg gør, og hvorvidt det er formålstjenligt for mig selv og for andre. Der er jo ikke noget, der ikke kan tilgives. Tilgivelsen kan ikke ændre, at ens liv har fået et bestemt forløb, men man kan forsones med det. Det er ikke på nogen måde sådan, at der skal kastes mørke skygger ind over fremtiden fra fortiden. I virkeligheden er det også ud fra et ønske om, at det ikke skal være sådan, at tilgivelse spiller så stor en rolle i den kristne kirke."
BMcG: "Og det er noget andet end Antikken, for i Antikken findes der ikke tilgivelse. Til syvende og sidst findes der skæbne. Mennesker forsøger at beherske sig og leve i overensstemmelse med den gyldne middelvej, men i sidste ende er det nogle kræfter, som er fuldstændig ligeglade med os, der er på færde."
JF: "Det er interessant, at dødssynderne øjensynlig er ved at få en renæssance og også en nødvendig renæssance. For tit har folk jo vanskeligere ved at sige undskyld end ved at gå til en terapeut! Men når jeg har holdt foredrag, har jeg set, hvor vedkommende eksempelvis gymnasieelever anser dem for at være. Dødssynderne har overhovedet ikke mistet deres relevans."
- Det ligger vel i dødssynd-begrebet, at man kan gøre noget ved det?
Jesper: "Nu forfalder du til moralisme! Hvis eksempelvis ladhed udvikler sig til en depression, så kan et menneske jo ikke selv løse problemet. Men der er nogle forstadier, hvor man selv kan gøre noget. Hvor man i det mindste ikke er ansvarsløs. Og hvis man i den situation svigter, så kan det gå grueligt galt, fordi man så mister sine handlingsmuligheder. Det er det, der sker ved en synd, at mulighederne for at handle rigtigt indsnævres."
"Men hvis mennesket måske med vilje kan styrte sig ind i synden, så kan man ikke med vilje løse sig fra synden. Det er ikke en heroisk anstrengelse af viljen, der gør, at man ikke lever et hovmodigt liv. Det bygger på selverkendelse og en selvforståelse, hvor troen indoptages og hovmodet derfor forsvinder. Men ikke i den anden rækkefølge, det ville være grusomt. Så får vi skabt et ultraliberalistisk menneskebillede, og det er slet ikke meningen"!
- Eksempelvis at folk forlader hinanden og børnene, fordi de har forelsket sig i en anden, det er i vort samfund et typisk eksempel på dette med at være tro mod sine egne behov og udleve sine passioner. Er det OK?
JF: "Jeg synes ikke det er moralistisk at sige, at mennesket ikke for enhver pris har ret til egen lyst, for eksempel. Som teolog vil jeg sige, at det er en objektiv sandhed. Det er ikke noget, der er overladt til den enkeltes afgørelse, sådan er det bare".
"Man har ikke ret til nogen af de her ting. Man har en forpligtelse til at være menneske, og i det øjeblik hovmod, griskhed og så videre optræder i perverteret form, så bliver de et billede på, hvad der er u-menneskeligt."
- Men dødssynderne findes vel i os alle?
JF: "Det vil jeg vende mig imod. Der findes måske en fristelse til dem, men de behøver ikke at blive realiseret. Jeg kan godt forestille mig, at den danske folkesjæl er præget af den lutherske ortodoksis bestandige understregning af mennesket som syndigt og grundlæggende ondt. Når du siger, at disse ting jo ligger i os alle, så siger jeg, at det jo kunne være, at visse ting havde fundet deres plads i et menneskes liv og derfor ikke længere var et problem. I den katolske kirke holder man fast i en forestilling om udvikling. Selvom man på ingen måde vil gøre det til menneskets fortjeneste, men man har jo ret til at glæde sig over, at noget ikke længere er et problem."

I dag er grænser negative
"Eksempelvis er jeg da overbevist om, at et menneske kan lære at gøre sig fri af misundelse. Ved at finde ind til en oplevelse af sig selv som godkendt, opleve, hvad det har af værdier. Mange terapiforløb handler jo netop om at få folks blik vendt fra det, de ikke har til det, de har. Og så opdager de, at de faktisk allerede er vanvittigt rige".
JW: "Jeg tror, at et stort problem, når vi taler om dødssynderne i dag, er, at man ikke rigtig med samme autoritet som tidligere kan påberåbe sig en menneskelig natur. Er det den vestlige middelklasses natur, man taler om, eller er det en muslimsk kvindes? Man er ude i en form for værdikrise."
"Der er måske nogle naturgivne grænser, men for det første har vi forfærdeligt svært ved at få øje på dem, og for det andet har vi svært ved at give dem filosofisk legitimitet. Der er ikke rigtigt nogen natur længere, i det mindste ikke i den mere poststrukturalistiske egn af den akademiske forskning. Der er kun noget, mennesker konstruerer som natur."
- Der har været trukket en lang linje gennem samtalen fra det middelalderlige og antikke verdensbillede, der sætter grænser, til det moderne verdensbillede, der overskrider grænser...
JF: "Det er ikke bare noget, der sætter grænser, det er også noget der kalder på udvikling, på mulighed, påpeger ansvar..."
BMcG: "...og skaber fællesskab. Det er det, vi har tabt..."
JF: "Jeg vil bestemt ikke give det dether negative..."
JW: "Det er interessant, at lige så snart Karen bruger vendingen 'sætte grænser', så er det i sig selv negativt. Der har vi kulturudviklingens resultat i en nøddeskal! Hver gang noget skal være godt, så skal det være det grænseoverskridende!"

Det drejer sig om hovmod, griskhed, nydelsessyge, vrede, frådseri, misundelse, og (åndelig) ladhed. I Middelalderen, hvor Kirken jo talte latin, forkortet til huskeordet SALIGIA, efter syndernes latinske forbogstav: Superbia, Avaritia, Luxuria, Ira, Gula, Invidia og Acedia.
"Dødssynderne" hedder de, og præcist hvem, der fandt på dem, er der ikke enighed om. Med sikkerhed kan man dog sige, at deres storhedstid var Senmiddelalderen.
Her er spørgsmålet imidlertid, om de har mistet deres aktualitet. Sagt på en anden måde:
*Er de syv dødssynder stadig dødssynder?
*I så fald i hvilken forstand?
*Og hvordan viser de sig i dagens samfund?
Det er sommerens spørgsmål i denne serie.
De kommende uger vil dødssynderne blive undersøgt én for én, men først et omrids af, hvad de syv dødssynder stod for. Det handler denne rundbordssamtale om. ks

*I næste uge: Hovmod

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu