Læsetid: 4 min.

Pinsepakkens overlevelseschancer vokser

11. juni 1998

Færø-aftalen giver regeringen mulighed for at få Pinseindgrebet i hus med venstrefløjens stemmer. Men spørgsmålet er, om Nyrup hellere vil forhandle med V og K

Aftalen mellem Danmark og Færøerne styrker umiddelbart regeringen over for særligt den borgerlige opposition.
Den stærkt konservative Oli Breckmann, valgt på Færøerne for Folkeflokken og til daglig medlem af den konservative folketingsgruppe på Christiansborg, vil nu undlade at stemme imod regeringens pinsepakke. Dermed har regeringen flertal sammen med SF og Enhedslisten.
"Jeg undlader at stemme, når pinsepakken kommer til afstemning," siger Oli Breckmann, der betegner aftalen som "ufatteligt god".
Aftalen klipper 900 millioner af Færøernes gæld til Danmark og lader andre 500 millioner henstå som et afdrags- og rentefrit lån ind til Færøerne, måske, finder olie eller andre råstoffer. Samlet set er der tale om en reduktion af gælden på mindst 1,4 mia. kroner. Desuden overfører Danmark med aftalen mere magt til det færøske hjemmestyre.

En fremskrakt hånd
Oli Breckmann afviser, at regeringen skulle have købt hans stemme ved at indgå aftalen med hans partifælle lagmanden Anfinn Kallsberg, den færøske statsminister.
"Jeg har gjort, hvad der er en politikers mulighed for at påvirke det positivt for det samfund, der har valgt ham," siger Oli Breckmann.
Og den færøske nationalist kvitterer ved at tage mod "Mogens Lykketofts fremstrakte hånd" og lader være at stemme i mod den regering, han i andre sammenhænge opfatter som langt mere socialistisk, end godt er.
Politisk set er Mogens Lykketoft mere end tilfreds:
"Regeringen har flere reelle muligheder for at maksimere sin gennemslagskraft i Folketinget, det vil give sig udtryk ved, at de partier, vi snakker med, vil opføre sig lidt mere forretningsminded," siger finansministeren.
Mens Oli Breckmann og Mogens Lykketoft glæder sig, så ærgrer det borgerlige Danmark sig.

Smagløs handel
"Det er ikke smagfuldt, at regeringen køber sig til flertallet. Men jeg regner ikke med, at det flertal kan holde til de finanspolitiske stramninger, som Mogens Lykketoft har stillet i udsigt og som vi er enige i, at der er behov for," siger Per Stig Møller, færø-ordfører for de konservative.
Den konservative ordfører henviser her til, at Mogens Lykketoft forbereder en finanslov for næste år, der indeholder betydelige besparelser af de offentlige udgifter.
Heller ikke Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs, bryder sig om timingen mellem Færø-aftalen og forhandlingerne om Pinsepakken.
"Hvis regeringen vil trumfe sin pakke igennem, så sker det med det tyndest mulige flertal. Bagefter går vi en meget ustabil periode i møde. Så vil vi slås fra sag til sag," siger Ulla Tørnæs.

Lykketofts dilemma
Dermed udstiller de to borgerlige politikere regeringens dilemma.
Mogens Lykketoft kan på den ene side forhandle sit indgreb i økonomien hjem med støtte fra SF og Enhedslisten. Men allerede efter sommerferien kan det på den anden side give problemer for, når han skal forhandle finanslov.
Her skal han ikke regne med støtte fra sin nuværende fælle Oli Breckmann. Den færøske politiker, der ikke har noget imod at blive betegnet som en blanding af Margaret Thatcher og Djengis Khan, lover ikke langvarigt troskab over for regeringen.
"Jeg regner med, at regeringen vil samarbejde hen over midten efter sommer. Jeg kan ikke forestille mig, at Nyrup vil gå frem fra sag til sag og håbe på mig eller på Joannes Eidesgaard," siger Oli Breckmann, der forholder sig ret til at "følge sin samvittighed".
Socialdemokraten Joannes Eidesgaard, der som Oli Breckmann er valgt på Færøerne, siger, at han kun støtter regeringen i "generalspørgsmål". Han vil med andre ord ikke medvirke til SR-regeringens fald eller levere stemmer til love, der ikke gælder på Færøerne.
Og så er den parlamentariske situation til efteråret tilbage til situationen før Færø-aftalen. Regeringen kan uden Joannes Eidesgaards stemme mønstre 89 stemmer, lige så mange som den borgerlige opposition med Oli Breckmanns stemme.
"Det ville være en værdig løsning på det parlamentariske problem, hvis vi begge forsøgte at respektere det danske flertal," siger Joannes Eidesgaard.

Dyrt forlig
Men på Christiansborg trives paradokserne, efter sommer vil nationalisten og den færøske selvstyremand Oli Breckmann igen blande sig i dansk politik, mens socialdemokraten Joannes Eidesgaard forsøger at holde sig uden for. På den baggrund kan det koste regeringen dyrt at vælge SF og Enhedslisten frem for Venstre og de konservative.
Det klan dog være, at regeringen ikke har noget valg, hvis den vil have gennemført pinsepakken. Onsdag eftermiddag meldte CD sig som det første parti ud af for-handlingerne, fordi indgrebet rammer både husejere og bilejere. CD er stiftet for at forsvare de to gruppers interesser.
Fortsætter afskalningen, når anden runde af forhandlingerne går i gang i næste uge, så ender Pinsepakken med et forlig med venstrefløjen, der ikke skaber den politiske stabilitet mellem regering og opposition, der kan neutralisere betydningen af de to omskiftelige færingers mandater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her