Læsetid: 3 min.

Et signal om forskelsbehandling

25. juni 1998

Integrationsforslaget ignorerer, at den høje ledighed blandt etniske minoriteter ikke er selvforskyldt

INTEGRATION
En af de gode sider ved det nye forslag til en integrationslov er, at det understreger at arbejdsmarkedstilknytningen er helt central for at etniske minoriteter kan integreres i det danske samfund. Både selvforsørgelsen og den kontakt til danske kolleger, der naturligt opstår på en arbejdsplads er væsentlige forudsætninger for, at flygtninge og indvandrere opnår en ligeværdig placering i det danske samfund.
Det nye lovforslag slår fast, at etniske minoriteter skal lære sproget og gennem uddannelse og aktivering kvalificeres til det danske arbejdsmarked. Integrationsperioden foreslås forlænget fra de nuværende 18 måneder til tre år. Disse ændringer skulle give kommunerne, der efter forslaget nu skal have ansvaret for hele integrationsperioden, gode muligheder for sammen med de nytilkomne flygtninge og indvandrere at tilrettelægge individuelle handlingsplaner. At der i denne forbindelse stilles krav om sprogindlæring og kvalificering gennem uddannelse og praktikplacering kan man ikke være uenig i.
Men det er hverken de etniske minoriteters sprog eller kvalifikationer, der er hovedproblemet. Problemet består først og fremmest i, at der stadig er høj arbejdsløshed i Danmark, og at den først og fremmest rammer de etniske minoriteter og selvfølgelig særlig hårdt de senest ankomne flygtninge og indvandrere. Det skyldes bl.a., at der findes diskrimination på arbejdsmarkedet. Det er dokumenteret meget overbevisende i Hjarnøs og Jensens undersøgelse: Diskrimination af unge med indvandrerbaggrund, Sydjysk Universitetsforlag, 1997.

Bemærkelsesværdigt
Lovforslaget indeholder imidlertid ingen elementer, der sigter på at bekæmpe og formindske denne diskrimination. Det er bemærkelsesværdigt, at det oprindelige udspil til en forstærket integrations- og udlændingepolitik, som indenrigsminister Thorkild Simonsen og daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen præsenterede ved et pressemøde den 5. december 1997, faktisk indeholdt to elementer, der tydeliggjorde, at regeringen var klar over, at både de offentlige myndigheder og det private erhvervsliv gør en indsats for at mindske diskriminationen på arbejdsmarkedet. Det hed således i denne præsentation:
"Regeringen vil derfor indbyde arbejdsmarkedets parter til sammen med regeringen at iværksætte en kampagne mod diskrimination på arbejdsmarkedet med henblik på, at tilskynde offentlige og private virksomheder til i højere grad at ansætte kvalificerede flygtninge og indvandrere. Regeringen vil des-uden stille forslag om, at der i forbindelse med det offentliges aftaler med private virksomheder, f.eks. ved udlicitering, indarbejdes standardkontraktvilkår om etnisk ligestilling hos entreprenøren."
Her formuleredes en klar henstilling til kommunerne om, at de skal arbejde hen imod en ansættelsespolitik både i kommunen og blandt de private arbejdsgivere, der ikke diskriminerer over for etniske minoritetsborgere.
Dernæst var der et forslag om, at det offentlige i aftalerne med private virksomheder, der skal udføre arbejde for det offentlige, stiller betingelser om, at virksomheden skal have en ansættelsespolitik, der tilstræber etnisk ligestilling.
Disse to elementer pegede på, at diskriminationen på arbejdsmarkedet er et problem, og at der skal stilles krav til det offentlige, f.eks. kommunerne, om at de skal gøre noget aktivt ved diskrimination.

I glemmebogen
I Ejrnæs og Tirelis undersøgelse: Etniske minoriteter og hverdagslivet, Nævnet for Etnisk Ligestilling, 1997, er det tydeligt dokumenteret, at der er stort behov for krav og henstillinger af denne type til kommunerne. Undersøgelsen viste nemlig, at ud af 192 kommuner var der kun to kommuner, der i forbindelse med deres indsats på beskæftigelsesområdet i forhold til etniske minoriteter angav, at de forsøgte at bekæmpe dis-krimination på lokale arbejdspladser.
Thorkild Simonsen og Ole Vig Jensens hensigtserklæringer fra den 5. december 1997 gik imidlertid i glemmebogen. De kom ikke med i lovforslaget. Forslaget i dets nuværende udformning fokuserer udelukkende på krav til de etniske minoriteter. Det giver mulighed for iværksættelse af sanktioner over for etniske minoriteter, der udebliver fra introduktions- programmet. Men det ignorerer totalt, at der foregår forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og at den høje ledighed blandt etniske minoriteter ikke er selvforskyldt. Der stilles ingen krav til kommunerne, der gives end ikke henstillinger, og der er slet ikke tale om sanktioner, hvis de ikke aktivt arbejder for at fremme ligestillingen. Selv de beskedne henstillinger og krav til kommunerne, som netop signalerede, at også de har et ansvar for de etniske minoriteters beskæftigelsessituation, er fjernet fra regeringens udspil.
Det nye lovforslag sender et signal om, at etniske minoriteter selv er skyld i deres marginale position på arbejdsmarkedet. Overordnet set er forslaget et vink om, at etniske minoriteter er en særlig gruppe, der gerne må forskelsbehandles.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her