Læsetid: 3 min.

Nyrups bombe

29. juni 1998

I SAMKLANG med tidsåndens fordømmelse af det forudsigelige og krav om evig fornyelse kan vi meddele, at efter forårets folketingsvalg, storkonflikt, Amsterdam-traktat og pinsepakke skal der overraskende nok også drives politik i Danmark.
Poul Nyrup kan sit kram: På dagen for Folketingets afslutningsdebat i sidste uge, da politikere og presse pustede ud med lov- eller ukvemsord over forårets formodede hovedbegivenheder for at tage på sommerferie i forventning om en stort set begivenhedsløs næste folketingssamling, lod statsministeren bomben springe:
Foregangslandet Danmark har ikke råd til sin nuværende velfærdsstat.
Så enkelt er det. I al sin uforudsigelighed, hvis man betænker valgløfterne under netop valgkampen, de nye reallønsforbedrende overenskomster efter storkonflikten, forsikringerne op til Amsterdam-afstemningen og pinsepakkens indpakningspapir.
Med dagbladet B.T. formuleringer: "Tomme løfter. Nu er du advaret. Hverken børn eller gamle, unge eller voksne, erhvervsaktive eller arbejdsløse skal nære nogen forventninger om forbedret service fra offentlig side. Tværtimod. En analyse, forfattet af amter, kommuner og en række ministerier konstaterer det nu sort på hvidt. Børnefamilierne kan smide en hvid pind efter Nyrups gamle pasningsgaranti. De, der bliver syge, må forvente fortsat at stå på venteliste, uanset gamle løfter om det modsatte. Skolebørnene må se frem til at blive endnu flere i klasserne. De gamle må se frem til endnu flere nedskæringer i de offentlige ydelser."

NYRUP kan virkelig sit kram. Ikke alene holdt han bomben skjult under valgkampen, storkonflikten, folkeafstemningsdebatten og pinsehalløjet, hans redegørelse for rigets tilstand, som indledte Folketingets afslutningsdebat, efterlod også indtryk af, at det hele ikke alene går ufatteligt godt, det går stadig bedre.
Det skyldes selvfølgelig ikke, at statsministeren afskærer den uforudsete bombe fra politisk debat og afgørelse; han har bare skønnet at forårets demokratiske valgkamp m.v. ikke egnede sig til så afgørende politiske spørgsmål. Nej, det er sommerferien som skabt til.
Derfor sprang bomben først i torsdags. Men dog i torsdags, for at ingen skulle sige, at regeringen havde sendt Folketinget hjem uden at fortælle, hvordan landet egentlig ligger.
Det var der nu ikke mange andre end Enhedslistens Frank Aaen, der havde opdaget. (Det har en del af politikerne og pressen tilsyneladende stadig ikke). Han spurgte gentagne gange Socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti, om regeringen var rigtig klog. Det mente Jacob Buksti - en anelse forudsigeligt - at den var. "Kan regeringen ikke forstå, at den undergraver velfærdssamfundets troværdighed (legitimitet), hvis den med pinsepakken den ene dag øger skattetrykket en smule for mange og den næste dag alligevel forringer den offentlige sektor, som de øgede skatteindtægter dog går til?", spurgte Aaen. Hvortil Buksti svarede, at sådan skulle amternes, kommunernes og ministeriernes analyse ikke forstås. "De er bare en række fremskrivninger."
De er - undskyld - fanden heller.

FORMELT ER DET rigtigt, at den årlige stigningstakt på 0,8 procent i den offentlige indsats, som analysen forudsætter, bare kan forhøjes i takt med antallet af børn og gamle og daginstitutions-søgende og syge, og i så fald fører fremskrivninger ikke til de forringelser, som B.T. udmaler så levende.
Men B.T.s leder går netop død, da den skal sige dét. Så lidt som Buksti tør B.T. erklære, at skattetrykket er for lavt i dette land. Eller det er omvendt: Buksti tør ikke sige det, fordi B.T. med hele tidsånden mener, at borgernes penge i stigende grad bør ligge i borgernes lommer. Store offentlige sektorer er så - forudsigelige.
Avisen her tog i begyndelsen af 70'erne kampen op mod den satans stat. Og i begyndelsen af 80'erne kritiserede den lønmodtagerbevidsthed, der bare kræver større offentlige udgifter og lønninger uden at tage (med)ansvar for virksomhedernes indtægter.
Men det gjorde vi ikke for at legitimere, at danskerne fra B.T. til Buksti nu mener at have råd til en femdobling af reklamerne på fem år, et uanet antal broer og motorveje, en biltæthed som aldrig før og for mange en stadig forhøjet privatbolig-standard plus en milliard kroner om dagen til indkøb i julemåneden, men ikke mener at have råd til at opretholde den nuværende klassekvotient i den offentlige folkeskole. Eller at støtte private virksomheder som Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors og Greenpeace på det hidtidige niveau.
Det er ikke fordi danskerne ikke har råd til folkeskolen og Folkekirkens Nødhjælp.
Det er fordi danskere (som moderne vesterlændinge i det hele taget) lever i et samfund, hvor der nu umiddelbart kun kaldes på deres egen karriere og forbrug. Politik må der til, om den mentalitet skal ændres.el

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her