Læsetid: 6 min.

Tajga blues

13. juni 1998

Årets Balticum Film & TV Festival gav indblik i hverdagslivet Østersøen rundt anno 1998

BALTICUM
En af attraktionerne ved den netop afsluttede Balticumfestival i Gudhjem på Bornholm er, at så mange af de østeuropæiske film synes at være blevet til ud fra en nødvendighed, en næsten anmassende meddelelsestrang, som sjældent opleves i danske eller vestlige dokumentarfilm.
Eksempelvis fortalte et af årets hovednavne, den polske instruktør Marcel Lozinski, hvordan han i de turbulente år fra slutningen af 70'erne til slutningen af 80'erne aldrig vidste, om han kunne få lov til at lave film - og hvis han fik lov, om det færdige resultat ville blive vist. I en periode stod hele fem af hans film og samlede støv på censurkomiteens hylder. Alligevel fortsatte Lozinski med at producere film efter film i håb om, at kommende magthavere ville slække på censuren.
Som bekendt blev Lozinskis forhåbninger indfriet, og i dag udgør hans og andre dokumentaristers værker vigtige vidnesbyrd om hverdagslivet under det kommunistiske samfundssystem.
Den film, Marcel Lozinski i år havde med til Bornholm, So It Doesn't Hurt, tager afsæt i et af instruktørens tidligste værker, et portræt af Urszula Flis, en intellektuel bondekone, optaget i 1974. På trods af en brændende interesse for litteratur og teater besluttede Urszula på et tidligt tidspunkt at leve alene på en bondegård. Og sammen med en pågående journalist opsøgte Lozinski i 74 den usædvanlige kvinde, som i løbet af dagen sled med høns og grise og køer og om aftenen drømte sig væk i verdenslitteraturen. En adfærd, der under kommunismen blev betragtet som ikke blot afvigende, men direkte mistænkelig.
I den nye film har Lozinski igen besøgt Urszula, 23 år senere, og med sig har han haft det samme filmhold, bortset fra journalisten, som i mellemtiden er flyttet til Sverige, hvor hun har kastet sig ind i computerbranchen og ikke længere ønsker at blive mindet om sin polske fortid.
Både i de gamle optagelser - som ses i starten af filmen - og i de nye fremstår Urszula som et karakterfuldt og karismatisk menneske, der konsekvent har udlevet sin vision, og som livet igennem har accepteret at betale prisen for sin beslutning om frem for alt at være uafhængig. Men med sin mere hensynsfulde tilgang kommer den nye interviewer langt tættere på Urszula, som gradvist lader paraderne falde og åbner en sprække til det reservoir af smerte og længsel, som gærer under den tykke bondehud. So It Doesn't Hurt handler mest af alt om journalistisk og dokumentarisk etik - hvor tæt kan man tillade sig at gå på et menneske, og hvem har egentlig brug for kende sandheden om en fremmeds nederlag, bekymringer og drømme? Filmen formulerer ingen svar på disse spørgsmål, men indirekte giver den alligevel et bud, idet man som beskuer fascineres dybt af Urszulas styrke og konsekvens og efter filmen føler, at ens liv er blevet beriget i mødet.

Tajgaen dør
Årets største oplevelse på Bornholm var den estiske instruktør Mark Soosaars dokument fra det øde Vestsibirien, hvor statens jagt på olie er godt på vej til at udrydde den spredte befolkning, som i generationer har passet sig selv og deres rensdyr til de barske vilkår. Den halvanden time lange film Father, Son and Holy Torum er blevet til over en periode på tre år, hvor Soosaar ikke mindre end fjorten gange er rejst til Vestsibirien for at følge livet hos den gamle shaman Sosho og hans hustru Tone, en gæv bondekone, der kan fange rensdyr med lasso og bande så beskidt som nogen sømand.
Sosho tilhører Khanty-stammen, et folk af tajga-jægere, der lever med 25 kilometer mellem hver familie og ofte med endnu længere til den nærmeste vej. Hertil kommer, at området er sumpet, og at det derfor kun er få måneder om året, man overhovedet kan tilbagelægge længere strækninger. Soosaar har optaget filmen alene for at vinde Sosho og Tones tillid, og under produktionen har han boet hos shaman-familien i deres tre-gange-tre meters hytte, hvor alt er omgærdet med regler og ritualer af hensyn til ånderne, specielt den hellige Torum.
Filmen er fyldt med storslåede scenerier. Men gradvist aner man, hvordan balancen i den isolerede kultur trues af Ruslands olieindustri, som bid for bid æder sig ind på tajgaen. Mange af Khanty-folkene har givet efter for det statsejede olieselskab og har solgt deres jord for lidt vodka, en pose penge eller måske en snescooter.
For Sosho og Tone bliver konflikten ikke mindre kompliceret af, at det er deres adoptivsøn Petja, en hærdebred Jeltsin-type, der er ansat som olieselskabets forhandler. Det er Petja, som skal overbevise khantyerne om, at selskabets tilbud er rimelige, ligesom han skal foregive at repræsentere mindretallenes interesser. Det er imidlertid tydeligt for enhver, at Petja har solgt sin sjæl til livet i byen, og at han reelt ikke har nogen indflydelse på selskabets dispositioner.
Også Sosho og Tone har gennemskuet adoptivsønnens karakter, og de skiftevis jamrer over ham og forbander ham langt væk i deres messende klagesange til bjørnehovedet. Imens skrider katastrofen frem. Khanty-kulturen går i opløsning, de, der allerede har solgt deres jord, ligger i sprit i den nærmeste by, naturen spoleres, og rensdyrene bliver syge og dør, fordi planterne forurenes af sod og kemikalier.
Hen imod filmens slutning svigter også Soshos helbred, og det gamle shaman-par må opgive tilværelsen på tajgaen. De bliver installeret i en hytte, hvor Sosho i stadig mere vodkatåget tilstand synger sit livs blues, indtil hans sjæl omsider kan få fred til at vandre ned i underverdenen.
Father, Son and Holy Torum er ikke blot et intenst portræt af Soshos familie og Khanty-folket, men en film om de utallige mindretal i det tidligere Sovjet, som bliver trampet ihjel under civilisationens fremmarch. En forstemmende historie, som synes at gentage sig i det uendelige, men som her fremtræder med umådelig styrke, fordi Mark Soosaar i sin person forener rigelige mængder af indlevelsesevne, talent, engagement, stædighed, indignation og kærlighed til de mennesker, han skildrer.
Sidste år indførte Balticumfestivalen er særlig sektion for europæiske filmskolefilm, og heller ikke her er tonen entydigt optimistisk. Naturligvis er der både humoristiske og livsbekræftende øjeblikke i skoleproduktionerne, men betragtet under ét kan også denne del af programmet aflæses som en isnende kritik af det mentale og sociale klima i Europa på kanten til årtusindskiftet.

Filmskolefilm
Således er der ikke meget at grine ad i Mette-Ann Schepelerns udmærkede afgangsproduktion fra tv-linien på Den Danske Filmskole, Eksklusion, hvor to andengenerationsindvandrere, en tyrkisk kvinde og en indisk mand, følges på en turné rundt i landet. De to holder foredrag om at være fremmed i Danmark, og filmen fokuserer på et af engagementerne, et kursus for politibetjente, hvor talemåden 'lige børn leger bedst' bliver til en dyster metafor for den til tider iltfattige hverdag i vores konsensussøgende lille smørhul af et land.
I en anden filmskolefilm, Mia Engbergs provokerende The Stars We Are, hopper vi over sundet til Sverige, hvor vi konfronteres med tre illusionsløse og misantropiske unge bøssers foragt for middelklasse-Svensson.
I fokus er den hiv-smittede og rullestolsbundne Kalle, og omkring ham ses to venner, den svenske Henrik og den kurdiske Ibrahim. Trekløveret repræsenterer 90'ernes selvdestruktive og fanden-i-voldske Trainspotting-generation, og deres ironiske og fatalistiske syn på tilværelsen kan være skrap kost at få serveret i bredformat fra det store lærred.
"Med vores livssyn burde vi begå selvmord, men vi tør ikke," siges det i filmen. I stedet slår de tre sig langsomt ihjel med en ekstrem cocktail af stoffer, druk og natteliv. Filmen rejser spørgsmål om ansvar og frihed, og om den enkeltes ret til disponere over liv og død. Stilen er dynamisk og pågående, men efter at man har sundet sig oven på den første lussing, bliver gruppeportrættet til en engagerende rejse ind velfærdssamfundets dunkle zoner.
The Stars We Are er en type film, som for blot ti år siden ville have været utænkelig i Østeuropa. I dag viser det samlede udbud af film på Balticumfestivalen, at hverdagen i landene rundt om Østersøen får stadig flere fælles træk - på godt og ondt.

Priser
*Film: 1) Wittstock, Wittstock (Volker Koepp, Tyskland); 2) Barluschke (Thomas Heise, Tyskland); 3) Homo Lalandiense (Dan Säll, Danmark).
*Tv-produktioner: 1) Boy Hero 001 (Pekka Lehto, Finland); 2) Father, Son and Holy Torum (Mark
Soosaar, Estland); 3) So It Doesn't Hurt (Marcel Lozinski, Polen).
*Specialpriser: Back To Europe (Riho Unt, Estland); Per Kirkeby - Vinterbillede (Jesper Jargil, Danmark); Silence (Sylvie Bringas & Orly Yadin, Sverige).
*Filmskoleproduktioner: Dokumentar: Eksklusion (Mette-Ann Schepelern, Danmark). Fiktion: It Takes Two to Tango (Kristina Humle, Sverige)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer