Det unge talent Paul Thomas Anderson imponerer med en stort anlagt, men også noget overfladisk filmfreske om den amerikanske pornobranche for en snes år siden
NY FILM
Boogie Nights ankommer belæsset med amerikanske kritiker-lovord. Mon ikke man i puritanismens fædreland stadig imponeres over frisindet i en film, der som Boogie Nights tør skildre pornobranchen uden moralsk fordømmelse - ja endda med tydelig sympati?
Og så er filmen jo lavet af den kun 27-årige store håb Paul Thomas Anderson, et oplagt talent, der står for både manuskript og instruktion. Men selv om der slås et stort brød op i både billedbredde og spillelængde (over to en halv time!), er Boogie Nights nu ikke det helt store sindsoprivende gennembrud.
Først og fremmest er den overflade-underholdende og lidt intetsigende elskværdig. I hvert fald det meste af vejen, for da den hanker op i sig selv og prøver at gøre regnebrættet op for sine 1970'er-swingere, er den lige ved at havne i den moralistiske fælde og tvære de søde mennesker ud i vold, prostitution og narkomisbrug. Denne - mest midlertidige - nedtur er lige så forudsigelig, som den er triviel.
Men det meste af tiden holdes man i ånde af den usædvanlige, indforståede miljøskildring og de farverigt tegnede figurer: de glade porno-pionerer fra 70'ernes slutning, uskyldens år, hvor video-industrien endnu ikke havde fladtrådt film-erotiken, og man stadig kunne bilde sig ind, at hard core og adult movies havde noget at gøre med hårdkerne-filmkunst for voksne.
Pornofamilie
Hovedpersonen er den venlige unge køkkenmedhjælper Eddie Adams, hvis skjulte talent opdages af den erfarne pornofilm-instruktør Jack Horner, spillet af Burt Reynolds. En succesrig boss i branchen, hvis erklærede drøm er at lave pornefilm, der er "sande og rigtige og dramatiske."
Eddies hemmelige begavelse er en penis i overstørrelse - og, viser det sig, en lige så usædvanlig evne til under optagelserne at bruge den mange gange lige efter hinanden. Horner lever sammen med sin yndlingsstjerne Amber Waves (Julianne Moore), og de bliver en slags erstatningsforældre for Eddie, der kommer fra et højst disharmonisk hjem.
Og så bliver Eddie til Dirk Diggler, en efterspurgt pornostjerne, der prøver at forbedre produktets kvalitet ved at indføre regulære spændingshistorier som ramme om knaldene.
Hvorefter Dirk Diggler forvandles til Brock Landers, langt ude inspireret af Eddies store forbillede Bruce Lee.
Men under hele det hektiske trip bruger han kokain som brændstof, og misbruget nærer et overmod, som får ham til at bryde med Horner, forsøge sig som latterligt talentløs sanger og til sidst havne i prostitution og narkokriminalitet.
Generøse showfolk
Nedturen falder sammen med pornoens forfald fra teknisk ganske velfunderede og velspillede celluloid-film til video-quickies med sensualitetsdrænede medvirkende.
Horner kæmper imod denne udvikling, der starter med 1980'ernes video-boom. Og det er overhovedet karakteristisk for filmen, at den ser på sit udsnit af porno-industrien med lettere forelskede, nostalgiske og måske også nok idealiserende øjne. Disse sex-spekulanter tegnes som regulære, generøse showfolk, der gerne vil gøre deres bedste og give folk alt, hvad de har i sig. Ikke blot knald, men også rigtig handling. Fuld valuta for pengene!
Det slående ved personerne er deres postulerede uskyld. Det skær af gensidig udnyttelse, der meget let kunne lægges over Horners indbringende porno-'familie', underbetones. I stedet fremhæves den munterhed og vitalitet, der opstår, når man lever rendyrket hedonistisk. Omkostningerne skubbes ud i periferien som tragikomisk jalousi, med slutpunkt i mord. Eller kokain-misbrug i overdoserede mængder.
Nul privat sex
Disse sex-atleter fremtræder milde og kønsløse. Man ser dem så at sige ikke dyrke sex andre steder end foran kameraet. Hvad der f. eks. driver Burt Reynolds' patriark Horner seksuelt forbliver en gåde. Hans samleverske, pornostjernen (spillet af Julianne Moore) er en blid dame, der hellere sniffer kokain end dyrker sex off camera. Og man tvivler aldrig for alvor på, at Mark Wahlbergs Eddie inderst inde er en good guy, blot vildført af sit ene store talent og de alt for hurtige ryk i identiteten.
I periferien ses mere markante skikkelser, som med større eller mindre held prøver at leve den rand-eksistens, det uglesete pornomiljø dikterer. Ofte pudsige og ganske rørende fanget ind af Andersons elegante kamerakørsler og virtuose brug af uklippede forløb, men også ret overfladisk skitserede. Anderson mangler for det meste sit store forbillede Robert Altmans evne til at kradse hul på lakken. Måske er han simpelthen for rar.
Uheldig model
Eddies figur er inspireret af den legendariske porno-aktør John Holmes, og ham gik det langt fra så godt som Eddie - efter en lang karriere, fængselsophold og et mindre comeback døde han af aids.
Men en sådan moralsk pegefingerskæbne kan filmen selvfølgelig ikke bruge. Den vil hellere swinge med swingerne og give tidernes ugunst skylden for, at alt ikke gik som drømt. Det kan virke besnærende og er i hvert fald underholdende at se på, men mon ikke det er en lidt for nem tolkning af en periode rig på modsætninger og paradokser.
*Boogie Nights. Instruktion og manuskript: Paul Thomas Anderson. Amerikansk. (Dagmar, Scala, Palladium, Gentofte)
