Læsetid: 4 min.

Sandheden

19. juni 1998

- mellem sæbekassevognens misundelse og Lamborghiniens hykleri. Villy Sørensen mellem Ekstra Bladet og kulturlivets kapitalisering

FRIE ord
Ekstra bladets forside tirsdag: "Mimi (Jakobsen) søger dobbelt-job: VIL VÆRE MILLIONÆR PÅ POLITIK - Konservative piger blæser på kritik: BEHOLDER BOLIG-SNYD PENGENE - Lundgaards gyldne FDB-gage: SCORER 1,6 MILL. (kroner om året i løn)".
Ekstra Bladets forside torsdag (i går): "Pinsepakken er ond: RØDT KORT TIL DANSKERNE." Med lederen inde i bladet: "DET RØDE SKRÅPLAN: Det røde kabinet er genindført. Det er den korteste måde at karakterisere gårsdagens kæmpemæssige indgreb på. Der er ikke tale om en beskeden justering af nationens økonomi. Vi taler om beslaglæggelse af privat forbrug og opsparing på op imod 15 milliarder kroner - på alle mulige indviklede måder. Det er sølle, at regeringen ikke vil stå ved kendsgerningerne. Men skræller man bortforklaringerne væk, er Mogens Lykketoft skurken i virkelighedens udgave af Rødhætte og Ulven. Skatteyderne er Rødhætte. Ulykketoft er ulven med det store tandsæt. Marianne Jelved er hans lydige ulveunge med en særskilt dårlig karakter."

DA BEMELDTE 'Ulykketoft' i de senere år ofte her har fået ublide frie ord med på vejen, benytter jeg lejligheden til at hylde ham og "hans lydige ulveunge" (plus SF og Enhedslisten) for den retfærdighedshandling, pinsepakken øver mod de af landets rødhætter, der ikke bor i egen bolig, ikke har bil og/eller ikke ad anden gældsætningsvej smæsker sig på andres bekostning ved rentefradragets hjælp. Ved at udhule noget af rentefradragets skatteværdi får landets snerrende parcelhus- og ejerlejligheds- og bil-ulve et længe velfortjent spark, for nu at tale det sprog, Ekstra Bladet anvender på sin tirsdags-forside.
De to forsider lader galopperende skizofreni til skue. Eller rettere: Det er den velbjærgede middelklasses gule misundelse og stålgrå nævenyttighed, der i begge tilfælde skal sikre bladsalget.
Hvorfor tilrager Ebbe Lundgaard sig seksten hundrede tusinde kroner om året plus det løse for at administrere nogle brugsuddelere, når en anden en står her i carporten og glor på en uklippet ligusterhæk med kun godt trehundrede tusinde kroner om året? hvæser middelstandens ekstramand eller -kvinde. Og hvad nu, hvis Lundgaards ægtefælle tjener næsten det samme som ham? Så har den familie op mod tre millioner kroner om året, mens vi her i ekstrahytten tilsammen må nøjes med kun fem hundrede tusinde. Og af vores kommende indkomstforhøjelser oven i den halve million beslaglægges nu 150 kroner om måneden i kraft af den røde pinsepakke. Godt, vi har Ekstra Bladet, der tør sige sandheden, at det altid er pisse uretfærdigt, når nogen tjener mere end mig, og jeg oven i købet skal udvide mit privatforbrug 150 kroner langsommere, end jeg ellers kunne have gjort.

MEN Ekstra Bladets skamkørsel i sæbekassevognen er ingen begrundelse for Lamborghini-hykleriet. Det havde Villy Sørensen godt fat i for et par måneder siden i et interview her i bladet:
"Hvad er det, der gør, at folk, som - for nu at tale højtideligt - har viet deres liv til kunst, i den grad bliver ofre for hele det der pengetyranni, og at deres selvrespekt kræver, at de skal tjene lige så meget som kollegaen i Paris? Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Samtidig ser vi nu, og det kan vi også læse om i Globaliseringsfælden og mange andre steder, at samtidig med at man af hensyn til effektiviteten og aktieejerne afskediger flere og flere skal direktørerne, der har det tunge hverv at afskedige folk, have yderligere lønforhøjelser. Det drejer sig jo ikke om en enkelt million, men snarere en halv milliard de skal have ekstra, og det er en almindelig tendens. Man har altid sagt, og det hører man stadigvæk, at de rige egentlig ikke betyder noget for nationaløkonomien; formueskatten osv. betyder ikke noget, det er de mange, selvom de ikke tjener så meget, der tilsammen giver de store skatteindtægter for staten. Men når tendensen går i retning af, at den ene mand i toppen tjener lige så meget som 1.000 ansatte nedenunder, så kan det jo ikke længere passe. Det er tegn på en fremadskridende forrykthed i det økonomiske system, ligesom en betændelse eller kræft, der breder sig, så det hele på et tidspunkt ikke kan fungere. Sådan virker det, og det er så vidt jeg ved noget nyt, de der kolossale forskelle mellem de rigeste og de fattigste - samtidig med at man kan læse, at det slet ikke er så mange, der lever under eksistensminimum, vist kun 800 millioner..."
I DAG er det virkelig ret almindeligt at høre Lamborghini-intellektuelle udrede verden på den måde, at hvis en kunstner eller anden såkaldt kulturpersonlighed får store honorarer, er det selvfølgelig udtryk for, at han eller hun er ekstra god.
Det er mere end åndssvagt. Det er udtryk for, at modstandskraften over for den endimensionale markeds-, konkurrence- og kapitalisme-mentalitet er ved at ebbe(!) fuldstændig ud.
Deraf kan naturligvis ikke sluttes omvendt, at jo ringere indkomst desto større kunst.
Men indtil for et par årtier siden kunne denne selvfølgelighed dog ikke forhindre store dele af det påståede åndsliv i at nære velbegrundet mistanke om, at når en kulturel-kunstnerisk indsats gav store penge, så var det nok fordi den tjente pengeherrernes interesser.
Ved i mindste fald at være ufarlig for magthaverne. I værste fald ved at give dem kulturel, åndelig og religiøs legitimitet.
I dag er denne velbegrunde mistanke stort set lagt for had som - misundelse.
For i dag er Lamborghini-intellektualismen nået til det resultat, at hvad der tjener pengeherrernes og nu i stigende grad også -damernes interesser, det tjener simpelt hen - udviklingen.
Det vil sige fremskridtet.
Altså den fremadskridende forrykthed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu