Læsetid: 5 min.

Seamus Heaneys fornemmelse for sted

15. juni 1998

I de udvalgte essays af den irske digter og nobelpristager er skarpsindige analyser, vurderinger og konklusioner båret af personlige erfaringer fra værkstedet

NY BOG
Annette Mester, der tidligere sammen med Uffe Harder har oversat et større udvalg af Seamus Heaneys digte, står her for en fornem og forbilledlig præsentation af essayisten og forelæseren Heaneys prosa gennem knap tredive år under fællestitlen Fornemmelsen for stedet - the sense of place.
Det er en nærmest musikalsk oplevelse at læse bogens 12 stykker igennem, hvor Heaneys insisteren netop på tonen i poesi vitterlig også findes i hans talen om digtets væsen, som er selve temaet. "Tungens styrelse" hedder et essay, der advokerer for tungens frihed for pålagte pligter, idet hensynet til poesiens udtryksside sættes først.
I modsætning til så mange poetikker og andre poetologiske betragtninger er hans redegørelser konkrete og sanselige, dokumenterede ved adskillige citater af egne digte og af hans foretrukne kolleger fra før og nu, som giver sig til at leve i mødet med hans smittende energi og lune. Det er ikke small talk og lyriske slentreture i landskaber og tekster, men skarpsindige analyser, vurderinger og konklusioner båret af personlige erfaringer fra værkstedet, af selvfortolkninger, af lokale erindringer og stadige selvkritiske opgør med digterens kroniske dilemma: modstillingen af socialt engagement og kunstnerisk selvgyldighed. Og her er selve stedet for adrenalinets henrykkelser og den geografiske lokalitets medsving.
Seamus Heaneys nobelforelæsning ved modtagelsen af prisen i 1995 er en elegant medrivende sammenfatning af bogens motiver og digterens erfaringsverden, en triumferende kadence og coda, der inddrager Stockholm som mytisk motiv og som stedets poesi.

Sprogets lokalfarve
Ikke mindst i Sverige, som er et stort land med mange provinser, har man holdt interessen for sprogets lokalfarve i live, for digtningens regionale tilknytning i stof og emnevalg og for et vist modsætningsforhold til den upplandske hovedstad. For nogle år siden debatterede man ny-regionalisme, da især norrlandske forfattere stemte tonen højt, og nu er den skånske selvbevidsthed i kurs.
Den svenske lyriker og kritiker Göran Printz-Påhlson, selv internationalistisk skåning, udgav i 1995 en fremragende essaysamling, När jag var prins utav Arkadien, over temaet "platsens poesi, satsens poesi" med bl.a. henvisning til den åndsbeslægtede Seamus Heaney. De har flere lighedstræk og fælles referencer. Heaney var fra 1989-94 poesi-professor i Oxford, Printz-Påhlson mangeårig skandinavist i Cambridge.
Betænkeligheder, der er knyttet til forestillinger om hjemstavnen, går på mulighederne for misbrug i form af blod- og jordmystik, af latente fjendebilleder, som det er sørgelig let at appellere til, som også dagens nyhedsmedier kan fortælle, og som Irlands historie leverer stadige eksempler på.
Det er den konstante anfægtelse i digteren Seamus Heaneys tankeverden, der således fremtræder med forstærket aktualitet nu, hvor de forsoningstanker, han i alle årene har analyseret og endevendt, synes at nyde fremme. Han er opvokset i et katolsk miljø på en gård i Mossbawn i Derry, Nordirland, levede en årrække i Belfasts alarmtilstand, men er nu mangeårig dubliner.
Hans udvalgte digte hedder på dansk Markarbejde (1994), og jorden, mosen, tørvegravningen er et tilbagevendende reelt og symbolsk motiv både dér og nu her. Marken bagved huset, pumpen, der syntes at føre til verdens navle, fortidens undergrund, myternes verden, mosefund også i Jylland kunne altsammen være risikabelt stof, en art forurenet jordbund, med tanke på bl.a. vores egen Thorkild Gravlund med det sært symbolske navn.
Inciterende er det her ved Seamus Heaneys intellektuelle renfærdighed og vide horisont. "Min søgen efter klarhed og bestemmelse, selvom den kan føre bagud, sker på det levende sprog, der hører til det landskab, jeg blev født ind i", hedder det med en generel erklæring.

Digtets vandmærke
Det fører ham ind i betragtninger om digterisk teknik, som bl.a. fremkommer ved det, han kalder dynamisk årvågenhed, sådan at de grundlæggende mønstre i ens måde at opfatte, at tale og tænke på kommer til at ligge som vandmærke i digtets struktur.
En klump i halsen, en hjemlængsel eller erindring finder tanken, og tanken finder ordene. Således siger han, inspireret af Robert Frost, som flere gange påkaldes ligesom andre digternavne, der markerer hans funktionskreds: frem for alle Yeats, men bl.a. også Joyce, Eliot, Elisabeth Bishop, Wallace Stevens, Rilke, Mandelstam, Borges samt en række irske jævnaldrende.
Wordsworth var måske den første, der klart udtrykte, hvor nærende det kan være for følelserne at leve på et eneste kært sted, siger han og fortsætter: Som kosmopolitter er vi ikke længere uskyldige, men vores væsens grundlove er stadig virksomme, vi er beboere, vi er navngivere og søger vores historie. Og skal vi finde vores sensibilitets historie, er det i det stabile element jorden og landet, vi skal søge efter kontinuitet.
Og dér lander han i dobbeltheden irsk versus engelsk. For så vidt en konflikt, men i det lange ræsonnements forløb når han frem til kombinationens rigdom. Det feminine element er forbundet med det irske, det maskuline stammer fra hans forhold til engelsk litteratur.

Kunst versus liv
Den værste konflikt er som sagt kunst versus liv, den skyldfølelse digteren kan nære ved ikke at tage parti og sætte kunsten i politikkens tjeneste. Alle digtere fristes før eller siden til at vise, at poesiens eksistens som kunstform er forbundet med vores eksistens som samfundsborgere. Seamus Heaney har lært at modstå fristelsen i en tro på "poesiens genoprettende kraft" ud fra fantasiens suverænitet. Med Mandelstam kan han se endda Dantes Guddommelige Komedie, der gerne opfattes som et strengt ortodokst værk, som en storslået lovsang til den poetiske fantasis magt, ligesom han har let ved at finde eksempler på, hvordan digtere just med lyrikkens midler vil undsige og forsage lyrikken.
Poesi kan ikke overleve som en kategori af menneskelig bevidsthed, hvis den ikke sætter hensynet til det poetiske først. Sat på spidsen: poesi er et svar givet i form af metrik og syntaks, tone og musikalsk ægthed. Men også prosakunsten har det sådan: Joyces Ulysses-roman var et indlæg for irsk uafhængighed ved at være demonstrativt anderledes end den britiske roman.
Seamus Heaney viser sit krævende syn på kunst i detaljerede kritikker af Oscar Wilde, af Sylvia Plath og af Dylan Thomas, hvor han uræd påtager sig kvalitetens bevisbyrde ved at skære mesterstykkerne fri, så netop de står i deres poetiske glans.
Stor poesi er livgivende forbindelser mellem sindets centrum og dets ydre omkreds, siger han. Ole Sarvig talte altid om "sindets steder". Der er brug for sådanne stedkendte folk. Ireren er en stor stifinder.

*Seamus Heaney: Fornemmelsen for stedet. Essays. Oversat af Annette Mester. 264 s. 350 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu