Ny engelsk roman fortæller veloplagt om backpacker-kulturens storhed og fald
NY BOG
Hvert år er Sydøstasien mål for en massiv folkevandring af unge fra Vesteuropa, som bevæbnet med rygsæk og toiletpapirsruller opsøger den udsøgte følelse af at være rejsende. De vigtigste steder på ruten har forlængst lugtet lunten og indrettet hele industrier med det formål at udstille deres 'oprindelige' kultur i en form, som ikke afviger alt for meget fra forventningerne. Thailand, Indonesien, Vietnam og Filippinerne er populære, men også Indien hører med på den moderne dannelsesrejse.
27-årige Alex Garlands debutroman Stranden tager konsekvensen af den galopperende kommercialisering af de tidligere så uberørte paradiser. Rejsebogserien Lonely Planet, som specialiserer sig i det unge publikums higen efter grænseoplevelser, er for Garland blevet symbolet på en ny slags masseturisme, som mod bedre vidende insisterer på en vis grad af eksklusivitet. Der er stadigvæk mere eventyr i at rejse til Østen end til Ibiza, men forskellen svinder år for år.
Garlands jeg-fortæller Richard er som alle andre på udkig efter det virkelig uberørte ferieparadis, men i modsætning til de fleste lykkes det ham at finde det. På en lukket ø i et thailandsk naturreservat har en gruppe af de mest erfarne rygsækrejsende oprettet en hemmelig koloni med navnet Stranden, som med alle midler holder sig uden for opmærksomhedens søgelys. Lejren er bygget under et jungletag, som gør den usynlig for flyvemaskiner, og de eneste andre beboere på øen er en samling narkogangstere, som bevogter deres marihuana-marker. Der er derfor bred enighed om at holde Strandens eksistens hemmelig.
Mental opløsning
På et overbefolket feriested møder Richard en skotsk rejsende med det interessante navn Daffy Duck, som begår selvmord efter at have overladt ham et kort over vejen til Stranden. Efter en halsbrækkende rejse ankommer han med to franske venner til det lille samfund, hvor de naturligt nok modtages med nogen betænkelighed.
I sin overordnede idé står romanen kraftigt i gæld til Goldings Fluernes herre: Det lille, lukkede samfunds indbyggede tendens til at udvikle protofascistisk stamme-adfærd fornægter sig ikke, og det øjeblik Richard ankommer til øen, begynder Strandens deroute. Det var ikke omverdenen, som var den egentlige fjende, men de rejsende selv. Det ender ganske blodigt efter forskellige fejlslagne forsøg på at samle tropperne og uddrive det onde.
Drømmeverden
Det interessante ved bogen er imidlertid ikke så meget intrigen - for den byder ikke på de store overraskelser - men den måde, hvorpå Richard gradvist mister evnen til at forholde sig fornuftigt til omverdenen. Efter ankomsten til øen vender den afdøde Mr. Duck spøgelsesagtigt tilbage som Richards dialogpartner i en række samtaler, som forbinder Stranden og de rejsende med et opkog af Vietnamkrigens mytologi - især som den fremtræder i krigsfilm som Apocalypse Now og Platoon.
Richard befinder sig efterhånden i en drømmeverden af Hollywood-krig med Mr. Duck som eneste ledsager. Spændingerne på Stranden forstærkes af hans maniske optræden, og fra krigsfilmenes fiktion hentes volden over i virkeligheden.
Garland har god fremdrift i fortællingen og ved tydeligvis, hvad han taler om, når han analyserer backpackernes indforståede system af regler og værdier. Fremfor alt skriver han med en veloplagt friskhed, som indimellem får ham til at sætte fortællingen i frigear over lidt for mange sider, men som overordnet set giver bogen fart og luft under vingerne - fint bevaret i Camilla Christensens oversættelse. Ideel sommerferielæsning, hvis man ikke lige er på vej østover.
*Alex Garland: Stranden. Oversat af Camilla Christensen. 485 s. 348 kr. Munksgaard/Rosinante
