Læsetid: 11 min.

Den sidste sfinks

6. juni 1998

Privatpersonen Bob Dylan er så lukket land, at han får Lars von Trier til at ligne en medieliderlig skødehund. Tilbage bliver sangene og fortolkningerne...

"It's mathematical... I use words like most people use numbers. That's about the best I can do." Bob Dylan, 1963

Plonk. Jeg læste videre. Plonk. Det må være noget nede på gaden. Plonkkkk! Plonnnk! Nej, det kom sgu indefra. Plonnk. Det var mit ideologiske potentiometer, der slog ud. Puritaneren i mig var alligevel ikke slumret helt ind. Jeg bladrede tilbage til epicentret for min brat opvågnede forargelse.
Dér, henover et opslag, et sort-hvidt dokumentarfoto af Bob Dylan fra dengang verden var ét stort øre og han dens modvillige, men gennemtrængende sandsiger. Og så nederst, diskret i venstre hjørne, i farver, computerfirmaet Apple's logo, og ordene Think different.
Holy cow! Dylan, oprøreren, profeten, den bevidste ignorant, selve legemliggørelsen af den elektriske skrivemaskine, rockens evige Rasmus Modsat, som glittet foldeudmand og sloganudråber for kapitalismen.
Og dét endda i kulturmagasinet Rolling Stone, som tog navn efter Dylans "Like A Rolling Stone", og som nu har flere bil- end musikannoncer. Vi er sandelig på vej ud af 90'erne. Tiderne er skiftet.
På den anden side: For et par år siden solgte Dylan "The Times They Are A-Changing" som kendingsmelodi til et verdensomspændende revisorfirma.
Måske har han bare brug for pengene til at holde ex-koner og -kærester og deres advokater fra døren.
Måske er det bare endnu et udslag af den politiske ukorrekthed, der altid har været hans kunstneriske brændstof.
Eller måske er det et eksempel på, at Dylan mente, hvad han sang for 117 år siden: Don't look back. En kunstner ser sig aldrig tilbage.
For Dylan har kun en ting været hellig. Hans egen integritet. Og den har aldrig været deponeret i en bankboks. Selv om hans sangkatalog altid har været en åben bog for idéfattige konkurrenter, har Dylan aldrig haft et ejerforhold til sine sange. De må skam godt indsynge dem, bare de betaler for det.
Sangskriveren har de aldrig kunnet købe for slet ikke at tale om det menneske, der i mange forskellige forklædninger, karrikaturer og karakterer går ind og ud mellem og på linjerne i det kostumebal fra (u)virkelighedens verden, Dylan har været arrangør og instruktør af siden starten som ung lystløgner hjemme i Minnesota.

Glem alt om den fotogene fodnote i showbiz, som kalder sig Spice Girls. Bortset fra The Beatles og Elvis Presley er ingen rocksanger så globalt kendt som den nu 57-årige Robert Allen Zimmermann, der i august 1962 officielt skiftede navn til Bob Dylan, inspireret af et tidligt forbillede, den livsfortærende walisiske digter og drukkenbolt Dylan Thomas.
Alligevel er privatpersonen Bob Dylan så lukket land, at han får Lars von Trier til at ligne en medieliderlig skødehund. De, der prøver at tolke hans sangværk som et landkort over sangskriverens eget liv, farer hurtigt vild.
Det findes der talrige eksempler på, hvis man går på Internettet, dylanologernes nyfundne paradis.
Det ene øjeblik tror man, man er på sporet for så i næste øjeblik at opdage, at han har ført en på vildspor. Dylan synger om sig selv, selvfølgelig, hvem gør ikke det, men hans sange kan ikke høres som stikordsregister til endnu en gennemskuelig bestsellerselvbiografi. "I give her my heart. but she wanted my soul", som han synger på "Don't Think Twice, It's All Right". Hertil og ikke længere.

Når Bob Dylan på torsdag optræder for et fuldsat Forum i København, og senere på måneden er på Dyrskuepladsen i Roskilde, er det dog - paradoksalt nok - i en rolle, han ikke har været i længe - som bestseller. Hans 1997-album Time Out Of Mind forsynede ham med flere drivhuse af anmelderroser, det inkasserede tre amerikanske Grammyer, og det har netop indbragt ham en platinplade i USA. Det er længe siden, Dylan har solgt 1 million eksemplarer af nogen udgivelse. Og herhjemme nærmer Time Out Of Mind sig de 20.000.
Ganske godt for en plade, der ikke bare handler om, men er kærlighed, når den gør mest ondt. En bidsk, bitter, men aldrig selvmedlidende plade om omkostningerne ved at ville være to. Om at prøve at komme tæt på, men alligevel være "million miles from you". Om at savne så martrende hårdt, at han ikke ved, om han skal kysse hende eller dræbe hende, hvis han pludselig mødte hende på en af de tomme, trøstesløse gader, alle pladens sange bevæger sig henad - "Desolation Row" revisited. Men det er også en plade om dødsbevidsthed. Døden ikke som trussel, men som en ny mulighed.
Pladen blev sat igang af en gammelt vending, som blev ved at dukke op i Dylans hoved: "Work while the day lasts, because the night of death cometh when no man can work..." Det måtte han teste, det måtte han komme af med eller komme overens med.
En række af pladens sange blev således skrevet efter at solen var gået ned, helst i stormvejr, hvor "jeg bliver så meditativ", har Dylan fortalt i et af de sidste mange års mindst fåmælte interviews. Til The New York Times i september 1997.

At høre Time Out Of Mind er også at genhøre sammenhængen i Dylans kunstneriske univers. Der er en kroget, men ubrudt linje fra de nye sanges kærlighedsmætte og -hungrende nattevandrer tilbage til ham, der i "Like A Rolling Stone" sang "how does it feel, to be on your own, with no direction home, like a rolling stone..."
Når alt bliver talt op og trukket fra, er vi alene. Ingen og intet kan hjælpe dig. Hverken Gud eller kærlighed. De kan kun give dig lindring og ledetråde. Mørket og lyset skaber du selv. I det perspektiv er og bliver Dylan den sorteste hvide bluesmusiker.
Musikalsk er Time Out Of My Mind nært beslægtet med bluesbaserede sange som "Ballad Of A Thin Man" og "Tombstone Blues" fra det år, 1965, hvor Dylan foretog det måske mest afgørende maskefald i sin karriere.
Det år sagde han farvel til rollen som den nye folkemusikbevægelses favoritkrammedyr. Dylan-sange som "Blowing In The Wind", "It's A Hard Rain's A-Gonna Fall" og "Masters Of War" var blevet musikalske fakkelbærere for en hel bevægelse, der søgte tilbage til et samfund, som aldrig havde eksisteret som andet end en utopi, og som så på en og samme modsatrettede gang talte den officielle amerikanske umenneskelighed midt imod med marcher mod krigen i Vietnam, Martin Luther King, We shall overcome, og vi skal komme efter dig, skal vi, store korrupte voksenverden.

Bob Dylan var i 1961 i bidende januarkulde ankommet til New York City fra Minneapolis, hvortil han var flyttet efter high school-årene i hjembyen Hibbing. Det vil sige, han tog en omvej via Madison, Wisconsin, hvor han fik en forsmag på det folkemusikmiljø, han skulle opleve i fuld udfoldelse i Greenwich Village. Dylan havde rygsækken fuld af ambitioner og den amerikanske sangskat. Den anti-autoritære fædrelandselsker Woody Guthrie var hans erklærede idol. Og Guthries sange vejede tungt til i det repertoire, den unge Dylan diverterede med på folkklubber som The Gas Light og Gerde's Folk City.
Dylan fik et par studiejob - som mundharpespiller - for bl.a. Harry Belafonte. Pladebranchen havde ørerne ude. Folkemusikbølgen var "the next big thing", og Dylans selvfølelse blev cementeret, da han åbnede The New York Times den 29. september 1961. Tidens mest ansete folkemusikkritiker, Robert Shelton, mente, at Dylan var bristefærdig af talent. Pladeproduceren og talentspejderen John Hammond læste også avis den dag. Han havde nu allerede hørt Dylan. Nu gav han ham en pladekontrakt. I marts 1962 lp-debuterede Dylan. Indspilningen den 20. oktober 1961 løb op i 402 dollars, og varede et par timer - indtil studiet løb tør for bånd.
De tre næste plader, The Freewheelin' Bob Dylan, The Times They Are A-Changing og Another Side Of Bob Dylan, gjorde ham i 1963-64 til bannerfører for den folkemusikrevival, der forsynede enhver amerikansk college-studerende med en akustisk guitar, tre akkorder og en rullekravesweater. Dylan blev hyldet som bevægelsens profet og hans af-og-til-kæreste Joan Baez var dens ypperstepræstinde.
Men Dylan har aldrig brudt sig om at blive taget for givet. Han afviste at være slagsanger for en sag. Hans sange handlede, ifølge ham selv, jo bare om "objection, obsession og rejection."
Han voksede sig hurtigt større end folkemusikmiljøet, hvor smålig konkurrence, musikalsk intolerance og selvretfærdighed stortrivedes med nestoren Pete Seeger som patriarken, der sørgede for at flokken blev pænt i folden alt imens man udadtil proklamerede medmenneskelighed, grænseafsøgning og ret til at søge individuel frihed.

I januar 1965 gik Dylan i studiet med produceren Tom Wilson. De kom ud med Bringing It All Back Home, et album, der, ud over at introducere "Mr. Tambourine Man" og "Maggie's Farm," rummede en hel pladeside med elektrisk forstærkning.
Det næste, der skete, kunne derfor ikke komme som nogen overraskelse - hvis man ellers lyttede med ørerne. Singlen fra hans næste album, det højeksplosive, eksistentielle credo "Like A Rolling Stone" var netop gået ind på hitlisten, da Dylan den 25. juni 1965 gik på scenen på folkemusikkens bedested, Newport Folk Festival.
Først aftenen før var den plan blevet modnet, som siden i Dylan-mytologien er blevet udlagt som en bevidst strategi fra Dylan. Han var taget til Newport sammen med organisten Al Kooper og guitaristen Michael Bloomfield. Bloomfields band Paul Butterfield Blues Band skulle lave en såkaldt blues workshop på festivalen. Så da grejet og forstærkerne alligevel var der, adlød Dylan naturens kald. Med et i hast sammenskrabet band med pianisten Barry Goldberg og rytmegruppen fra Butterfield øvede de hele natten.
"Let's go," råbte Dylan, og bandet tordnede ud i "Maggie's Farm." Folkemusikfolket var lamslået. Elektrisk musik var ok, men kun i lukkede studiekredse. Det her var et bagholdsangreb i fuldt dagslys. Og lyden blev ved og ved. Bag scenen prøvede Pete Seeger at kappe de strømførende kabler med en skovmandsøkse.
Det næste år udkæmpedes der i koncertsale verden over en ubarmhjertig og uforsonlig kamp mellem Dylans stampublikum og hans kunstneriske ekspansionstrang. Dylan blev kaldt Judas og ikonoklast. Han afviste den første beskyldning og tog den sidste som en ros.
Efter dette ritualmord på folk-musikkens selvgodhed var der ingen vej tilbage. På plader som dobbeltalbummet Blonde On Blonde udfoldede Dylan sit musikalske potentiale. Det blev til en musik, der sammenbandt rustik blues, middelalderens franske troubadurtradition, nybyggertidens skillingsviser og folkemusikkens fortælletradition med en rock, der både lød som om den altid havde været der, og samtidig lød som noget, man kun kunne drømme om. Surrealisme med lige meget tryk på begge dele af begrebet.
Og de mest iørefaldende af sangene viste Dylans tæft for pop uden at poesien blev overdøvet.

To minutter i zenith, lige før forfængeligheden gik i slag, den 29. juli 1966, kørte Dylan fatalt galt på sin Triumph 55 motorcykel. Han brækkede nogle halshvirvler og blev ilde tilredt i ansigtet. De næste ni måneder gik Dylan i hi. Medens myterne om hans sundhedstilstand florerede, camperede Dylan i kælderen i et lejet hus i Woodstock-området. Her gik han, sammen med de musikere, der senere blev til The Band, i gang med at udforske sin ur-amerikanske identitet. De gamle, glemte, arkaiske sange fra folkedybet, som altid har været Dylans leksikon og musikalske bønnebog, gav inspiration til nye sange.
Resultatet af den dybt seriøse, men afslappede musikalske legestue kom hurtigt på piratplade, og i dag står The Basement Tapes som et vendepunkt for Dylan.
På 1968-comebacket John Wesley Harding fremstod rebellen Dylan som en afklaret sangskriver, der med en unik ydmyg (selv)bevidsthed genopdagede countrymusikken som meget mere end et Nashville-produkt. Lyden blev stildannende, og sangene vanedannende - tænk bare på "All Along The Watchtower". Her var en ny historiefortæller med sagaer om moral, troskab og menneskelig dårskab. Med en tydelig bibelsk dimension. Musikken giver ekko af en mand, der er vendt tilbage bare ved at blive ved med at gå ligeud, uanset forhindringernes størrelse og vedholdenhed.

Siden har Bob Dylan ikke skyldt nogen noget. Egensindighed, ligegyldighed og gennemlysende originalitet har gået hånd i hånd gennem de sidste 30 år af hans karriere.
Han har været countrycrooner på Nashville Skyline, professionel sigøjner og lidenskabelig lasaron på Desire, veloplagt soul-akkompagneret performer på live-lp'en Bob Dylan at Budokan, fraværende og sjusket på Knocked Out Loaded, selvreproducerende på ikke så få plader, nøgen og sårbar på Blood On The Tracks med de smukkeste (k)ærlighedssange, der er skrevet - "Shelter From The Storm," "You're Big Girl Now" og "Tangled Up In Blue," og så nærmest gammeltestamenteligt gudsfrygtig på Slow Train Coming og Shot Of Life, vinylprædikener, der for Dylan gled over i en hengiven afsøgning af hans religiøse jødiske rødder; tangled up in jews, som det hedder i en af de utalllige analyser på nettet.

Sideløbende med pladerne har Dylans naturlige medie været koncerterne. Siden 1988 har han været på en Never Ending Tour, hvor sangene vendes og drejes, forældes og fornys. Een lang renselses- og skabelsesproces. Somme tider har koncerterne været håbløse, tumultuariske, kutteklædt incommunicado. Andre gange, de fleste, foruroligende opløftende, fordi Dylan konstant udfordrer tilhørernes forventninger og sin egen fortid og position.
I New York Times-interviewet bliver Dylan bedt om et bud på, hvorfor hans sange gør en forskel:
"Der er et dybere grundlag for sangene," siger han: "Det er derfor de stadig siger folk noget... Det er ikke, fordi det er så fantastiske sange. De passer ikke ind i en kommerciel kategori, men de hviler på solid grund, og det er det, folk hører i deres underbevidsthed ..."
Vi hører os selv og hinanden i de sange. Vi bliver vigtigere end Dylan. De sange synger, hvæser, sprutter og iltes i vort blod. Og skulle vi miste troen på vore egne fortolkninger af de sange, er der ingen hjælp at hente. De mest udholdende af os kan måske indhente Bob Dylan, ignorere siameserkatten på hans skulder, hive ham i ærmet og bede om en forklaring eller bare et lille vink mellem venner.
Dylan vil nok vende sig om, men før vi får spurgt, svarer han med et sfinksagtigt smil: "It ain't me babe, it ain't me you're looking for... "

*Bob Dylan og hans band kan allerede i aften høres på Brofestivalen i Malmø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu