Læsetid: 3 min.

Den store dada-glød

20. juni 1998

Nazisterne benævnte dadaisternes kunst 'Entartet'. Schwitters og hans åndsfæller gik op imod enhver kunstnerisk forudsigelighed, viser seværdig udstilling i Arken

Udstilling
Arken har netop åbnet sine grå porte til en udstilling, der bør kunne trække både danskere og udlændinge til: En veldisponeret udstilling med tyngdepunktet på Kurt Schwitters' (1887-1948) værk, men også på nogle af hans samtidige åndsslægtninge inden for 'Der Sturm'-bevægelsen, 'Konstruktivistisk Internationale', 'Cercle et Carré' og 'Abstraction-Création', dvs. alle de bevægelser, der havde et ideologisk fælleskab med dadaismen, og hvis navne er: Picasso, Arp, Kandinsky, Klee, Miró, Max Ernst, Vasarely, Picabia, Moholy-Nagy, Malevich m.fl.
Deres værker stammer fra hans søn, Ernst Schwitters', samling, som han påbegyndte i 1980, og som han bestræbte sig på at gøre til en idealsamling, der viser dadaismen som kim og stamtræ for eksperimentel-kunst i det 20. århundrede. Kurt Schwitters, der også var en manisk samler, og som byttede sig til de fleste af værkerne, skrev tidligt: "dada... trækker i hemmelighed sine tråde og underminerer gløderne (bagfra)... Dada er den store hellige bølge, som flyder fra dada til dada."

Infantilt og spontant
Der er mange spekulationer om ordet dada's oprindelse: Nogle mener, at ordet opstod ved et tilfældigt opslag i en fransk ordbog, hvor man faldt over ordet 'dada', der betyder hyphest eller kæphest, et andet bud er, at det er det første ord, som barnet kan sige, hvorved det infantile igen understreges.
Det infantile og spontane var bevægelsens kendemærket. Således måtte Ernst Schwitters (1918-1996) følge sin fars bevægelser og tilskyndelser fra første færd af. Hans egen spontane barnlighed blev hurtigt kvalt i faderens kultivering af spontaniteten: Digtoplæsninger blev ledsaget af gurglelyde, man indsamlede skrammel, som blev sat sammen til abstrakte billedkompositioner, man prustede, hvislede etc., så Ernst Schwitters måtte - som Dr. Markus Heinzelmann skriver i kataloget - "søge sig andre roller end dem et barn, som vokser op under ordnede forhold, er vant til."
Han blev hurtigt sin fars fornuftige far.
Men på udstillingen er det Kurt Schwitters, det gælder. Han er først og fremmest kendt for sine collager, som han påbegyndte efter et møde med Hans (Jean) Arp i Berlin i 1918, hvorefter han meldte sig ind i Sturm-miljøet, der ellers formidlede kunst, hvis mål var en apokalyptisk tænkende ekspressionisme. Med optagelsen af Kurt Schwitters i bevægelsen - der talte både et tidsskrift og et galleri - lukkede man en ganske anden kunst - en spontan-kunst, opstået som følge af leg med materialer - ind i kredsen.
Og med Schwitters fulgte også den berømte humorist og krasse samfundsrevser, dadaisten Raoul Hausmann og Hans Arp. Deres kunst var så fremsynet, så radikal og anarkistisk, forbrød sig imod alle vedtagne love for æstetisk opdragelse, at det i dag er vanskeligt at forstå.
Udstillingen giver fyldige prøver på Schwitters vidtforgrenede værk, også et par af hans tidlige senimpressionistiske billeder, og et enkelt landskabsmaleri fra Norge, af den type, som Per Kirkeby for nylig skrev en bog om. Ernst og Kurt Schwitters søgte tilflugt i Norge under krigen, inden de - tvunget af den tyske besættelse - måtte flygte til England.

Merz-begrebet
De fleste af Kurt Schwitters billeder er assemblager og collager, heriblandt det meget delikate, 'Merz-Werbezentral', fra 1934, en politisk kommentar til nazisternes tilstundende krig, hvor der indgår avisbilleder, påmonteret forskellige geometriske former og Schwitters' berømte Merz-logo, en betegnelse der henviser til navnet på en bank, Commerz-bank, men som også giver associationer til forårsmåneden März eller marts.
Schwitters bestræber sig i sine collager på at forene væsensforskellige elemente til en æstetisk komposition, hvor dele og helhed går op i en højere enhed og gensidigt påvirker hinanden.
Merz blev betegnelsen for hele Schwitters' mellemkrigstidskunst også hans store MERZ-bau, som pryder udstillingen som dens største attraktion: I 1918 påbegyndte han at bygge et rum, som efterhånden fik tilført skulpturer, søjler, skjulte grotter og skulpturel arkitektur. Et bygningsværk, som voksede og voksede, en slags gesamtwerk, en plastisk grotte og samtidig et programværk. Det styrtede sammen under krigen, men blev genopført 1986 og kan nu ses i Arken.
Der er flere højdepunkter fra den turbulente mellemkrigstid i Arken p.t. Også det lille, påfaldende konstruktivistiske Picasso-maleri 'Glas' fra 1914, der viser en åndsbeslægtethed mellem Picasso og de øvrige repræsenterede kunstnere.

*Dada - et kunstoprør.
Ernst Schwitters samling. Arken, Skovvej 100, Ishøj. Ti.-sø. 10-17, on. 10-21. Til 13. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her