Læsetid: 4 min.

Hvad er teater

5. juni 1998

Hvad teaterteoretikere fra Aristoles og frem, hvad dramatikere, instruktører, skuespillere har kunnet skændes om gennem årtusinder, blev for godt en halv snes år siden en stille formiddag ordnet over en madpakke af et par nu forsvundne fuldmægtige i det danske kulturministerium.
Danmark har som forhåbentlig eneste land i verden (efter Østblokkens sammenbrud) en officiel statsligt definition på teater:
"I almindelighed er teater karakteriseret ved følgende:
*Som grundlag for forestillingen foreligger et manuskript, et dramatisk forløb og/eller et samlende koncept.
*Der medvirker professionelle skuespillere, sangere og/eller dansere i forestillingen.
*Afhængig af forestillingens karakter deltager ved dennes produktion (opsætning) instruktør, koreograf, scenograf m.v.
* I forestillingen indgår sceniske effekter som kostumer, scenografi, lys, lyd m.v.
Forestillinger, der ikke omfatter de nævnte karakteristika, kan også være teater i teaterlovens forstand. (..) For at man kan karakterisere et arrangement som 'teater i teaterlovens forstand' kræves, at forestillingen i sin form, opbygning og fremførelse kan indeholdes i det til enhver tid siddende Teaterråds indkredsning af begrebet teaterkunst."
Oversat til dansk: Der skal være styr på sagerne, hvis det skal være ordentligt teater. På den anden side behøver der ikke være styr på det. Også Teaterrådet er underkastet modeluner.

For nu ikke at gøre det alt for svært for dette Teaterråd står der i samme cirkulære at der skal nedsættes et udvalg, som skal godkende "børneteater og opsøgende teater, der ikke er produceret med støtte i henhold til teaterloven". Oversat til dansk: De børneteatre, som ikke har kunnet få støtte fra Teaterrådet til deres virke, skal ikke uden videre tro, de bare kan fortsætte med at lave teater som om intet var hændt og prøve at få finansieret deres arbejde via publikum.
Man kunne måske forstå det, hvis ministeriet gerne ville have vurderet de teatre, der har fået støtte til deres produktioner, men at man også vil forfølge de teatre, der ikke har fået det - det er ikke demokratiets, men kontrolstatens form for konsekvenstænkning.
Et udvalg har arbejdet med sagen. Udvalget har fem medlemmer - erfarne, professionelle folk. De fire er skuespillere og instruktører, der alle stammer fra den første store 70'er-bølge af opsøgende børne/gruppe-
teatre. Den femte er en dramatiker, som er kommet til siden, men i dag i særlig grad leverer til etablerede grupper. Det er kritisabelt, at de eksperimenterende, de unge, gøglergrupperne osv. ikke har nogen umiddelbar fortaler i udvalget.
Alle de grupper, som ønskede godkendelse, er blevet tilsagt til et "show-case", en prøveforestilling, som de har måttet opføre for de statslige kvalitetscensorer. I en samtale med Jyllands-Posten siger udvalgsformanden, Michael Ramløse, leder af Fair Play i Holbæk, at udvalget har "vurderet den grundlæggende håndværksmæssige kvalitet, der skal være baggrunden for, at staten kan give et teater den promovering, det er at være refusionsberettiget."
Det må løbe koldt ned ad ryggen på alle, som måtte dele den opfattelse, at kunst og teater trives bedst i stor frihed, at høre at staten skal give en "promovering". Han ville næppe kunne få sig selv til at sige statsanerkendelse eller statsautorisation, skønt hvad er forskellen.
Ramløses komite har nu afsluttet første runde af arbejdet og netop indstillet til ministerium og Teaterråd, at 18 børneteatre fradømmes retten til at modtage den yderste form for offentlig teaterstøtte - 50 pct. billetrefusion til deres opsøgende forestillinger.
En af konsekvenserne af dommen er, at disse teatre ikke længere kan få lejlighed til at vise ansigt på de årlige børneteaterfestivals, hvor opkøberne kommer og køber ind til deres børne- og ungdomsinstitutioner.

Litten Hansen, der er formand for Teaterrådet, udtaler - ligeledes til Jyllands-Posten, at "det er en rimelig hædelig løsning, vi har fundet på spørgsmålet. Og Kulturministeriet er enig." Sikkert. Hun og hendes råd er udpeget af ministeren, og ministeriet og Teaterrådet har i fællig nedsat kontrolkommissionen, så det ville være underligt om nogen var uenige om noget i den ande af establishment. Det betyder også at de frasorterede er chanceløse. Det er de evt. klageinstanser, der i fællig har nedsat den kommission der har kasseret deres arbejde. Og de er fradømt muligheden for at appellere til publikum. Det er grimt og u-dansk.
Begrundelsen for bygningen af denne kafka'ske fælde: ønsket om kvalitet. En tidligere formand for Teaterrådet, professor Jørn Langsted, skriver i Børneteateravisen bl.a.: "Kravet om kvalitet og om mere kvalitet retter sig hovedsagelig mod det nye, det eksperimenterende og det udviklende i kunst- og kulturlivet. Dermed er det også sagt at kvalitetsbegrebet på ingen måde er neutralt."
Det er i bedste fald inkonsekvent, at man gerne lader publikum styre refusionsordningerne, når det kommer til voksenteatret, men ikke tør overlade det til børn og unge og deres institutionsledere selv at vælge hvad de gerne vil se hjemme i børnehaven eller fritidsklubben. Der er tale om en ubehagelig umyndiggørelse, som kun er mulig, fordi det fortsat er god tone at spille opdrager, når det kommer til kunst for børn og unge.
Den statslige teaterdefinition er et latterligt stykke papir. Men det er farligt, når det bruges til at begrænse kunstneriske udfoldelsesmuligheder og når det bruges til at forhindre afviste støtteansøgere i at appellere afgørelser - på det nærmeste forbyde dem at kontakte publikum. thy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her