Læsetid: 3 min.

Telefon til kommissæren

25. juni 1998

Stop Hother! - En danmarksfarce 5

Resumé: Først blev en Hother Christoffersen afvist, da han ville tilstå mordet på Olof Palme. Så blev en Bo Bjørnvig, der ellers mente at have opklaret selvsamme mord, afvist. Kriminalkommissær Mortensen kan nemlig ikke tage nogen af dem alvorligt. Det er imidlertid aldeles underordnet, siger Mortensens overordnede, Politiadvokat Stenbjerg.

5.
Kriminalkommissæren betragtede den overordnede. Var han nu også begyndt at gå op i limningen?
- Det er sagen, det drejer sig om, Mortensen, ikke hvad De mener eller ikke mener. Hvis der kommer en tosse og påstår, han er Olof Palmes morder, kan man ikke bare lade ham gå, Mortensen, det kan man ikke, og det burde De vide. Sagen er alt for vigtig, alt for iøjnefaldende, alt for stor til at man bare kan passe, når et nyt spor pludselig dukker op. Det har dansk politi simpelt hen ikke råd til, for slet ikke at tale om Nationen...
Mortensen stirrede, og hans øjne føltes tørre. Der var ingen tvivl, politiadvokat Stenbjerg var ved at gå fra forstanden. Men før han nåede at sige noget som helst, fortsatte den overordnede:
- Vi er simpelthen for lille et sprogområde til at vinke farvel til en nok så beskeden andel i den store sag, der har redet vort broderland Sverige som en mare og gang på gang har påkaldt sig verdens opmærksomhed. Og vi kan jo ikke save hovedet af Den lille Havfrue en gang til. Det er simpelthen for banalt, så De bliver nødt til at gøre noget ved det, og det kan ikke gå hurtigt nok!
Før han nåede at svare, var Stenbjerg ude ad døren, og det eneste Mortensen nåede at se, var frk. Himmelblås yndige lille fod, der sammen med strømpesømmen forsvandt ned i skoen under computerbordet i forværelset.
- Suk, sagde Mortensen, - suk, suk og atter suk.
Underligt at hans karriere skulle ende i et morads af naragtig uvirkelighed. Først den forsvundne Overlærer og nu dette! Han, der elskede virkeligheden, de kølige, klare kendsgerninger, den nøgne, utilslørede tilståelse, den solide, vandtætte forbrydelse, var kastet ud i et hav af uigennemskuelighed. Var det ikke den metafysiske dimension hans kone fablede om? Selv ville han hellere kalde det et mareridt, og tanken om, at han nu var tvunget til at beskæftige sig med personager som Bo Bjørnvig og Peter Wivel og Ulrik Høy fik det til at grusse i ham. Hvad kunne det ikke føre til? Tænk, hvis han også blev nødt til at tale med Lars Bukdahl, og (her rystede hans hænder) hvad nu hvis Jens Kistrup dukkede op? Det var ikke til at holde ud, det var slet ikke til at tænke på, det blev hans død!
I det samme ringede telefonen og Mortensen gøs. Selv en almindelig opringning virkede truende. Tøvende tog han røret og hørte Himmelblås stemme.
- Tøger Seidenfaden, sagde hun.
- Hold op, sagde han.
- Jamen, det er rigtigt!
- De lyder overhovedet ikke som Tøger Seidenfaden.
- Jamen...
- Han taler meget mere drævende, og selv når han plaprer, er der ligesom fedt på stemmen...
- Jamen, hr. Mortensen...
- Jeg har læst, at Tøger Seidenfaden, der før stod mange meter til højre for Djengis Kan, nu er blevet kulturradikal, og det er muligt, han i den anledning også har lagt sin stemme om, men den lyder overhovedet ikke som Deres, Himmelblå, overhovedet ikke, De må arbejde meget mere med Deres snøvlen...
Lyden i røret havde forandret sig, og politikommissæren flyttede blikket. Frk. Himmelblå stod i den åbne dør til forkonteret. Underligt. Men hun var henrivende. Kriminalkommissæren tog røret fra øret.
- Ja?
Frk. Himmelblå rødmede let, og det klædte hende.
- Jeg ville bare sige, at der er telefon til Dem, sagde hun. Da kriminalkommissæren sad med hængende underlæbe og betragtede hende, formede frk. Himmelblå bogstaverne med læberne for et: T E L E F O N. Det var ikke altid lige let at have arbejde på Politigården.
Det gav et lille klik, da Mortensen lukkede munden, men nu havde han fat i røret, og mens han med sorg så frk. Himmelblås pariserbagperron forsvinde bag den lukkede dør til forkontoret, sagde han med høj røst:
- Kriminalkommissær Mortensen am Apparat!
Der lød en susen og en raslen.
- Hallo! Hallo!
- Ja, hallo!
- Er det PET?
- Nej, det er ikke PET.
- Er det FET?
- Nej, det er ikke FET.
- Hvad er det da?
- Det er Mortensen.
(Fortsættes i morgen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her