Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

8. juni 1998

Udlændinge på flugt fra Eritrea
*Eritreas hovedstad, Asmara, var i går rolig, efter at et 13 timer langt etiopisk løfte om at indstille bombningen af lufthavnen i Asmara udløb. Men andre steder langs de to landes grænser fortsatte krigshandlingerne, og Etiopien hævdede at have generobret byen Zalambessa, der tirsdag faldt til eritreiske styrker.
Natten igennem benyttede en række vestlige lande lejligheden til at evakuere deres statsborgerge. Lufthavnsmyndighederne i Asmara skønnede, at op mod 2000 mennesker blev fløjet ud natten til søndag. Blandt disse var 200 etiopiske statsborgere, der frygtede for repressalier på grund af de voldsomme kampe mellem de to lande.
Også de otte danskere i Asmara forlod ifølge det danske Udenrigsministeriums oplysninger Eritrea. Fem kom med et tysk militærtfly med kurs mod Tyskland, mens tre andre danskere ad anden vej ankom til nabolandet Djibouti.

Nye investeringer i Barsebäck-værk
*Det svenske el-selskab Sydkraft vil investere 700 millioner svenske kr. i Barsebäck-værket på den anden side af Øresund, skrev avisen Sydsvenska Dagbladet. Det sker på trods af en formel beslutning i den svenske Riksdag om, at den første af Barsebäcks to reaktorer skal lukkes allerede 1. juli i år, den næste inden 1. juli år 2001.
Beslutningen fra sidste år har dog en lang række ubekendte. Den svenske regeringsdomstol besluttede 14. maj at udskyde lukningen, til en række juridiske aspekter er afklaret. Regeringsdomstolen, der er Sveriges højeste administrative retsinstans, udskød lukningen, indtil den har afsluttet sine videre undersøgelser. De kunne vare til "en gang efter sommer".
Regeringsdomstolen sagde dog videre i sin afgørelse, at man eventuelt kommer til at høre, hvad EU-domstolen vil mene. Dermed kan den endelige afgørelse om Barsebäck-værkets skæbne komme til at trække ud i flere år.
Artikel side 4

Lykketoft: Hold så op med klynkeriet
*Finansminister Mogens Lykketoft (S) mener, at danskerne klynker, når de beklager sig højlydt over den pinsepakke, som regeringen kæmper for at få igennem Folketinget.
Samtidig understreger ministeren, at der er besparelser og nye afgifter i vente, når finansloven for 1999 bliver fremlagt til august, hvis et politisk flertal ikke makker ret og bakker op om pinsepakken, skrev Berlingske Tidende søndag.
"Hvis det her ikke går på plads, sidder vi med en væsentlig vanskeligere øvelse, når den ny finanslov skal forhandles på plads. Så skal der spares eller findes nye afgifter eller begge dele. Ellers tegner der sig en finanslov af nogenlunde samme format, som vi har set de seneste år," siger Mogens Lykketoft.
Han siger, at der skal hentes omkring 15 milliarder kroner ekstra over de næste to-tre år gennem offentlige nedskæringer og nye afgifter, hvis pakken ikke gennemføres.

Indien og Pakistan skærper tonen
*Pakistan beskylder Indiens efterretningstjeneste for at stå bag en bombe, der i går dræbte 23 mennesker og sårede 75 i et tog i det sydlige Pakistan.
Det pakistanske udenrigsministerium advarede videre mod, at handlingen ikke vil gavne forholdet mellem de to lande, som i forvejen er meget belastet efter sidste måneds atomprøvesprængninger.
Både Indien og Pakistan afviste i øvrigt den resolution, som FN's Sikkerhedsråd i weekenden vedtog. Resolutionen fordømmer de to landes atomprøvesprængninger og opfordrer de to lande til at tage konkrete skridt til at afværge et atomvåbenkapløb. Teksten truer dog ikke med sanktioner mod Indien og Pakistan.

Sidste runde lokalvalg i Libanon
*Befolkningen i Libanon gennemførte i går tredje og sidste runde af det første lokalvalg i landet i 35 år - et valg der er blevet udlagt som en prøve på, om Libanon kan overvinde de bitre sekteriske stridigheder, der førte til borgerkrig i landet.
Ved de to første valgrunder var tendensen, at kristne og muslimske oppositionsgrupper udfordrede landets pro-syriske ledelse. Syrien har 35.000 soldater i Libanon, og landet domineres af tre pro-syriske ledere - præsident Elias Hrawi, premierminister Rafik al-Hariri og parlamentsformanden Nabih Berri.
Hvis linien fra de to foregående valgrunder fortsætter, er den største ændring efter lokalvalget, at landets kristne grupper igen kommer til at spille en politisk rolle.

Atommateriale fundet i Ukraine
*Ukrainsk politi beslaglagde i weekenden et kasakhisk fly efter at de om bord havde fundet 40 ton atomart materiale, der udsendte radioaktiv stråling over de tilladte mængder, oplyser nyhedsbureauet Interfax.
Flyet fra det kasakhiske luftfartsselskab, Mai Khat, var på vej fra Tyskland til Rusland, da det blev beslaglagt under en mellemlanding i den ukrainske Rovno-lufthavn. Det radioaktive materiale blev fundet i en række tønder i flyets lastrum, oplyser ukrainsk politi.
Det var umiddelbart uklart, hvor den radioaktive last kom fra. De ukrainske myndigheder har indledt en officiel efterforskning.

Ches grav besøgt af en kvart million
*En grav for revolutionshelten Ernesto "Che" Guevara har haft over 226.000 besøgende, siden hans rester blev stedt til hvile i byen Santa Clara i det centrale Cuba, oplyser den cubanske avis Juventud Rebelde.
De menneskelige rester af "Che" blev fundet i en anonym grav i Bolivia i juni sidste år, 30 år efter, at han blev henrettet. "Che" blev begravet i Santa Clara, fordi det var herfra, han i 1958 anførte oprørere i et afgørende slag mod soldater, der var tro mod Cubas daværende diktator, Fulgencio Batista.

1700 år gammel grav i Mexico
*Arkæologer har opdaget et antageligt 1700 år gammelt gravkammer i den arkæologiske zone i Oxkintoc i det sydlige Mexico, oplyste landets Nationale Institut for Antropologi og Historie i går.
Instituttets direktør, Alfredo Barrera siger, at gravkammeret, bygget i det tredje århundrede efter Kristus, indeholder en rig skat af menneskeknogler, omkring 500 potteskår af pyrit, en spydspids, intakte lerkrukker, redskaber lavet af skildpaddeskal samt genstande af jade, heriblandt en ceremoniel maske.
Fundet er "et af de vigtigste af sin art på Yucatan-halvøen", sagde Barrera.

Bob Hope lever videre
*Det amerikanske kongresmedlem, Bob Stump, måtte lørdag i klare vendinger undskylde, at han fredag kom til at erklære den folkekære entertainer Bob Hope død.
Stumps erklæring kom nemlig samtidig med, at den 95-årige Hope sad i sit hjem i Californien og spiste morgenmad. Både hans datter Linda og Hopes talsmand afviste hurtigt Stumps oplysninger. Forinden var Stumps ord dog via amerikansk tv nået ud i stort set hele verden.
Stump undskyldte straks misforståelsen, der skyldtes, at det amerikanske nyhedsbureau AP havde bragt en forkert oplysning på sin Internet-udgave.

Pantani vinder Giro d'Italia
*Den lille italiener Marco Pantani blev i går erklæret som den samlede vinder af det 81. Giro d'Italia, efter den 22. og sidste etape blev vundet af italieneren Gian Matteo Fagnini foran Massimo Strazzer også fra Italien.
Polakken Zbigniew Spruch blev nummer tre. Etapen mellem Lugano og Milano blev afkortet på grund af kraftige regnskyl og var derfor reduceret til 154,7 kilometer. I den samlede stilling sluttede Marco Pantani 1,33 minutter foran russeren Pavel Tonkov og 6,51 minutter foran Guiseppe Guerini fra Italien.

Flik flak over broen
*275.000 mennesker har de seneste fire dage benyttet sig af lejligheden til at gå, løbe, cykle eller løbe på rulleskøjter over Storebæltsbroen, skønner Dansk Røde Kors. Åben Bro-arrangementet sluttede i går og har givet et overskud på ti millioner kroner til Dansk Røde Kors.
Søndag formiddag var broarrangementet forbeholdt gående, der ud over udsigten kunne opleve racerkøreren Thorkild Thyrring, der sammen med James Bond-pigen Cecilie Thomsen kørte forrest over broen i en 200 biler lang rullende biludstilling.
Selv om broen først åbner officielt for bilisterne den 14. juni, kørte Thorkild Thyrring over i en rød MGB fra 1968, som inden arrangementet lukkede i aftes var udloddet som præmie til en af arrangementets gæster.
Med de mange mennesker på broen har der været enkelte uheld undervejs - og et dødsfald. En 60-årig mand fik hjertestop, da han deltog i fredagens cykelløb. Under cykelløbet var der også flere tilfælde af asfalteksem, og en cyklist brækkede benet.
14 mennesker måtte på sygehuset lørdag, primært på grund af væskemangel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her