Analyse
Læsetid: 5 min.

Det sure med det søde

27. juni 1998

Det er en modsætningsfyldt lovgivning om udlændinge, der fredag blev vedtaget i
allersidste øjeblik

Med det, der her vedtages, kan vi nu modtage og integrere udlændinge på en værdig måde. Det kunne vi ikke i efteråret.
(Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) under Folketingets tredjebehandling af udlændingepakken 26. juni 1998)

Bortset fra den detalje, at Danmark siden marts har været regeret fra Tórshavn, gik statsminister Poul Nyrup Rasmussens politiske kabale op:
Regeringen beholdt regeringsmagten, og vælgerne løb ikke skrigende bort fra Socialdemokratiet i et omfang, der kunne gøre den nu forhenværende Uffe Ellemann-Jensen til statsminister. Kabalens (måske) afgørende trumfkort var Thorkild Simonsen - en tidligere borgmester fra Århus, der om en halv snes dage fylder 72.
At den nye minister ikke røbede dyb indsigt i udlændingelovgivningens afkroge (og blandt meget andet måtte æde sine løfter om stramninger af retten til de facto-flygtningestatus, da han fandt ud af, hvad det var), var ikke nogen hindring i jobbet, der først og fremmest har krævet pragmatisme, forhandlingsvilje og fornemmelse for folkesjælen og vælgermassen i grænselandet mellem liste A og liste O.
Tidsfristen for vedtagelsen af en række ændringer af udlændingeloven, straffeloven og oprindelig også ægteskabsloven samt for vedtagelsen af en helt ny lov om integration af udlændinge er skredet utallige gange, og debatten er trukket ud af folketingsvalg, EU-afstemning samt almindeligt og ualmindeligt Christiansborg-grus i maskineriet. Både stats- og indenrigsministeren må være lettet over, at det på Folketingets absolut sidste arbejdsdag inden ferien lykkedes at få vedtaget udlændingelovsændringerne med 89 ja-stemmer, 24 imod og to, der undlod.
At stramme udlændingeloven var der - som vanligt - et solidt flertal for. Folketinget har fredag blandt andet afskåret indvandrere fra at få familiesammenført deres gamle forældre til Danmark og - uden at fatte forskellen mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber - grebet ind over for begge dele.
Mens det, der skulle være den store, brede konsensuslovgivning, det nationale kompromis, der i bred enighed skabte arbejdsro om integrationen af udlændinge - integrationsloven - sneg sig gennem tinget med 51 ja-stemmer, 25 nej-stemmer og 37, der undlod. Blandt de kun 113, der havde afset tid til afstemningen, var det et klart flertal, der ikke sagde ja til integrationsloven.

Men lad os se lidt nærmere på den værdighed, hvormed Thorkild Simonsen nu vil integrere udlændingene. Det er en modsætningsfyldt integrationslov, som lovgiverne har forholdt sig så nølende til.
På den ene side tager man integrationen alvorligt som opgave, afsætter tre år (i stedet for de hidtidige 18 måneder) til den egentlige integrationsperiode, inddrager familiesammenførte udlændinge i integrationen, udmåler flere penge til sprogundervisning og gør en indsats for aktiveringen af flygtninge og familiesammenførte.
Samtidig skal konservative borgmestre i velstillede kommuner nord for København ikke kunne slippe for flygtninge ved at henvise til manglen på almennyttige boliger. Påtager de sig ikke selv at skaffe boliger til et vist antal flygtninge, får Udlændingestyrelsen til opgave at pådutte dem deres kvote.

På den anden side bryder integrationsloven afgørende med det grundfæstede princip, at alle i Danmark fastboende borgere - hvad enten de er udlændinge med opholdstilladelse eller nordiske statsborgere - har ret til de samme sociale ydelser.
En flygtning under integration skal klare sig for 5.000 kroner om måneden, hvis vedkommende er enlig, og for 7.000 kroner som forsørger. De satser, der gælder for os andre i den nye Lov om aktiv socialpolitik, som træder i kraft i næste uge, er omkring 2.000 kroner højere.
Den nye type overførselsindkomst til flygtninge lanceres under etiketten integrationsydelse, men man kan argumentere for, at et mere rammende navn er isolationsydelse. For 7.000 kroner har man ikke råd til at lade børnene integrere sig i den lokale håndboldklub eller i klassens rejse til Norge i Påskeferien. Flygtningen på integrationsydelse har ikke råd til at deltage i dansk foreningsliv eller til nogen form for fritidsfornøjelser, der koster penge. Flygtningen på integrationsydelse melder sig ikke ind i den lokale brugsforening, for hun har ikke råd til at handle i Brugsen. Hendes kontakt med danskere indskrænker sig - ud over tilrettelæggelsen af handlingsplaner hos kommunens sagsbehandler - til dybsindige samtaler med kassedamen i Netto eller Aldi, som er de dagligvareforretninger, hun får valget mellem med dén indkomst.
Der kan argumenteres ganske overbevisende for visse fordele ved den kommunale overtagelse af integrationen. Der kan ligge en rationaliseringsgevinst i, at flygtningene er under samme tag, hvad enten de befinder sig inden for eller uden for integrationsperioden. At kommunerne fremover selv skal løse integrationsopgaverne, kan gøre dem mere ansvarlige og bevidste i forhold til denne gruppe borgere.
Men der kan også ligge en fare i at neddrosle Dansk Flygtningehjælp - i hvert fald hvis det sker drastisk og overilet. Så sent som torsdag i denne uge henvendte den afgående generalsekretær i Flygtningehjælpen, Arne Piel Christensen, sig med en indtrængende appel til Folketingets retsudvalg om en overgangsordning, så organisationens ekspertise bevares og kan tilbydes interesserede kommuner i en entreprisemodel: "Der er (...) overvældende risiko for, at Flygtningehjælpen hen over efteråret også vil få så store vanskeligheder med at klare integrationsarbejdet, at det bryder sammen med det resultat, at staten ikke får løst integrationsopgaven frem til integrationslovens ikrafttræden, og en stor gruppe flygtninge mister nødvendig integrationsbistand."

Lejlighedsvis fremstilles Flygtningehjælpens indvendinger som betinget af ønsket om at opretholde et stort apparat med så mange arbejdspladser som muligt.
Helt regulært er det imidlertid, når Flygtningehjælpen og dens venner påpeger, at man risikerer at tabe en mangeårig ekspertise på gulvet, hvis organisationens ansatte spredes for alle vinde.
Politikerne bag integrationsloven kalkulerer ganske vist med, at mange af de bedste folk fra Dansk Flygtningehjælp vil søge ind i kommunernes nye flygtningeforvaltninger. Men måske vil mange betakke sig med henvisning til, at der er forskel på at arbejde for en holdningspræget og humanitær organisation - og for en kommunal forvaltning, der skal administrere den legaliserede forskelsbehandling og forklare Mohamed, at det er bedst for hans integration, at han får 2.000 kroner mindre om måneden end Leif.
Denne betragtning gælder i endnu højere grad for de over 1.000 frivillige, der i dag - som kontaktfamilier, frivillige sproglærere og i andre funktioner - gratis stiller deres arbejdskraft til rådighed, fordi det er vigtigt, at flygtninge får en god start i Danmark, og fordi Dansk Flygtningehjælp leverer nogle fornuftige rammer for denne start. Hvor mange af dem, der fra nytår ringer til kommunen og tilbyder at arbejde gratis, har vi endnu til gode at se.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her