Læsetid: 6 min.

Med sikkerhed: Milano

27. juni 1998

På resten af verdens cafeer taler man om vejret... I Italien bader man i fodbold
fodbold

Jeg er foruroliget og befippet. Efter 15 års politisk eksil, er jeg taget fra Paris til Rom, hvor jeg holder ferie i fængsel, på grund af nogle uafsluttede regnskaber mellem mig og den italienske stat. Men det er nu ikke dette, som gør mig foruroliget og og befippet. Fængslet er ganske, som jeg forlod det i sin tid.
I det italienske samfund derimod er der sket langt væsentligere forandringer i disse femten år: Omkring fodbold, og det i en sådan grad, at jeg ikke føler mig hjemme mere.
Min krise er dyb, og tro ikke, jeg siger det for sjov, eller at jeg overdriver. Det er velkendt, at man, for at leve i Italien, bliver man nødt til at kende til fodboldatmosfæren. Det er et ganske bestemt klima, som udledes af den handling, som består i at blive tilhænger (tifoso) af et af fodboldholdene. Af dette tilhængerforhold udledes en livsform og et værdisæt.
Dengang jeg underviste på Paris-III, kunne jeg ikke diskutere l'Olympique du Marseille eller Paris Saint-Germains spil med andre end Hèlène, institutsekretæren, for de andre lærere var fuldkommen ligeglade... Her i Rom, i fængslet, starter hver eneste samtale, uanset om det er med en medfange eller en vagt, en funktionær eller en gæst, eller om det er en mandag efter et mesterskab eller en torsdag efter en cup, uundgåeligt med en snak om fodbold. Og uden for fængslet er det ligesådan.

Man bader i fodbold
Mens man på resten af verdens cafeer taler om vejret, så taler man, slås og omskriver historien, skaber og genskaber hierarkier omkring Juventus, Inter og Napoli... I Italien bader man i fodbold.
Og fra dette dyb, stammer min forvirring og min befippelse, for jeg er nødt til at se i øjnene, at alt er forandret. Det er ikke fordi fodbolden ikke længere udgør den højeste værdi, men de sædvanlige sikre værdier er brudt sammen. En veritabel civilisationskrise. Jeg vil anføre tre eksempler på denne krise, på denne værdiernes forfald.
Førhen, når man skulle vælge eller arve sit tilhørsforhold til en klub, så var der aldrig tvivl om, hvor man hørte til. Milano, AC, Torino eller Roma var de 'røde' hold for byproletariatet. Til gengæld var Milanos Inter, Juventus og Lazio patronatets klubber: Fra Milanos finansbourgeoisi, familien Agnelli og lederstaben omkring Fiat i Turin, til ejendomsaristokratiet i Rom.
At møde op på et stadion, var dermed ensbetydende med at bekræfte sit klassetilhørsforhold, gennem sin fan-status at udtrykke en specifik bykultur og slå et slag for identiteten. Dette trosforhold blev givet videre fra generation til generation. Klædt i rødt og sort mødte jeg som barn op med min far på stadion for at heppe på Milano AC, og senere i 70'erne (men sig det ikke til mine dommere), var jeg blandt stifterne af Milanocuppen, 'De sort, røde brigader'.

Ingen pejlemærker
Jeg har opdraget en søn og to døtre i den samme tradition, selvom jeg stadig har en af mine svigersønner under mistanke for at have været Inter-tilhænger... Men nu har vi ingen pejlemærker mere. Milano AC er opkøbt af Berlusconi, og i stedet for som i sin tid at uddele t-shirts med sovjetiske profiler af Van Basten, Gullitt eller Rijkaard, deler de den sorte bog om kommunismen ud. Selv de rød, sorte Brigader støttes nu af smådirektører fra Milanos opland, mere tyske end italienske i øvrigt, mens arbejderne fra Alfa Romeo (de få der er tilbage) støtter oliemagnaten Moretti's Inter.
Det er som at have fået flået hjertet ud. Og det gør sig gældende overalt. Her i Rom kan man i Lazio finde vatikanets prinser, forstadsromere og magribanske indvandrere, mens Roma er blevet ministeriefunktionærernes, de multinationales og ONG*S(?). for ikke at tale om Turin, hvor det gamle demokratisk-røde Torino er røget i 2. division, og Juventus har kolonialiseret en by uden hjerte, en serviceby som sociologerne kalder det, som nu kun kan kendes på de mobiltelefoner, som ringer alle steder.
Men det er ikke det hele, som mit næste eksempel på tifoso-begrebets metamorfose vil vise. Førhen havde man overfor de store klubber fra norden, sydens klubber: Palermo, Cagliari, Bari, Lecce, Avellino og især Napoli. Ikke alene var det store lokale klubber, men de symboliserede sydens integration.
Fodbolden har gjort mere for Italiens enhed end Garibaldi! Og ved de interne immigrationer var sydens tilhængere blevet de nordlige klubbers naturlige allierede. Et sublimt Maradona mål - udenom tre Juventusspillere og med et delikat lob over målmanden - gav mesterskabet til Napoli, men beviste samtidig sydens modernitet... Alt det er slut nu.
I serie A finder man ikke syden mere, og Napoli er i år rykket ned i 2. divisoin. Det kan jo ikke undre: sydens situation er totalt forringet, 30 pct. af den arbejdsdygtige befolkning er arbejdsløse og Europa har aldrig været længere væk. (Jeg må indrømme, at denne situation har været mig til en smule hjælp. Da jeg kom til dette fængsel i Rebibbia, gik det hurtigt op for mig, at en indrømmelse af min Milano-tro ikke ville have været til megen nytte, for ikke at sige at det ville have været direkte ødelæggende i perspektivet af et samliv med fanger og vogtere, som slet ikke synes om klubberne fra nord. I et stykke tid lod jeg, som om jeg ikke havde nogen præferencer - en slags intellektuel attitude langt hævet over den profane fodbold. Men jeg følte mig under observation, man stillede mig spørgsmål, som var fælder, og jeg vidste hverken ud eller ind. I dette fængsel, hvor der var en hel række tilhængere af Lazio og Roma, var der imidlertid også en masse napolitanere: hvad kunne jeg tabe ved at udgive mig for at være Napolitilhænger, da de nu var ude i en vanfør skæbne? Især da Milano AC, virkelig ikke har gjort sig godt bemærkede i år.)

Dyb værdikrise
Mit sidste eksempel viser, at vi på ingen måde er på vej ud af den dybe værdikrise i dette stakkels land. Folk interesserer sig mindre og mindre for landsholdet, hvis prestige er i frit fald. Ganske vist har italienerne aldrig brilleret ved deres nationalisme, og der er ikke mange, som når udover de første strofer i nationalsangen. Men jeg havde alligevel ikke forventet, at tabet af interesse for landsholdet ville få dette omfang.
Jeg kan huske, at i 1982, lige inden jeg drog i eksil, forholdt det sig helt anderledes. Den sommer vandt italienerne Worldcuppen i Madrid. Sammen med mine kammerater var jeg indsat i et særligt statsfængsel, hvor forholdet til vogterne var af typen "jeg fornærmer dig, du slår mig". Men den nat, da italien sejrede, blev cellerne lukket op (det var ikke engang sket ved jordskælvet det foregående år), og alle omfavnede hinanden og skålede.
Men nu lever vi med verdensmarkedet. Hvis du spørger en Intertilhænger, om han er for Squadra Azzura, ("De blå", det italienske landsholds kælenavn. red.) eller for Ronaldos Brasilien, eller en Juventustilhænger om han foretrækker Italien fremfor Zidanes Frankrig - og hvis man fortsætter således med Battistutas Argentina, eller Boksics Kroatien - hvad vil han så svare?
Jeg er foruroliget og befippet. For også jeg synes at opsluges i i den postmodernistiske afgrund, fascineret af fodboldens globalisering og overvældet af den værdikrise, den afstedkommer. Men nej, jeg skubber fristelsen væk, jeg vil fuldt ud støtte De blå ved verdensmesterskabet, (og jeg siger ikke til nogen, at det især er, fordi grundpillerne i holdet er Maldini, Costacurta og Albertina, som sædvanligvis spiller for Milano AC).

*Serien, hvori forfattere fra de VM-aktuelle lande skriver om bold, præsenterer i dag Toni Negri, født i 1933, filosof og tidligere leder af organisationen Autonomia Operaia. Han blev dømt for "dannelse af bevæbnet bande og opstand mod staten", og da han blev sat på fri fod i 1983, drog han i eksil i Frankrig og blev pga. udeblivelse dømt til 20 års fængsel, som han nu afsoner.

Oversat fra Italiens af Jean-Baptise Marongui, fra fransk Tine Byrckel
©Liberation og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu