Læsetid: 4 min.

Racismen stikker stadig dybt i min sjæl

25. juni 1998

Den 30-årige hvide Andy Lee lærte fra barnsben, at sorte hed niggere og var dovne. Men i dag er han blevet klogere

ATHENS, GEORGIA - "Jeg har endnu ikke overvundet racismen. Den stikker stadig dybt i min sjæl."
Den 30- årige Andy Lee ligner i slående grad en stereotyp konservativ amerikaner fra sydstaternes provins. Bredskåren, lidt overvægtig og klædt i korte bukser. En typisk redneck. Men her står han med et skilt, som fordømmer lynchningen af to sorte ægtepar i sommeren 1946 nær Moore's Ford Bridge, som krydser Apalachee-floden i det nordøstlige Georgia.
Han lytter intenst, da amtmand og pastor Chris Culbreath går til mikrofonen og siger:
"Vi, sorte og hvide, har været naglet fast til denne bro siden 1946. Vi sad fast i frygt, i had og i håbløshed. Men nu er tiden inde til at bryde tavsheden og hele sårene."
Andy nikker bifaldende. En ung pige med langt, bølgende blondt hår træder frem og slår tonen an på sin guitar til en folkesang, hun har skrevet om lynchningen. Omkvædet lyder:

And all the best people were silent;
They knew evil - and spoke not a word.
If these were the best,
Then God help the rest -
For the River cries out to be heard.

Ordene har en hel særlig mening for Andy Lee. For mange år siden tilrettelagde og fuldbyrdede hans farfar, Walter Lee, én af de mest notoriske lynchninger i denne del af Georgia.

Ind med modersmælken
"Jeg fik det ind med modermælken og var ovenud stolt af min farfar. Min familie var redneck. Sorte mennesker hed niggere, de var dovne og promiskuøse," fortæller Andy Lee dagen efter hvides og sortes forsoningsmarch over Moore's Ford-broen.
Vi sidder på University of Georgia's bibliotek i Athens, et lærdommens centrum midt i denne provins. Byen kan dog næppe kaldes en højborg for racetolerance. Fra nogle kollegiebygninger hænger f.eks. sydstatsflaget fra borgerkrigen i 1860'erne - en konflikt, som bl.a. handlede om slaveriet i sydstaterne.
En begivenhed sidste forår afslører, hvor udbredt intolerancen stadig er blandt de hvide studerende. En country-sanger sang på en gadefestival i Athens om en hvid fyr, hvis veninde løber af med en sort mand, erindrer Andy Lee.
"Det var en afskyelig scene," husker han. "Flere hundrede studerende af begge køn stod og skreg i vilden sky: 'Hvordan kan en hvid pige sutte sort pik!'"

Masser af sorte venner
Andy var fra barnsben fascineret af arkæologi - ikke græsk, men indiansk historie og kultur.
"Vi plejede at finde spydspidser og andre levn fra indianertiden rundt omkring her. Så allerede fra jeg var ret ung, nærede jeg en dyb respekt for apalachee-stammens kultur og en følelse af skam over den måde, vi behandlede dem på."
"Så for seks år siden gik en prås op for mig. Jeg spurgte mig selv, hvordan jeg kunne sympatisere med indianere og ikke med afro-amerikanere. Jeg kunne ikke finde noget fornuftigt svar."
Da Andy meldte sig til antropologi-faget for nogle år siden, tog han et kursus i afro-amerikansk historie. I den forbindelse kom han i kontakt med gruppen af hvide og sorte borgere, som planlagde mindehøjtideligheden for to ægtepar lynchet i 1946.
"Det er det bedste, der er sket for mig i lang tid. Jeg har fået masser af sorte venner," fortæller han.

Brændt levende
Oplevelse genopvakte interessen for hans familiehistorie. Hvad var der egentligt sket dengang i 1921, da hans bedstefars kone Ida angiveligt blev voldtaget og skudt ned bagfra af en sort mand ved navn John Lee Eberhardt? Andy gravede avisartikler frem, udspurgte sin far og ledte efter overlevende vidner.
Han fik stykket et billede sammen og konkluderede, at Eberhardt formentlig ikke var skyldig i mordet på Ida Lee.
"Ingen så ham. Han havde ikke noget motiv, og hvorfor skulle han skyde en hvid kvinde ned bagfra? En hel masse oplysninger i aviserne stemmer ikke overens med, hvad vi ved om livet i Syden," siger Andy.
Eberhardt blev fanget samme dag som mordet. Henimod aften stimlede en pøbel på 2.000 mennesker sammen uden for arresthuset i Athens, og krævede hans hoved på et fad. En flok mænd brød ind og smeltede låsen til fængselscellen med en blæselampe.
"Kan De forestille Dem, hvad den stakkels mand tænkte? Og disse mænd kalder sig kristne," udbryder Andy.
Eberhardt blev kørt til Lee-familiens gård, hvor 5.000 havde taget opstilling for at overvære lynchningen. Den anklagede blev bundet til et træ og anmodet om at tilstå forbrydelsen. Da han nægtede, lagde man brænde ved hans fødder og påsatte ild.
Efter skrig og skrål blev Eberhardt hevet ud af ilden og på ny afkrævet en tilståelse - som for at legitimere den umenneskelige behandling af ham. Men han nægtede igen, og blev herefter brændt levende.

Min farfar skød Ida
- Hvis ikke det var Eberhardt, hvem tror du så det var?
Spørgsmålet gør Andy mundlam, hænderne tegner cirkler på bordet. Han virker forlegen.
"Jeg ved ikke, om jeg kan sige det. Jeg har min egen hypotese," svarer Andy.
Efter lidt hiven frem og tilbage, spytter han sin hemmelighed ud.
"Jeg tror, farfar skød sin kone ned bagfra."
Walter Lee var alkoholiker og sygelig jaloux. Han kan have myrdet sin kone i et øjebliks vanvid. Hun var gravid i syvende måned, muligvis med en anden mand, måske med John Lee Eberhardt.
"Dengang var det en enkel sag at beskylde en sort mand for voldtægt og mord. Hvad hvide mænd frygtede mest, var en negers besudling af deres kvinder," forklarer sønnesønnen.

Tredje artikel i en serie om livet i USA's sydstater tredive år efter mordet på Martin Luther King. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her