Charles Fraziers succes-roman Tilbage til Cold Mountain er en konservativ fortælling om den amerikanske borgerkrig
NY BOG
1997 var et usædvanlig godt år for amerikansk litteratur. Én af årets største succes'er er nu udsendt på dansk, hvilket ikke kan undre. Charles Fraziers debut Cold Mountain, som i oversættelsen har fået titlen Tilbage til Cold Mountain, er foreløbig solgt til udgivelse i 25 lande; filmrettighederne gik for 1,25 millioner dollars, og Anthony Minghella, manden bag Den engelske patient, er sat på sagen.
Endnu mere celebert blev det da debutanten højst kontroversielt snuppede The National Book Award foran notabiliteter som Don DeLillo (Underworld) og selveste Thomas Pynchon (Mason & Dixon).
Cold Mountain var simpelthen en sensation i litteraturens verden, og anmelderne bøjede sig i lange rækker over for Fraziers uomtvistelige talent.
Modig og dydig
Romanen er en episodisk fortælling om den sårede soldat Inman, som i 1864 deserterer fra borgerkrigens frontlinje i Virginia for at begive sig mod sit hjem - Cold Mountain i North Carolina. Hjemme har den elskede Ada, som efter faderens død er blevet alene på sin store gård, ventet trofast.
Sammen med omstrejferen Ruby forsøger hun at drive gården videre og derved opretholde livet midt i krigens knaphed.
Kapitlerne skifter mellem Inmans genvordigheder med at komme uskadt gennem skovene, som er fulde af banditter, mordere og militsmænd på jagt efter desertører, og Adas problemer med at finde sig til rette i sin egen kamp mod elementerne. Som en anden southern belle før hende, nemlig Scarlett O'Hara, er Ada nødt til gennembryde traditionelle kvindemønstre - arbejde i marken og i stalden - for at klare sig selv.
Inman er noget af det mest heroiske, der i lange tider er blevet skildret i litteraturen: retskaffen, moralsk, modig og stort set umuligt at slå ihjel. Ada, som naturligvis er smuk som dagen er lang, er tilsvarende dydig, flittig og nøjsom. Perfekte rollemodeller for den amerikanske offentlighed, som trængte til et øjebliks frikvarter fra Pynchons og DeLillos hyperavancerede konstruktioner og krævende, muskuløse prosa.
Litteratur light
Bogen er banal i sin tænkning, men spændende i sin handling og i sin verden. Den stiller en forsvunden virkelighed og et forsvundet liv frem igen med stor detaljerigdom og indlevelsesevne. Men dens synsfelt er meget begrænset: alle former for historiske og politiske analyser og forklaringer er fuldstændig fraværende - Frazier koncentrerer sig alene om de daglige hændelser i de få hovedpersoners liv, besværet med at overleve som fredløs i skovene og stadig få noget at spise hver aften.
End ikke en spinkel psykologi bliver der plads til. Personerne har kun yderside, ingen inderside; de er detaljerede og fotogene dukker i et detaljeret og fotogent frilandsmuseum.
Det kommer til at se godt ud på film. Men disse begrænsninger betyder også at romanen aldrig kommer ud i fuld episk rækkevidde, trods sit monumentale omfang på over 500 sider. Det er ikke slægter og stater og hele verdener, som opstår og går under, men enkelte, isolerede individer.
Trods sine indlysende kvaliteter - elementær spænding og gennemresearchede kulisser - dufter Tilbage til Cold Mountain stærkt af litteratur light. Den virker bedre jo mindre læseren tænker, hvilket ikke ligefrem er idealet.
Der er ikke skyggen af en udfordring, ikke én eneste provokation. Samtidig giver den løse komposition hele værket et præg af overflødighed: der kan tilføjes og fjernes kapitler uden nævneværdige konsekvenser. Bogen slutter når der ikke er flere historier "overleveret fra forfatterens tipoldefar," som det hedder i pressematerialet. Og slutningen - den er lige til at græde over.
*Charles Frazier: Tilbage til Cold Mountain. Oversat efter Cold Mountain af Per Vadmand. 527 s., 249 kr. Forlaget Viva
