Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

20. juni 1998

Kosovo-grænse til Albanien afspærret
*Serbiske styrker har "forseglet" grænsen fra Kosovo-provinsen ind til Albanien.
"Derfor er flygtningestrømme fra Kosovo ophørt," sagde Kris Janowski, talsmand for FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
Ifølge Janowski betyder den serbiske afspærring ikke, at Kosovo-albanerne ikke længere forsøger at komme ud. De, der har forladt deres landsbyer for at flygte ind over grænsen til Albanien, "sidder fast" i bjergene.
Kosovo-albanernes leder, Ibrahim Rugova, lovede fredag for første gang siden eskaleringen af volden i den urohærgede serbiske provins, at partisanerne i den etnisk-albanske undergrundsbevægelse vil blive underlagt politikernes kontrol.
Løftet kom samtidig med, at en general i Moskva advarede NATO om, at det vil starte en ny kold krig i Europa, hvis den vestlige alliance griber militært ind i Kosovokrisen uden et mandat fra FN, hvor russerne har vetoret.

T. Simonsen trækker boligforslag
*Indenrigsminister Thorkild Simonsen meddelte fredag, at han trækker sin omdiskuterede "boligdel" i regeringens udlændingepakke efter pres fra de radikale.
"Men det er kun en meget lille del i forhold til alt det andet som står i integrations- og udlændingeloven," sagde indenrigsministeren, som samtidig udtrykte håb om, at Venstre og de konservative alligevel vil stemme for regeringens udlændingepakke.
Regeringen måtte fredag opgive at få Folketingets retsudvalg til at skrive betænkning om udlændingepakken.
Men Thorkild Simonsen lovede, at han nu vil bruge weekenden og mandag til at forsøge at skabe flertal for sit forslag, inden retsudvalget mødes igen tirsdag.

Rigsretssag mod Jeltsin på vej
*Det russiske parlament besluttede fredag stærkt tilskyndet af kommunisterne at tage det første skridt til at få indledt en rigsretssag mod præsident Boris Jeltsin.
311 medlemmer stemte for forslaget om at nedsætte en undersøgelseskommission, mens kun fem stemte imod.
Ifølge juridiske eksperter er det et slag i luften. Det anses for næsten usandsynligt, at der vil kunne samles det nødvendige solide flertal i Dumaen for bringe Jeltsin for en rigsret. Det vil også kræve, at tre fjerdele af medlemmerne i Føderationsrådet, der traditionelt støtter Jeltsin, skulle støtte en rigsretssag.
Kommunisterne har tidligere anklaget Jeltsin for med forbryderiske hensigter at have stået bag Sovjetunionens opløsning for syv år siden og for stormen på det russiske parlament i 1993.

Nej til befrugtning af lesbiske
*Folketinget sagde fredag nej til at ophæve forbudet mod, at enlige og lesbiske kvinder kan blive kunstigt befrugtet, da forslaget var til tredje og sidste behandling.
57 af medlemmerne, der ikke var bundet af partibånd, stemte for forslaget, mens 70 vendte tommelfingeren ned af. Mange af nej-sigerne mente, at det ville skade barnets retsstilling, når det aldrig ville få mulighed for at kende sin far. Andre nej-sigere var til gengæld af den opfattelse, at det simpelthen ikke var naturligt for enlige og lesbiske at have børn.

Vilstrup: Pakke koster stemmer
*Socialdemokratiet må indkassere et dyk i vælgertilslutningen i forbindelse med pinsepakken. Til gengæld står både regeringspartneren, Det Radikale Venstre, og venstrefløjen til fremgang, så SR-regeringen kunne bevare magten ved et valg nu.
Det viser en ny Vilstrup-analyse, som fredag blev offentliggjort i Politiken.
I forhold til valget 11. marts går Socialdemokratiet tilbage fra 35,9 til 32,6 procent. Men vælgernes dom er ikke så voldsom, som S-toppen havde forudset.
"Nedgangen er bestemt ikke større, end vi havde frygtet. Heller ikke større, end hvad vi kan indhente igen, når folk kan gennemskue, hvad det er, vi har lavet. Det kan selvfølgelig være svært midt i den voldsomme politiske polemik om pinsepakken," siger finansminister Mogens Lykketoft.

Nyt universitet i Syddanmark klar
*Forskningsminister Jan Trøjborg glædede sig fredag over, at man nu er nået til vejs ende med forhandlingerne om et nyt universitet i Syddanmark.
Jan Trøjborg præsenterede resultatet sammen med rektorerne for de tre institutioner, der fusioneres ind i det nye universitet: Odense Universitet, Sydjysk Universitetscenter og Handelshøjskole Syd/Ingeniørhøjskole Syd.
I alt lægges der op til, at universitetet får et økonomisk bidrag på 60 millioner kroner om året. Fusionen vil især betyde nye aktiviteter i de tre byer Esbjerg, Kolding og Sønderborg.

Børn og kvinder skudt ned i Indien
*25 hinduer, mest kvinder og børn, blev fredag skudt ned af militante muslimer i Kashmir, da de stod og ventede på en bus for at komme til en bryllupsfest, meddelte det indiske politi. Angrebet fandt sted i byen Champnagri - 225 kilometer nord for Jammu.
En muslimsk undergrundsbevægelse kæmper i Kashmir for at få løsrevet delstaten fra Indien. De indiske myndigheder beskylder Pakistan for at støtte de muslimske partisangrupper.

50-årig erkender drab på Susan
*Politiet i Glostrup oplyste fredag eftermiddag, at den 50-årige mand, som er sigtet for drabet på Susan, "erkender", at han står bag drabet.
Han har dog fortalt politiet under fredagens afhøring, at han "ikke kan huske noget" fra gerningsøjeblikket.
Den sigtedes DNA-profil passer med sæd fundet på liget af Susan med en sandsynlighedsfaktor på 1:10.000. Det er 10 gange mindre præcist, end hvad man normalt arbejder med i forbindelse med DNA-profiler.
Politiet forventer først at afhøre den 50-årige mandag eller tirsdag.

Første 100.000 biler over broen
*Omkring midnat natten til lørdag forventer A/S Storebæltsforbindelsen at runde et skarpt hjørne i forbindelse med biltrafikken over den nye Storebæltsbro. Her ventes 100.000 biler at have passeret den nye bro.
Trafikken har siden åbningen af broen sidste weekend ligget på omkring 17.000 biler i døgnet og i forbindelse med ferietrafikkens start i går ventes tallet at overstige de 20.000. De første fire dage efter broens åbning har mere end dobbelt så mange bilister passeret Storebælt i forhold til situationen med færger.

FC København køber Parken
*Fodboldklubben FCK har indgået aftale om at købe idrætsanlægget Parken i København.
Købesummen er aftalt til 138 millioner kroner, og FCK vurderer, at købet vil betyde en væsentlig indtjeningsfremgang for fodboldklubben. Overtagelsen ventes at ske første juli.

Rockere kan ikke forbydes
*Hverken Hells Angels eller Bandidos har haft et så overordnet mål med deres vold, at de som foreninger kunne forbydes ved lov efter grundloven.
Det er den hovedkonklusion, som rigsadvokat Henning Fode nåede frem til, da han skulle fastslå, om rockerne kunne forbydes.
Indsigten i rigsadvokatens nærmere overvejelser blev først til dels kendt fredag, hvor et kapitel i redegørelsen blev offentliggjort.
Redegørelsen indeholder ifølge Justitsministeriet "fortrolige oplysninger".
Rigsadvokaten har især bidt mærke i, at alle analyser af den relevante paragraf i grundloven fastslår, at en forening kun kan forbydes, hvis den enten har et politisk, ideologisk eller lignende mål med volden.

Nye brande og røg truer Sydøstasien
*Nye skovbrande og røg-gener truer Sydøstasien, nu da den tørre årstid begynder, og der er behov for en markant indsats for at begrænse skaderne. Det var beskeden fra et miljøministermøde i Organisationen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN), der fredag åbnede i Singapore.
De seneste måneders regn har dæmpet omfanget af de skovbrande på den indonesiske halvdel af Borneo, Kalimantan, der i begyndelsen af året var meget omfattende. Men nu da Sydøstasien står foran en tør periode, frygter eksperter en opblussen. ASEAN består af Vietnam, Singapore, Malaysia, Indonesien, Thailand, Filippinerne, Laos, Burma (Myanmar) og Brunei.

Regeringskrise i Norge afblæst
*En regulær regeringskrise i Norge blev fredag aften afblæst, da lederen af Fremskrittspartiets Stortingsgruppe, Carl I. Hagen, meddelte, at hans parti bøjer sig for regeringen.
"Vi ønsker ikke et regeringsskifte nu. Dette er vigtigere end en forhøjelse af CO2-afgiften for olieindustrien," sagde han.
Forinden havde Norges statsminister, Kjell Magne Bondevik, erklæret, at hans Sentrumparti-regering ville gå af, hvis den ikke senere på aftenen kunne få flertal i Stortinget for en økonomiske sparepakke. Inden Fremskrittspartiets melding fredag aften havde der været maratondebat i Stortinget, og efter denne debat manglede regeringen fortsat signaler om, at et flertal ville støtte de vidtgående, økonomiske stramninger på tilsammen godt 2,5 mia. norske kroner.
Men det lå i luften, at krisen ville blive løst. De borgerlige partier, som har solidt flertal i Stortinget, er ikke indstillet på, at deres ærkerivaler i Arbeiderpartiet overtager regeringsmagten igen.

250.000 danskere vil dø af røg
*Næsten en kvart million nulevende danske rygere vil dø af deres rygning i løbet af de kommende 20 år - i gennemsnit 13 år før tiden, hvis de ikke holder op med at ryge.
Det sagde den engelske epidemiolog og professor Richard Peto fra Oxford Universitet på konferencen Tobak i Sundhedsplanlægningen, der sluttede fredag i København.
Konferencen enedes om en række anbefalinger, der skal være med til at mindske danskernes rygning, der ligger helt i top i Europa.

Eksplosiv situation i det østlige Congo
*Fire år efter folkedrabet i Rwanda forsøger landets tutsi-ledede regering stadig at få sat en stopper for ekstremistiske hutuers fortsatte massakrer på civile tutsier i landet.
Imens er nogle af de samme ingredienser, der den gang gjorde folkedrabet muligt, godt i gang med at blive blandet lige ovre på den anden side af grænsen i Den Demokratiske Republik Congo (tidl. Zaire). Høj befolkningstæthed, fattigdom, etnisk rivaliseren og arven efter årtiers misrøgt under det daværende Zaires nu afdøde diktator Mobutu Sese Seko er bare nogle af dem. Tilstedeværelsen af medlemmer af flere landes regeringshære, krydret med adskillige oprørsgrupper og mere eller mindre autonome grupper af forhutlede og kriminaliserede eks-soldater udgør resten af den sprængfarlige blanding. At der er stigende tegn på splittelse inden for Congos egen hær gør ikke situationen mindre kompliceret. Situationen i Congos to østlige Kivu-provinser - et område på knap 125.000 kvadratkilometer med knap syv millioner indbyggere - betegnes nu af flere iagttagere over for Ritzau som "eksplosiv".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu