Læsetid: 2 min.

Tågen letter

30. juni 1998

Barbara Vines nyeste bog besidder sin egen seje sjæl
ny bog

Jeg bør nok med det samme tilstå, at jeg aldrig har været nogen rigtig stor fan af den engelske krimitradition. Således heller ikke hverken af den meget beundrede Ruth Rendell og hendes politihistorier, eller af Rendells alter ego, alias Barbara Vine, med de psykologiske thrillers. Min fordom siger, at Rendell/Vine er med til at opretholde en mainstream-pænhed, en litterær respektabilitet, som ingen egentlig er tjent med. Al den vellagrede kulturelle viden, al den psykologiske forfinede intrigedygtighed, alle de der hverdagsomhyggelige realitets-effekter...
Såvidt fordommene. Barbara Vines nyeste bog, Skorstensfejerens dreng har nok alle disse lidt tvivlsomme kvaliteter, men den besidder dog også sin egen seje sjæl. Og langsomt, selv modstræbende trækkes man ind i mysteriet. Ikke: hvem gjorde det, men hvem var han?
'Han' var den just afdøde, både litterært feterede og succesrige forfatter Gerald Candless. Oplevet og husket af hans nærmeste efterladte, hustru og to voksne døtre. Candless døde - for alle andre end hustruen - pludseligt som 71-årig af et hjerteanfald. Tilsyneladende ved fuld kraft, en kærlig patriark - med en forfatteregoisme så mægtig som nogen.
Hustruen Ursula - 14 år yngre end sin mand - har det pinligst tænkelige regnebrædt at gøre op. I samfulde fireogtredive år har hun været hans afmægtige tyende. Og i stigende grad hadet ham, og sig selv for sin svaghed. Dengang omhyggeligt valgt for sin kønne, uselvstændige normalitet, godt materiale til en moder. Og børn var, hvad Gerald Candless ville have. Et hjem. Ursula har ikke delt soveværelse med manden i 30 år. Hendes snob-forkælede piger har nærmest negligeret hende, der var og er for dem kun far og hans gavmilde kærlighed.

Dunkle erindringer
Sideløbende med - og kontrasterende - Ursulas smertelige erindringsbearbejdning og tøvende skridt henimod selvstændighed og et kærlighedsliv på egen hånd, tilbydes ældstedatteren, den 32-årige Sarah at skrive sine 'loving memoirs' om faderen.
Der rejser sig dog det umiddelbare problem for Sarahs research, at ingen, heller ikke moderen, kender nogetsomhelst til faderens liv inden hans femogtyvende år. Og opsporingen af sandheden om disse dunkle, formative år bliver da hendes mere og mere urovækkende opgave. Det fører hende vidt omkring blandt folk af alle slags, og overrumplende familierelationer viser sig undervejs.
Det er svært at sige mere, uden at afsløre det, der gerne også skulle være læserens lyst. Barbara Vine doserer gådernes opløsning omhyggeligt, bag tågerne - et gennemgående symbol - ligger veritable personlige mareridt.
Romanens titel hjælper dog delvis læseren på vej gennem labyrinten, og det gør måske ikke så meget, at man faktisk godt kan gætte den sidste sandhed en stund før slutningen. Mere interessant er nok selve den kritiske selvtematisering, Barbara Vine præsterer med Skorstensfejerens dreng; den succesrige forfatters uhørte, altafsnørende selvoptagethed, der kun tillader samliv på præcis hans præmisser. Gerald Candless er næppe noget selvportræt, men hans type kender Vine i hvert fald ud og ind, både den snobbet fascinerede fetering og den sociale iskulde, som er fortrængningens pris. Det er faktisk en ret god historie.

*Barbara Vine: Skorstensfejerens dreng. Oversat (fint) af Bjarne Nielsen. 380 s. 295 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her