Læsetid: 6 min.

Selv skråt op

25. juni 1998

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg finder post-scorings-seancen så frastødende, at jeg lukker øjnene lige efter, at der er scoret et mål

Fodbold
I de ældste klasser i skolen, var det helt store hit en vis Emir af Gwandos eventyr. Endnu den dag i dag ved jeg ikke, om der nogensinde eksisterede en sådan personage eller et sted som Gwando på kortet over Nigeria. Blandt ynglingsfortællingerne - som altid var bygget op omkring Emirens blandede følelser i forhold til den daværende britiske kolonidistriktsofficer (blandt de lokale kendt som D.O.) - var historien, om dengang Emiren blev inviteret til et teselskab af D.O.'en, hvor han satte rekord ved at skylle nogen og tres kopper te ned. Den bedrift, hvis den altså er sand, overgår helt klart den engelske litterat Dr. Samuel Johnson med indtil flere kopper, men mangler endnu at blive optaget i Guiness Rekordbog.
Dagens anekdote har naturligvis at gøre med fodbold. Forståeligt nok handlede de fleste af fortællingerne om Emirens små slagsmål med O.D.'en, og sidstnævnte var overbevist om, at det var hans mission at indoktrinere de lokale ledere i området med alle aspekter af den britiske livsstil. I jagten på at fuldende den selvpålagte mission, som det førnævnte teselskab var en del af, begyndte han at oplære en flok entusiaster i fodboldens forviklinger. Da han anså dem for værende rede, inviterede han Emiren til indvielse af fodboldsporten i det nordlige Nigeria (ifølge historien var han inspireret af den måde, hvorpå de nordlige herskende familier havde taget polosporten til sig).

Den store dag
Så oprandt den store dag, med deltagelse af Emiren og hele hans følge. D.O.'en havde sandsynligvis allerede set i ånden, den dag hvor fodbold blev en erstatning eller i hvert fald et alternativ til den berømte kunstrytter, som dukkede op med flere års mellemrum for at fejre en historisk mærkedag eller byde en gæstende højvelbårenhed velkommen. Efter 5, 10 eller 15 minutter (det varierer selvfølgelig fra fortælling til fortælling) havde Emiren fået nok. Han vendte sig om mod D.O.'en og sukkede dybt.
"Jeg har fattet, hvad det går ud på, så lad os sætte en stopper for det her pjank. Jeg er klar over, at deres mission er at reducere vort folk til spædbarnsstadiet. Jeg er blevet inviteret for at overvære alle disse voksne mennesker spille klovn. Hårdtprøvede krigere på hjemmebane, som løber rundt som demente eller berusede fjolser og kæmper om en læderbold og gerne brækker ben over det hele for at få fat i den. Lad os indgå en aftale. Fortæl mig blot hvor mange mænd, De har på banen."
"Du godeste. De tager helt fejl," protesterede den forbløffede britiske embedsmand.
"Hr. D.O., jeg be'r dem. Jeg ved, De blot handler på ordrer ovenfra. Fortæl mig nu hvor mange mænd De har på banen."
"22," fremstammede D.O.'en, "men jeg forsikrer dem om..."
"22." Emiren nikkede og henvendte sig til sin skatmester. "Det første, De gør i morgen tidlig, er at sørge for penge til at anskaffe 22 af de dersens læderbolde - nej, lad os sige 24, eller hellere 30. Vi må ikke glemme de galninge, som løber frem og tilbage ved siden af banen og vinker med deres små flag plus manden, som render rundt og fløjter i sin blikfløjte for at få lov til at røre ved bolden en gang i mellem. Og mindst to til min gode ven D.O.'en som inviterede os til at overvære denne skændsel."
Hvorefter han med stor værdighed rejste sig og forlod skuepladsen for britisk sportskultur uden nogensinde igen at overvære en fodboldkamp, og ej heller et teselskab.
Jeg har stor sympati for Emirens krænkede værdighed, men ikke i enhver situation. Som en latterlig ubetydelig person i inderkredsen, var jeg engang anfører for skolens 'mosquito'-hold, og sidenhen spillede jeg en kort periode på 'Third Eleven'-holdet på universitetet, og jeg har bevaret en snert af min entusiasme.

Grov egoisme
Lad os se det i øjnene. Der er uforglemmelige øjeblikke i en fodboldkamp, som stadig venter på, at en C.L.R. James (fra Beyond the Boundary) gør for fodbold, hvad han gjorde for det ulideligt kedelige cricketspil (C.L.R. lavede rent faktisk ren musik ud af det tåbelige spil, hvis I gerne vil vide det). Eller måske eksisterer den slags bøger allerede, jeg har bare ikke hørt om dem.
Hvad, der har fået mig til at miste interessen for fodboldspillet, hvis genialitet og elegance stadig byder på sublime øjeblikke, er, når den individuelle målscorer på grov egoistisk vis sætter en stopper for min påskønnelse, efter at hans hold har knoklet for at servere ham den sidste aflevering, så han kan putte bolden i målet.
Forskellen mellem fodbold og - skal vi sige tennis - er at strukturen i fodbold er baseret på samarbejde. Af den grund bliver jeg, for mit vedkommende, fyldt med væmmelse, hver gang den såkaldte målscorer - blæse være med hans individuelle indsats, som kan være nok så fantastisk - drøner afsted, som skudt ud af en kanon for at bejle til publikum (Så I det, hva'? Så I min fremragende præstation?) - og forventer, at publikum ligger på maven for ham. Nogen er endda så ubehøvlede, at de rækker en pornografisk underarm ud mod publikum som for at sige: "Skråt op! I troede nok ikke jeg kunne gøre det, hva'?"
Er det ikke på tide, at nogen minder disse unge matadorer om, at hele pointen i fodbold er at putte bolden ind mellem stængerne. Der er overhovedet ingen grund til at være uforskammet overfor mennesker, som har betalt penge for at se dig gøre, hvad du får en helvedes masse penge for (de fleste ufortjente).

Lukkede øjne
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg finder post-scorings-seancen så frastødende, at jeg, når jeg ser en kamp i fjernsynet (som nu er det tætteste, jeg kan få mig selv til at komme på en forboldkamp), lukker øjnene lige efter, at der er scoret et mål, som for at trække nydelsen ud. (Hvis målet er noget sjask, rækker jeg i stedet ud efter min drink.)
Ellers åbner jeg forsigtigt det ene øje efter et lille øjeblik, så jeg ikke går glip af den langsomme gengivelse. Med hensyn til at nærme mig en fodboldbane for rent fysisk at se gladiatorerne i aktion, det holdt jeg op med for årtier siden, men selvfølgelig har tilhængernes bølleagtige opførsel, visse tilskueres maniske optræden, også været en medvirkende årsag.
Under alle omstændigheder, og dette er vigtigt at notere sig - er kampen ikke forbi, før sidste fløjt lyder, og at fejre et øjebliks individuel triumf som et Coup de grace (nådestød) (resten af holdet laver målscoreren til en trampolin), er for mig et tydeligt bevis på, at fodboldspillere er et særligt tilbagestående folkefærd.
Hvor dybt idiotisk skal man være for at fejre et mål med så overstrømmende følelser, når kampen ikke en gang er forbi! (Nigerias ungdomslandshold slog engang Saudi-Arabien efter at have været bagud med 0-4 kun 10 minutter før tid. Da var næsten alle tilskuere udvandret fra kampen!)

Nøgendans efter sejren
Når kampen er afgjort, kan det vindende hold for min skyld danse splitterravende nøgne rundt på banen, og alt efter hvor genial en kamp de har spillet, vil jeg slutte mig til dem og danse nøgen rundt i min dagligstue, mens jeg åbner en flaske vin for at skåle på en sportslig bedrift, som til tider nærmede sig det balletagtige.
Men denne lykønskning af sig selv? Det værste er, at det spreder sig til andre sportsgrene - tennis, cricket... kongen af kedsomhed og... hvad ellers? Billiard vil sikkert snart følge trop... Og så vil skak-sporten engagere kvindelige tamburmajorer til at trompetere ved et genialt træk.
Så var det, jeg slog pjalterne sammen med Emiren af Gwando, dog med en lille modifikation. Giv hver målscorer hans egen fodbold, med autografer fra alle de nulevende fodboldhelte - Pele og Co. - plus erindringer om de afdøde helte - Stanley Mathews etc. - som ikke løb en æresrunde, hver gang de scorede et mål, når det egentlige mål - en slutsejr - endnu ikke var nået. Hvilket ville betyde, at de ville spare marginale entusiaster som mig selv for at skulle se på deres barnagtige exhibitionisme, hvilket måske endda ville kunne få mig til at sætte fødderne på et fodboldstadion igen for at hylde de genialiteter, som vil bringe holdet tættere på en sejr. Men indtil da denne hilsen fra en lejlighedsvis tv-fodboldtilskuer - Selv, skråt op!

Oversat af Runa Trosborg
©Liberation og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu