Læsetid: 7 min.

Operation by-pass i Europas hjerte

24. juni 1998

Med åbne grænser og massiv EU-støtte forsøger regionen Maas-Rijn at udnytte mulighederne i et regionernes Europa. Men 150 års landegrænser sætter sine grænser for kærligheden

MAASTRICHT - "Gå dog hen til det internationale vindue," siger skrankepaven bag glasruden på banegården i belgiske Liege og peger mod den anden ende af stationsbygningen. Jeg har lige spurgt om en billet til hollandske Maastricht, blot 20 minutters togrejse væk. "Ikke særlig praktisk, endsige europæisk," tænker jeg, men kommer hurtigt på andre tanker. Jeg kigger på billetten. Og jeg kigger igen. Den er god nok.
Allerede fire år før euroen bliver gangbar mønt er billetten gearet til at anføre prisen i euro. Blot står der endnu ingen tal i euro-feltet, for kurserne i forhold til den fælles mønt fastlåses først til nytår. Så jeg må foreløbig nøjes med prisen på 250 belgiske franc, som jeg lynhurtigt omregner til at svare til knap 50 kroner.
Det kan tilsyneladende kun gå for langsomt med at udslette de nationale valutaer her i hjørnet, hvor Holland, Belgien og Tyskland mødes. Tv-spots gør allerede nu opmærksom på euroens komme. Stort set alle klager over vekselhelvedet, blot man rejser de 20 minutter mellem eksempelvis Liege og Maastricht. Hvilket mange gør her i regionen, der har været helt grænseløs siden 1995. Paskontrol hører fortiden til. Kun et blåt skilt med 12 gule stjerner indikerer, at man entrerer et andet land, Nederland, Belgique eller Bundesrepublik Deutschland. Man opdager det kun på større veje og gader. På alle andre småveje, er det umuligt at se, hvor grænserne går.

Prøveklud
Med millioner af EU-kroner i ryggen har området status af euroregion - Euregio Maas-Rijn, navngivet efter de to store floder i området. Euregio Maas-Rijn er prøveklud for fremtidens grænseløse Europa. Visionen er regionernes Europa - at folk er mere bundet til deres region, end det land de tilfældigvis bor i. At nationalstaterne mister betydning i takt med, at man opbygger et føderalt Europa.
I langt perspektiv betyder det, at man til sidst betragter sig selv som eksempelvis europæer og sønderjyde fremfor dansker. I Danmark har en sådan tankegang lange udsigter, men her i Limburg-området, der dækker det sydlige Holland og det nordøstlige Belgien, har den regionale tanke længe været hverdag.
"Der er ikke noget, der hedder Belgien og Holland her," siger hollænderen Kees Kazio, der arbejder på en lille færgepram, som sejler biler, cykler og fodgængere de 50 meter over floden Maas, der på dette sted udgør en fysisk grænse mellem Holland og Belgien. Eller skal man sige hollandsk Limburg og belgisk Limburg.
"Det hedder bare Limburg. Jeg føler mig som limburger. Jeg hare mere tilfælles med folk her - fra den belgiske såvel som den hollandske side - end med folk fra resten af Holland," siger den 42-årige Kees Kazio, og peger over på den belgiske side. Det eneste, som indikerer en grænse er det hollandske og belgiske flag på den lille pram.
Kazio er et sprællevende eksempel på den fremtid, som allerede er nutid på disse kanter.
"Jeg føler mig også mere som europæer end som hollænder. Jeg møder mennesker fra hele Europa her, og jeg taler med dem om, hvad de kan finde i regionen," siger Kees Kazio, der taler både hollandsk (eller nederlandsk), tysk, fransk og engelsk.
Han er glad for de åbne grænser, som har pustet nyt liv i regionen. For 30 år siden var Limburg en blindtarm i Holland, et udkantsområde, hvorfra der var langt til beslutningstagerne i Haag. Da kulminerne i regionen dengang lukkede, blev det endnu værre og arbejdsløsheden steg og steg, mens subsidierne fra den hollandske regering blev højere og højere. Men i dag er arbejdsløsheden lige så lav - fem-seks procent - som i resten af Holland. Det er som om, man har foretaget en by-pass operation midt i Europas hjerte, hvor selveste Maastricht-traktaten blev underskrevet.

Nyt liv
"De åbne grænser og EU's indre marked betyder meget for væksten og økonomien her," siger Ger Kockelkorn, der er formand for Euregio-rådet, et pseudo-parlament med rådgivende status bestående af repræsentanter for de fem partner-regioner, der udgør Euregio Maas-Rijn: Den fransk-talende belgiske Liege-provins, det nederlandsk-talende belgiske Limburg, hollandsk Limburg, det tysktalende samfund i Belgien og Aachen-regionen i Tyskland.
"Desuden giver de åbne grænser en langt større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Folk har nemmere ved at søge arbejde på tværs af grænserne, i hvert fald de veluddannede som kan tale flere sprog," siger Kockelkorn om området, hvor tre sprog og fem forskellige kulturer er samlet inden for et område på cirka 100 gange 100 kilometer.
Den internationale atmosfære fornægter sig da heller ikke i Maastricht, der har udviklet sig til en europæisk by med et stort universitet, hvortil studerende valfarter fra både Tyskland og Belgien. Det blå-gule EU-flag hænger mange steder i byen, men det hollandske flag og de orange balloner er flest. Og det er ikke kun, fordi der er VM i fodbold for tiden.
"Et er, at folk godt kan lide de åbne grænser og de bedre muligheder for at shoppe i de andre lande. Men derfra og til at flytte over landegrænsen er der et langt stykke. 150 år med grænser har gjort sit. Der eksisterer en mur i hovederne på folk, fordi de tre dele af regionen er blevet nationaliseret af Haag, Bruxelles og Bonn," siger Huub Spoormans, der er professor på Maastricht Universitet og har studeret grænseoverskridende samarbejde i en årrække. I øjeblikket redigerer han en bog om emnet.
"For over 100 år siden, var folk her sure, da aviserne begyndte at skrive på hollandsk fremfor tysk eller fransk. De var vant til deres egen dialekt uden det hollandske skriftsprog. Nu værner man om det hollandske sprog her."

Fungerer ikke
Mange af støttemillionerne fra EU's regionale udviklingsfond går til grænseoverskridende samarbejde på service-området. Eksempelvis inden for sundhedssektoren, hvor sygeplejesker uddannes til at kunne arbejde i alle tre lande. Andre penge går til uddannelsesprojekter eller til at øge folks mobilitet på arbejdsmarkedet, for eksempel ved at tyskerne anerkender hollændernes diplomer og kvalifikationer og vice versa.
På papiret godt. Det eneste problem er, at der ud over den fri handel ikke er meget ved samarbejdet, der fungerer.
"Organisationen er alt for kompleks og virker derfor ikke. For mange mennesker bruger for meget tid på euregionale sager, uden at der sker noget," konkluderer Cobi van Beek fra Erasmus Universitetet i Rotterdam. Han har studeret 20 års samarbejde over grænserne og er ubarmhjertig i sine konklusioner i studiet: "Samarbejde. Der er grænser." Studiet er offentliggjort i det hollandske ugemagasin Elsevier.
Huub Spoormans bærer ved til kritik-bålet.
"For eksempel var der et projekt, hvor man ville frede et grønt område, som går ind i alle tre lande. Men der er så mange forskellige myndigheder og instanser i forvejen, at det bare blev mere kompliceret af, at Euregio-rådet blev draget ind i det. Det eneste man kunne blive enige om, og som blev realiseret, var, at man fik produceret et kort over området. Intet andet," siger Huub Spoormans.
Euregio-rådets formand, Ger Kockelkorn, erkender, at det ser meget småt ud med succesrige projekter.
"På den ene side er der en vilje til at samarbejde over grænserne. Men på den anden side er man også konkurrenter. For eksempel er der to store lufthavne i regionen, den i Liege og den i Maastricht-Aachen. De samarbejder ikke. Tværtimod konkurrerer de. Og endnu mere grotesk. Begge lufthavne får EU-støtte," siger Kockelkorn.
National modstand
Han mener, at en stor del af manglen på resultater skyldes, at den nationale administration ikke vil give slip på sin magt.
"En masse mennesker bebrejder Bruxelles, når noget ikke fungerer, men i virkeligheden slås vi med, at nationalstaten og de eksisterende institutioner gør modstand," siger Kockelkorn.
Huub Spoormans mener nu, at den europæiske integration uvægerligt vil føre til en opblødning. Til sidst vil de nationale institutioner og strukturer også give sig i kampen.
"Men befolkningen vil altid vælge det sikre. De fleste kan godt se fornuften i det grænseløse Europa. Men de tøver, fordi det bringer forandringer. Som et middel til at kapere det, vi ved kommer, ser vi den 'orange feber'. Ballonerne, flagene, dronningens fødselsdag og fodboldlandsholdets VM-succes," siger Spoormans:
"Det har taget mere end et århundrede at ændre Maastricht til at være en del af Holland, så man skal ikke forvente, at det ændrer sig på ti år. Der vil nok gå mindst 50 år, før vi kan sige, vi har et landskab helt uden spor af grænser."

*Grænseløs kærlighed
Euregio Maas-Rijn ligger i hjørnet, hvor Belgien, Holland og Tyskland mødes. Den er opkaldt efter de to floder Maas og Rhinen, og er en af de over 50 regioner, som får støtte af EU's regionale udviklingsfonds Interreg-program for grænseoverskridende samarbejde. Det går ud på at puste nyt liv i grænseområder, der før grænsernes åbning var udkantsområder i deres respektive lande. Hvert år tilstrømmer der millioner af kroner til regionen.
Under det nyeste Interreg-program, som løber fra 1994 til1999 er der tale om knap tre hundrede millioner kroner, der bevilges til konkrete, grænseoverskridende projekter i regionen. I alt bruger EU19 milliarder kroner i samme periode på regioner, der vil samarbejde på tværs af landeskellene.

*Det grænseløse land
Euregio Maas-Rijn ligger i hjørnet, hvor Belgien, Holland og Tyskland støder sammen. Her mødes tre forskellige sprog - tysk, fransk og hollandsk - og fem forskellige kulturer - den belgisk-wallonske, den belgisk-flamske, den hollandske, den tyske og det tysk-talende mindretal i Belgien. Altsammen inden for en firkant på mindre end 100 gange 100 kilometer. Med åbne grænser og millioner i EU-støtte forsøger man at skabe forbilleder for fremtidens grænseløse Europa. Men virker det?
Information skilder i en række artikler stemningen, visionerne og realiteterne i det grænseløse land.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her