Læsetid: 4 min.

Skæv opera om savn og smerte

15. juni 1998

Musikteatret Undergrunden er dukket op til overfladen med en syret enakter om den amerikanske beat-generations-helt Neal Cassady

NY OPERA
Allerede inden Neal overlader bilens rat til sin teddybjørn Jack, ved vi, at det vil ende galt.
Jack er ikke bare Neals nalle, han er - såvidt vi ved - også hans barn, og inde i Neals udsyrede hovede er den lyserøde Cadillac ikke bare en Cadillac. Den er beatnikkens "dunkende ottecylindrede rumskib", den sidste og mest fantastiske i rækken af biler han skal køre i smadder i sin skæve, lystne søgen efter et livsspor at følge.
Sporet, konkretiseret i form af et togspor, skærer tværs gennem Folketeatrets intimscene Hippodromen. Det bliver holdepunkt i Neals erindringer om barndommen og dens jagt på vidunderlige tennisbolde, det bliver katafalk for hans kiste, og det bliver vejen, ad hvilken Neal kører sit liv i sænk, indtil han endelig kan kravle op ad det som himmelstige.
I operaens slutscene ser vi hovedpersonen slæbe sig hen ad togsporet - eller klatre ind i himlen - mens han tæller svellerne. Beat-helten nåede ifølge overleveringen til tallet 64928. Deraf operaens titel.

Mørklagte mellemspil
Som alt andet i kammeroperaen er togsporet skævt. Neal Cassady døde i 1968, og hans liv var et oplæg til 68-oprøret. Det skæve præger den syret-naturalistiske scenografi, det præger operaens personer, og det præger deres forhold til hinanden.
Neal Cassady og hans to kvinder - konen Carolyn og ekskonen og elskerinden LuAnne - udgør de obligate komponenter i et klassisk trekantsdrama, der er det bærende skelet i så mange operaer. Mere utraditionel er 64928 ikke, selvom komponisten Jakob Draminsky Højmark og forfatteren Peter Laugesen gør meget ud af at beskrive operaen som eksperiment.
Navnene på de tre personer er stjålet fra virkeligheden, hedder det, men ellers er kortene blandet med hjælp fra myten om 1950'ernes beat-generation og fra forfatterens fantasi.
Beat-myten knytter sig til navne som Jack Kerouac og Allen Ginsberg. Begge var venner med virkelighedens Neal Cassady, og begge skrev om ham i de bøger, Cassady aldrig selv fik skrevet. Men myten dominerer ikke i operaen, der ikke kan beskyldes for at være et portræt af beat-generationen. Snarere leverer myten udgangspunktet og den kulørte belysning, der giver dramaet dets syrede farver.
Handlingen changerer mellem det sjove, saftige og smertelige, og der spilles intenst. Skænderiet mellem de to rivalinder i operaens indledningsscene er morsomt. Neals forsøg på at reparere skaderne på sit eget liv - håndfast symboliseret ved en rude, der gang på gang smadres af skrig i forestillingens mørklagte mellemspil - er derimod hjerteskærende. Til sidst magter Neal ikke at skifte ruden ud mere. Det lyder bastant i referat, men det fungerer fint på scenen.

Heller ikke sværere
Pihls dobbeltpræstation som iscenesætter og hovedrollespiller klares til ug med kryds og slange. Både Kaja Pihls forpinte Carolyn og Christine Schøtts strippende LuAnne er på fuld omdrejningshøjde med Niels Pihls krumtaprolle i en opsætning, der i høj grad lever af præstationerne på scenen, og som får meget ud af den vanskelige tekst.
Peter Laugesen, der er aktuel med bogen Når engle bøvser jazz - også en idolisering af bl.a. Kerouac og Ginsberg - har skrevet en libretto, der blander korte replikker med rablende tirader. Replikkerne bruger Draminsky Højmark som spejle, der splintres af sangstemmernes gentagelser, så de åbner for nye betydningslag under overfladens entydighed. Tiraderne giver anledning til ensembler, hvor personerne synger i munden på hinanden, som de skal i en opera.
I det hele taget fungerer forestillingen udmærket lige præcis som operaforestilling og er ikke så svær at gå til, som programmet med sine minutiøse forklaringer af musikalske strukturer lægger op til. Den autodidakte computerkomponist Jakob Draminsky Højmark bevæger sig med elektronik og samplet reallyd i grænselandet mellem musik og lydkulisse, men med cellisten Hege Waldelands syngende instrument slås der bro mellem stemmer og teknik. Orkesterapparatet er med kun ét akustisk instrument skåret helt ned til smertegrænsen - men det er der. Selvom komponisten ad egne veje forlader tonaliteten til fordel for mikrotonalt glidende skalaer, er navlestrengen til operatraditionen intakt, og hvor skalaerne bliver vildest, i operaens midterscene, der inddeler oktaven i hele 31 små trin, lyder klangtæppet smukkest. Fantastisk at også sangerne kan være med på dén - men det kan de altså, og det styrker operaens skæve udtryk vældigt.
De sidste tre år har Undergrunden ikke har haft et sted at bo, og efter denne forestilling står den uden støtte. Det er synd, for med 64928 viser det lille musikteater, at det formår at sætte svær, ny musikdramatik op i en så gennemarbejdet form, at det absolut fortjener en hjælpende økonomisk hånd. Forestillingen om Neal Cassady og hans kvinder spiller endnu fire aftener, fra tirsdag til fredag.

*64928. Musik af Jakob Draminsky Højmark, tekst af Peter Laugesen. LuAnne: Christine Schøtt, Carolyn: Kaja Pihl, Neal: Niels Pihl, Hege Waldeland (cello), Jakob Draminsky Højmark (computer, MIDIkontrol). Iscenesættelse: Niels Pihl, scenografi: Nina Schiøttz, lysdesign: Peter Barslev, Mailis Elvstrøm. Uropført på Hippodromen, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu