Læsetid: 6 min.

Den skønne friheds selvudfoldelse

5. juni 1998

En anderledes grundlovstale - om frihedens erotiske ekstase og fritænkerens magtsyge

FRIE ord
I dag for 149 år siden fik vi friheden. Næste år skal vi fejre 150-års jubilæet for Grundlovens givelse og demokratiets (folkestyrets) indførelse: Frigørelsen for alle danskere fra menneskehedens tidligere tusinder af års trældom under høvdinge, konger, præster, herremænd og medicinmænd.
Det er myten, og den er mildest talt noget mytomanisk. For eksempel fik kvinderne først valgretten og valgbarheden i 1915, for bare at nævne et ikke helt tilfældigt eksempel på, at det ikke var alle, der blev lige frie den 5. juni 1849.
Det er med den fulde sandhed i behold heller ikke umuligt at holde en grundlovstale om, at alle danskere heller ikke i dag og efter tre grundlovsændringer er lige frie.
En sådan tale forekommer endog særdeles påtrængende - i betragtning af de frygtelige og nu voksende sociale skel i sygdom og daglige levevilkår, der igen præger Danmark. For også her at tage et nærliggende eksempel.
Alligevel er myten om frihedens indførelse for 149 år siden sand i den forstand, at den udtrykker den nu totalt dominerende opfattelse af menneskehedens verdenshistoriske udvikling og fremskridt fra undertrykkelse og ufrihed til selvudfoldelse (for tiden kaldet selvrealisering) og frihed. På denne tilsyneladende forudbestemte og determinerede vej udgør Grundlovens givelse en vigtig milepæl.
Men hvad er frihed?

DET HAR i europæisk og amerikansk forstand i hvert fald noget med de gamle grækere og deres demokratiske eksperimenter at gøre. I indledningen til sin tragedie Bakkantinderne lægger dramatikeren Euripides (o. 485-406 f. Kr.) koret af frygiske kvinder denne frihedsforestilling eller -længsel i munden:

"Koret af kvinder:
Åh, salig er den/ som guderne elsker, Salig er den som forstår/ de hellige ceremonier,/ Salig er den,/ hvis inderste fryd er at danse,/ danse i bjergene,-/ og som kender/ den bakkiske gysen!/ Salig er den, som iagttager/ den Store Moder's/ rensende orgier.

Kom bakkantinder,/ kom! -/ Snart vil/ hele landet danse./ Dionysos løber til bjerget!/ Til bjerget/ hvor kvindernes/ skare venter!

Jorden flyder med mælk,/ flyder med vin,/ flyder med biernes nektar.

Han driver dem frem/ mens han råber:/ 'Evoë!/ Fremad bakkantinder,/ Evoë! -'

Lovpris Dionysos/ til den dybe buldren/ af trommer;/ med frygiske råb og kalden;/ og lad fløjtens -/ inderlige blide tone, -/ sætte i med de/ glade hymner,/ for de vilde flokke/ af kvinder/ der myldrer/ på bjergene,/ ja,/ til bjergene!"

Her er det i Louis Abildgaards og Anne-Lise Gabolds meget frie, men ganske rammende oversættelse - til Gabolds stærke opsætning af stykket i Kanonhallen i København.
Den dionysiske ekstase frigør kvinder fra deres undertrykkelse, mænd fra deres angst for kvinder, så selv patriarken og herren ifører sig kvindetøj, og eros sættes fri. Selv gamle koner og mænd valser rundt med såkaldte thyrsos'er - stænger med pinjekogler på den øverste ende, så ingen behøver at vente på Freud 2400 år efter for at være klar over, hvad det betyder.
Ekstatsen ender med at moderen flår sin egen søn - patriarken og herskeren - ihjel. For at valse rundt med hans ikke pikhoved men kropshoved - til sandheden går op for hende og alle de andre frigjorte.
Hvorfor skulle vi egentlig have Freud til at fortælle os alt det, som vi åbenbart har vist hele tiden? spurgte en af deltagerne i det selskab, jeg så forestillingen sammen med i tirdags.

NU TAGER jeg et - tilsyneladende - langt spring:
Det Kongelige Teater har bedt Villy Sørensen nyoversætte Don Carlos af Friedrich Schiller til en produktion, der har premiere 20. marts 1999 på Stærekassen. Instruktør er Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller. Schiller påbegyndte stykket, der også ender tragisk, i 1783 og han gjorde det færdig på blankvers i 1787. To år før Den Store Franske Revolution uden hvilken ingen dansk grundlov i netop den tradition, den blev til under, og som stadig er den europæiske og amerikanske overvejende tradition.
Uden nærmere forklaring af sammenhængen springer jeg lige ind i et afgørende replikskifte (i Villy Sørensens oversættelse);

"Den spanske kong Filip II (overrasket, med ansigtet bortvendt og så igen vendt mod marquis Posa):
Rejs Dem,/ De underlige sværmer -

Marquis Posa:
Se Dem om/ i Guds natur! På frihed er den bygget -/ og se hvor rig den er i kraft af frihed!/ Den store skaber lader livet myldre/ i duggens mindste dråber og selv dér/ hvor vi kun ser forrådnelse og død./ Hvor snæver og hvor fattig er den verden/ De skaber! Kristenhedens herre lader/ sig skræmme af et blad der rasler - De/ må frygte for enhver der har lidt mandsmod./ Han ('den store skaber', el) lader - for at undgå at begrænse/ den skønne friheds selvudfoldelse -/ en grufuld hær af onder rase i/ sit verdensalt. Han, kunstneren, har selv/ beskedent skjult sig bag naturens love./ Dem ser fritænkeren og ikke ham./ Hvad skal en gud til? siger han, når verden/ selv klarer det? Og ingen kristens andagt/ har prist ham mer end denne blasfemi.

Kongen:
Og dette høje mønster vil så De/ påtage Dem at efterligne i/ det jordiske, i mine stater?

Posa:
De/kan gøre det. Hvem ellers? Kongekraften/ der - ak så længe! - kun har virket for/ at øge tronens magt, kan skabe lykke/ for folkene, og De kan genoprette/ den adel vor tids mennesker har mistet./ Hvad borgeren har været: kronens mål -/ det skal han atter være; ingen pligt/ skal binde ham undtagen den: at tilstå/ sin bror de samme rettigheder. Når/ så mennesket - igen sin egen herre -/ er vågnet til bevidsthed om sin værd,/ og frihedens sublime dyder trives -/ når De har gjort det spanske kongerige/ til verdens lykkeligste - da har De/ pligt til at underlægge Dem alverden."

ER DET ET forfængeligt håb, at læseren umiddelbart kan dele min fornemmelse af en sammenhæng mellem Euripides' gamle og Schillers halvgamle tekst?
Hjælper det, hvis jeg går helt op til det berømte og berygtede 1968 og citerer Kris Kristoffersen og Janis Joplin:
Me and Bobby McGee:
Busted flat in Baton Rouge/Waiting for a train/And I was feeling near as faded as my jeans.../ Bobby thumbed a desiel down, /just before it rained/and rode us all the way to New Orleans/I pulled my harpoon out of my dirty red bandanna,/I was playing soft while Bobby sang the blues,/ uh huhWindsheild wipers slappin' time/I was holding Bobby's hand in mine/ and we sang every song/ that driver knew/Freedom's just another word for nothing left to lose/Nothing , I mean nothing honey,/ if it aint free, yeah/Feeling good was easy ,oh when he sang the blues You know feeling good was good enough for me/Good enough for me and my Bobby Mcgee/From the Kentucky coal mines,/ to the California sunYeah/ Bobby shared the secrets of my soul/Through all kinds of weather,/and through every thing we doneYeah/ Bobby baby kept me from the cold./One day up near Salinas/ oh no I let him slip away/He's looking for that home,/ and I hope he finds it/But I'd trade all of my tomorrows,/ for one single yesterday/To be holding Bobby's body next to mine/Freedom's just another word for nothing left to lose/Nothing, and that's all that Bobby left me/Feeling good was easy,/ oh when he sang the blues/You know feeling good was good enough for me/Good enough for me and my Bobby McGee."

SCHILLER blev angrebet for sin fremstilling af Posa's grænseløse frihedssyn, der forlener de seende med pligten til at underlægge sig alverden - for at frigøre den. Men Schiller forsvarede sig og Posa. I hvert fald tog han ikke afstand fra frihedshelten og marquisenpå en måde, der utvetydigt viser, at han var klar over, hvor tvetydig denne europæisk-amerikanske frihedsforestilling er.
Da var Euripides langt mere bevidst om tvetydigheden.
Denne tvetydighed trænger vore forståelse af grundloven til at blive bevidst om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu