Reformtilhængernes valgsejr i Montenegro kan være optakten til endnu et Balkan-opgør, Milosevic' fald - eller begge dele
Når fremtidens Balkan-historikere skal afgøre, hvornår den autoritære serbiske hersker, Slobodan Milosevic, påbegyndte det fald fra tinderne, som før eller siden bliver enhver diktators skæbne, er søndag den 31. maj 1998 et godt bud.
På denne dato traf vælgerne i den lille republik Montenegro , en af de to stater i Forbundsrepublikken Jugoslavien, et valg, der meget nemt kan få konsekvenser - for Montenegros forbliven i Jugoslavien og for den jugoslaviske forbundspræsident, Slobodan Milosevic' videre karriere.
Vælgerne gav solid opbakning til reformpolitikeren og Milosevic-modstanderen Milo Djukanovic og bekræftede dermed det valg, de foretog allerede i oktober sidste år, da et snævert flertal indsatte Djukanovic som præsident i stedet for den hidtidige, Momir Bulatovic - Slobodan Milosevic' håndgangne mand.
Søndagens parlamentsvalg var en solid manifestation af, at montenegrinerne ønsker at komme ud af krigsgalskabens, kommandoøkonomiens og den internationale isolations spændetrøje.
Halvdelen af vælgerne, helt nøjagtigt 49,5 pct., stemte på Djukanovic' pro-vestlige og pro-reformpolitiske valgalliance med det sigende navn: "Koalitionen for et Bedre Liv". Med støtte fra de albanske og muslimske partier og fra Den Liberale Alliance, som kræver fuld selvstændighed, sidder Djukanovic med et komfortabelt flertal i parlamentet. Den detroniserede præsident Bulatovic og hans Socialistisk Folkeparti (undskyld Holger K.!) opnåede kun 36 pct. af stemmerne.
Det lå ellers ikke i kortene, at det skulle blive Djukanovic, der tog kampen op imod Milosevic.
Faktisk blev Djukanovic "opfundet" af Milosevic, dengang den serbiske leder i 1991 på skift udskiftede de gamle partiledelser i delrepublikkerne Kosovo, Vojvodina og Montenegro i et vellykket forsøg på at konsolidere sin magt.
Milo Djukanovic blev dengang som 29-årig verdens yngste regeringschef, mens hans nuværende ærkefjende, Momir Bulatovic, blev præsident.
Djukanovic stod - som den øvrige regering - bag Milosevic i hans støtte til bosniske serbere under krigen i Bosnien, og Montenegro var en overgang selv inddraget i krigen - det var bl.a. herfra, at den kroatiske havneby Dubrovnik blev bombarderet.
Fra mange sider - og ikke kun fra Beograd - siges det, at Djukanovic' nuværende rigdom er grundlagt ved indtægter fra benzin- og cigaretsmugleri under de internationale sanktioner. (Montenegro var knudepunkt for den illegale trafik af varer til både Bosnien og Serbien).
Hvorom alting er, blev det på et eller andet tidspunkt - måske da han selv havde tjent tilstrækkeligt på sortbørshandel? - klart for Djukanovic, at Montenegro led under statsfælleskabet med Serbien.
Montenegros hovedindtægtskilder - turisme, minedrift og indtægter fra havnene - var nærmest tørret ind på grund af de internationale sanktioner.
I 1993 kom Djukanovic med de første ymt om "Montenegro som situationens gidsel", og fra 1996, da det blev klart, at det selv ikke efter sanktionernes ophævelse var muligt for Jugoslavien at tiltrække udenlandske investeringer i nævneværdig omfang, skærpede Djukanovic tonen.
Han indså nu tilsyneladende, at Milosevic' person var en hindring for de økonomiske reformer og udenlandske investeringer. Under de store demonstrationer i Beograd i vinteren 1997 krævede Djukanovic åbent Milosevic' afgang.
De 'ømme' følelser er gensidige. Milosevic nægtede at anerkende Djukanovic' valgsejr i oktober sidste år og boykottede indsættelsesceremonien.
Han har afvist Djukanovic' deltagelse i Jugoslaviens ceremonielle højtideligheder og har hindret Djukanovic i at indtræde i Forbundsrepublikkens øverste forsvarsråd - en post, som ifølge forfatningen tilkommer den montenegrinske leder.
Han har ladet de statslige medier, hvoraf tv er langt det vigtigste, svine Djukanovic til med udtryk som 'krigsprofitør', 'Vestens lakaj' og 'tyrkerelsker' - det sidste på grund af Djukanovic' valgsamarbejde med albanske og muslimske partier.
Og sidst men ikke mindst har Milosevic og hans støtter gentagne gange beskyldt Djukanovic for at ville løsrive Montenegro fra forbundsrepublikken.
Djukanovic har lige så ofte afvist denne beskyldning - det er politiske reformer i hele Jugoslavien, han tilstræber, siger han.
Men spørgsmålet er naturligvis, om han - hvis dette mål viser sig urealistisk - kan blive tvunget ud i et brud med Forbundsrepublikken. Og hvordan Beograd i så fald vil reagere.
Foreløbig vil Djukanovic bruge den styrkede position, valgsejren har givet ham, til at gøre sin indflydelse gældende i hele Jugoslavien.
Her kommer den jugoslaviske forfatning ham til hjælp. Den giver Montenegro med sine 650.000 indbyggere lige så mange medlemmer, nemlig 20, i parlamentets 'Overhus', Forbundskammeret, som Serbien med sine 10,5 mio.
Og hvor urimeligt det end kan lyde, sætter denne passus i forfatningen nu Djukanovic' parti i stand til at blokere arbejdet i kammeret, hvor alle love, der er vedtaget i det almindelige parlament, skal konfirmeres med simpelt flertal og alle forfatningsændringer med to tredjedeles flertal. Præsident Milosevic har med andre ord mistet kontrollen med de parlamentariske organer.
Hvad kan Milosevic' stille op i denne situation? De fleste iagttagere peger på, at han kan sætte Jugoslavien i undtagelsestilstand og styre uden om parlamentet.
"For hver dag, der går, tager Montenegro et skridt væk fra Beograd, hvilket er et skridt nærmere en militær intervention for at gøre en ende på Djukanovic-regeringen. Vi er tæt på det punkt, hvor det kommer til et åbent opgør", vurderer en europæisk ambassadør ifølge International Herald Tribune.
Et skridt i den retning har Milosevic allerede taget - nemlig da han d. 18. maj udnævnte Montenegros detroniserede præsident, Momir Bulatovic, til regeringschef for hele forbundsrepublikken - en udnævnelse, Djukanovic blev rasende over og kræver omstødt.
Men et så drastisk skridt som undtagelsestilstand og militær intervention er ladet med usikre faktorer. Har Milosevic politisk opbakning på hjemmefronten til en så voldsom reaktion og kan han stole på den jugoslaviske hær, hvis den sættes ind imod 'et broderfolk'?
Vil den velbevæbnede montenegrinske politistyrke, der er kendt for at være tro over for Djukanovic, yde modstand? Hvordan vil det internationale samfund reagere?
Djukanovic har - gennem sin vice-ministerpræsident Miodrag Vukovic - ladet forstå, at han vil lade udskrive folkeafstemning om Montenegros uafhængighed, hvis "Milosevic fortsætter med at krænke Jugoslaviens forfatning", som det udtrykkes.
Det er ikke noget let skridt at tage for den montenegrinske leder: montenegrinere og serbere er etnisk, sprogligt og familiemæssigt tæt forbundne, og den gensidige økonomiske afhængighed er stor. Men det kan blive den eneste udgang, hvis forfatningskrisen får lov at eskalere.
De næste måneder bliver således afgørende for, om også det nye, stærkt reducerede Jugoslavien bukker under - og om processen tager en voldelig form. Og så har vi ikke sagt et ord om Kosovo....
